Inkontinens efter prostataoperation

Ca. 12 år efter radikal prostatektomi fik jeg inkontinens. 3 gange fik jeg strammet op efter en slyngeoperation på Herlev/Frederikssund – men uden held. Går rundt med en slynge, der ikke fungerer. Har hørt i Cancerforum om en dr. Huebner i Wien, der skal kunne operere med succes. Har også hørt om, at Skejby skal kunne operere for det. Har I et godt råd til mig? Har mistet min hustru for 2 måneder siden af kræft. Svært at rejse med halvdelen af kufferten fyldt med bleer, det er ydmygende og stressende.

Svar

Vi har i Kontinensforeningen stor forståelse for din situation. Som patient, der har været gennem så meget, som du har, med flere operationer og senest også har mistet din hustru, ville det være ønskværdigt, om der fandtes en god og effektiv behandling. Da du er opereret flere gange før, vil både undersøgelse, information og behandling kræve ekspertise, som ikke er mulig at give gennem et skriftligt svar. Det vil også kun være eksperterne, der har den tilstrækkelige viden til at afgøre, om Dr. Huebner i Wien vil kunne hjælpe dig. Vi anbefaler, at du atter bliver henvist til Herlev Hospitals urologiske afdeling, som kan tage stilling til, om det vil afhjælpe dine gener at blive behandlet i Aarhus eller Wien. Med ønsker om at du må blive hjulpet.

Med venlig hilsen

Susanne Axelsen
Formand for Kontinensforeningen

Overlæge
Aarhus Universitetshospital, Skejby