Hvem kan få opereret sin lukkemuskel med “kontrolkontakt”?

Min far på næsten 90 år er begyndende dement og er fysik rask og frisk, men har afføring helt ude af kontrol. Min søster skifter ham tit, når hun er på besøg på plejehjemmet. Det går hårdt ud over tøjet, og de er da flinke nok på hjemmet til at tage sig af problemet. Det vil imidlertid give mere kvalitetstid, hvis man ikke skulle have denne angst for, hvornår det næste uheld indfinder sig. Han har glædet sig til et barnebarns bryllup i England til august, men problemet er nu tiltaget så meget, at min søster ikke kan magte at have ham med. Er der en politik vedrørende hvor gammel patienterne må være. inden at undlader at udføre denne operation?

Svar

Det vil være rigtig synd, hvis inkontinensproblemet skulle forhindre jeres far i at rejse til England og få den glæde i så høj en alder – og fysisk frisk – at se sit barnebarn blive gift.

Der er flere muligheder for hjælpemidler – dels bleer med specielle spærrebarierer, dels analpropper samt tarmskylning.

Der også kostregulering. Der er godt nok en del praktiske ting forbundet med at rejse med hjælpemidler i bagagen – men hvor der er vilje, er der også en vej.

Hvorvidt jeres far er egnet – alder eller ikke alder – til en operation, kommer an på de forundersøgelser og prøver, der hører med til operationen. Det er ikke alle patienter, der er egnede til at få indopereret en pacemaker, der kan regulere tarmen.

Det bestemmes ikke politisk, hvem der skal opereres – det er udelukkende en lægelig vurdering, om patienten vil have gavn af en operation.

Derimod kan man få økonomisk hjælp til hjælpemidler via Servicelovens § 112 ved ansøgning gennem læge – men jeres far bor jo på plejehjem, så han vil herigennem få de hjælpemidler, han har behov for.

Læs mere i Kontinensforeningen pjece ‘Mænd og inkontinens’.