Kan ikke tisse
Jeg er en kvinde på 50 som i en uges tid har haft problemer med at tømme blæren. Jeg fik henvisning til en gynækolog, som sagde min urinprøve ikke viste bakterier, men hun gav mig alligevel selexid, da der måtte være en infektion, siden jeg ikke kunne tømme blæren. Jeg skulle så komme tilbage to dage senere, men her kunne jeg stadig ikke tømme blæren.
Gynækologen tømte så 200 ml ud af min blære og sagde, jeg bare skulle fortsætte med selexid og gå på toilettet hver 3 time. Problemet er, at selv om jeg drikker en masse camillete, og virkelig føler jeg skal tisse, så sker der absolut INTET, når jeg sætter mig på toilettet.
Ca hver 6. time kan jeg være heldig at få tisset en smule, men det er tydeligt, at blæren ikke bliver tømt. Jeg har også samtidig fået svamp i skeden, så vil gerne høre om der evt. kan være andet jeg fejler i stedet for blærebetændelse? Kan det være en kønssygdom eller sclerose eller hvad er det mest sandsynlige?
Den 50-årige
Svar
Kære 50-årige
Det at man ikke kan tømme sin blære kan være i værste fald være farligt og føre til akut indlæggelse og kateter.
Har du tillige fået svamp i skeden eller har mistanke om at være smittet med en kønssygdom eller andet, skal du hurtigst muligt gå til din egen læge og få taget prøver til dyrkning. Herefter kan din læge give dig den medicin, der skal til, når svaret for dyrkningen foreligger.
Hvis du føler, at den gynækolog, som du har været henvist til, ikke kan hjælpe dig med dit tømningsbesvær, kan du bede din læge om at undersøge, om muligheden for at blive udredt på en klinik/specialafdeling – eller få en ny henvisning til en gynækolog/urogynækolog.
Det er vigtigt, at du bliver udredt og at årsagen til dit tømningsbesvær hurtigt bliver fundet. Først herefter kan en relevant behandling igangsættes.