Merudgifter til ekstra vask?

Jeg vil forsøge at søge om merudgifter (§ 100) grundet min inkontinens, der giver ekstra tøjvask skønt brug af bind, suk. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad en maskinvask reelt koster inklusive strøm, vand, afskrivning, vaskepulver etc., men kan simpelthen ikke finde noget omkring dette. Er der nogen der kan hjælpe?

PS: Er i øvrigt i gang med en længere udredning for 2. gang, da problematikken er blevet forværret inden for nogle år.

På forhånd tak for hjælpen.

Merete

Svar

Kære Merete

Når du overfor din kommune skal dokumentere merudgifter i din ansøgning, er det vigtigt, at du har det hele på skrift – kopi af din elregning, regninger for rens og indkøb af vaskepulver og alt andet, der kan relateres til din inkontinens.

Med henblik på el-priser, kan du kontakte dit elselskab og få oplyst priser for en normal husholdning (ca.tal efter antal beboere i husstanden). Du kan også kontakte DONG Energy direkte – eller finde informationerne på deres hjemmeside www.dongenergy.dk.

Kig også på hjemmesiden www.vask-guiden.dk – her finder du også en mailadresse, så du også kan få informationer herfra.

Der er sikkert andre hjemmesider, der også kan give dig svar. Prøv med forskellige søgeord.