– specielt til rejser, i ferien eller andre vigtige sociale sammenkomster

tarmfigur-1

Af Gerd Johnsen, specialsygeplejerske SD
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 14-15

Download hele artiklen

Husapoteket til rejser, ferien og fester for den træge og den tynde ’mave’

Egentlig er ferien ikke altid af det gode for tarmfunktionen. For mange mennesker betyder ændring af opholdssteder og i dagliglivets rytmer, at tarmsystemet ikke rigtig fungerer, som det plejer. Tarmsystemet kan være totalt afhængig af den vanlige, daglige rytme for at fungere tilfredsstillende. På ferien få vi andre måltids- og soverytmer, ændrer kost og motionsvaner og ikke mindst ‘møder’ vi fremmede toiletter. Dertil er der også en psykisk faktor med forventningen om en god ferie. Det kan for nogle mennesker give lidt stress og anspændthed i kroppen, som heller ikke gavner tarmfunktionen – især også hvis man tidligere har oplevet afføringsproblemer. Så blot tanken – om man kan kommer af med afføringen under ferie – er ofte nok til at blokere. Det er bare ærgerligt, at et afføringsproblem under ferien kan nedsætte glæden og den gode oplevelse på forhånd.

Denne artikel informerer om, hvordan vi kan imødegå en god tarmfunktion under ferien og andre vigtige sociale sammenkomster eller situationer – altså behandling af afføringsproblemet her og nu med afføringsmidler og stoppemidler.

Afføringsproblemer fordeler sig på tre hovedgrupper:

  • Forstoppelse
  • Manglende afføringstrang og igen forstoppelse
  • Diarré med ufrivillig afføring.

Forstoppelse
Kan opstå på grund af en af de overstående ændringer i de daglige rytmer. Symptomerne kan være manglende afføring, oppustet mave med en masse luft, mavekneb, generel utilpashed, hovedpine, kvalme og madlede. Uanset årsag bør du have 2 typer afføringsmiddel med. Et der virker på tarmindholdet, fx 2 stk. Magnesia tabletter, som du også kan tage forebyggende, hvis du på forhånd ved, at du får forstoppelse på ferie. Husk i den forbindelse at drikke minimum 1½ liter væske i døgnet.

Det andet afføringsmiddel, der virker på tarmbevægelsen er fx Actilax-dråber eller Dulcolax-tabletter. Se dosis på pakningen. Disse afføringsmidler er gode til hurtigt tarmtømning. De afføringsmidler, som både virker på tarmindholdet og på tarmbevægelsen, virker efter cirka 10 timer efter indtagelse. Så ønskes afføringen om morgenen tages midlerne ved sovetid.

Manglende afføringstrang
Årsagen kan være forstoppelse højere oppe i tarmen, men ofte er det en psykisk blokering for fremmede toiletter. Mange har det sådan med fremmede toiletter: 8 dage i syden med dejligt solskin – men resultatet er, at jeg kommer hjem med 2 kg afføring i tarmen! Symptomet giver sig selv – ingen afføringstrang og dermed ingen afføring. I dette tilfælde kan man øge trykket i tyktarmen med de førnævnte afføringsmidler, men afføringstidspunktet kan blive uforudsigeligt, hvilket normalt ikke er særlig hensigtsmæssigt på ferien. Det lettest er at have et lille klyx med – fx Glykotyl, Toilax eller stikpiller som Dulcolax, Perilax til at starte afføringstrangen og dermed udskillelse processen for afføringen. Endetarmsafføringsmidler virker 5 -20 minutter efter de er givet i endetarmen. Husk også at sætte dig i den korrekte siddestilling for udskillelse af afføring.

Diarré kan opdeles i 2 kategorier
1. Den akutte turistdiarré forårsaget af maveinfektion eller madforgiftning. Symptomerne er her voldsomme, ustyrlige diarréer, mavesmerter, stikkende afføring og ufrivillig afføring. I dette tilfælde er der to diarrémidler, som kan hjælpe. Det ene er for at fjerne årsagen – aktivt kul, Norit, som opsuger og omslutter urenhederne i mave-/tarmkanalen og fører dem ud med afføringen. Det andet er et stoppemiddel, som nedsætter tarmbevægelsen fx Loperamid, Imodium, som nedsætter hastigheden af tarmpassagetiden. Dosis se på pakningerne. I voldsomme tilfælde er det godt at tage begge midler.

2. Den anden kategori af diarré er den hyperaktive tarm. Symptomerne er, at pludselig ‘rumler maven’, og kort tid efter får man akut afføringstrang med 15 sekunder til at nå toiletter, og så vælte det tynde afføring ud. Er man ikke i nærheden af et toilet, får man ufrivillig afføring i bukserne. Ofte kan dette ske under sportsudøvelse eller andre kraftpræstationer. Det kan ødelægge ferien totalt. I denne situation anvendes et stoppemiddel, som hæmmer tarmbevægelsen fx Loperamid, Imodium. Dosis er ikke som beskrevet på pakningen. Det kan være fra 1 til 4 tabletter i døgnet, som er rigeligt til at holde tarmen i ave.

Selvfølgelig kan der også skrives en masse om kostråd med mere. Fx at man skal passe på med alkohol, spise fedtfattigt og sundt osv. – men ofte er det jo ikke sådan, at ferien er. Ferien skulle vi gerne kunne holde uden alt for mange restriktioner og nyde livet.

tarmfigur-5

Den rette siddestilling
Med den rette siddestilling bliver arbejdet nemmere – og husk at presse med mellemgulvet og ikke med halsen: sid midt på toilettet. Det er vigtigt, at du kan bøje frem i hofteleddet – ellers kan musklen, der hæfter på halebenet, lukke for tarmen. Er toilettet for højt (eller dine ben for korte), er det en god ide at sætte fødderne op på en skamme/svaj i ryggen for at skubbe halebenet tilbage. Læn dig frem for at rette tarmen ud, tag en dyb indånding og udstød afføringen.

Af Inge Jessen, medlem af Kontinensforeningen

En banal operation, som desværre kom til at påvirke nervestyringen af urinvejene, gjorde mig inkontinent i en alder af 25. I lang tid var det til at håndtere med bækkenbundsøvelser.

Senere, efter en fjernelse af livmoderen, der havde haft en støttende funktion, måtte jeg indse, at det ikke var nok.

Så måtte jeg i gang med apotekerens hylder, “Vesicare” hed datidens vidunderpille, som i mange år kunne holde mig tør, hvis jeg samtidigt styrede mit væskeindtag. Men så kom overgangsalderen!

Slimhinderne blev til pergamentpapir, uden evne til at holde tæt. Nu var gode råd dyre, ingen vej uden om kirurgien – den første operation mod inkontinens blev eneste løsning, der måske kunne udskyde den værst tænkelige af alle løsninger: Bleerne!

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Det lykkedes, og da der igen efter næsten ti år viste sig tegn på utæthed, måtte jeg under kniven igen, ny metode… desværre ikke helt vellykket.

Men nu var Contrelle kommet på banen, Whauw, det var bare helt fantastisk. Dyr løsning, men på recept og forsikret i “Danmark” så gik det endda. Så længe jeg selv kunne betale, så jeg ingen grund til at belemre min kommune. Den barriere kunne jeg nemlig ikke overvinde: At skulle fortælle om mit problem til en sagsbehandler i kommunen!

Lever med ble idag

Desværre ophørte de paradisiske tilstande, da jeg fik Stroke og ikke mere var i stand til at benytte Contrelle, der skal jo fingerfærdighed til. Hvad kunne nu hjælpe mig mod Niagaras filial, som havde taget plads i min blære?

Sidste fase var nået, bleerne tårnede sig truende op i horisonten, og så måtte jeg nødvendigvis ud af skabet og hen til kommunens sagkyndige på blebukser.

De sidste ni år har jeg levet sammen med et stadigt stigende antal buksebleer med stadigt voksende suge-evne. Sikke da et ord, suge-evne.

Det kræver logistiske evner at foretage “ekspeditioner” uden for hjemmet. Forefindes der et passende toilet? Gerne handicapmodellen. Hvor mange buksebleer skal pakkes ned? Husk lige også at tage skiftetøj med for alle tilfældes skyld! Glem ikke plastikposerne! Sikke et bøvl.

Måske sker det for tit, at jeg vælger at blive hjemme. I denne coronatid er det jo en dyd. Men én ting har jeg lært: At tale om tingene, at bearbejde tabu’erne og at støtte andre, som befinder sig i samme situation, ja det giver energi til at komme ind i kampen og flytter hegnspæle.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Når man hører Inges historie, forstår man, hvorfor det er så vigtigt, at vi står sammen og arbejder for at få aftabuiseret inkontinens.

Er du også udfordret af inkontinens?

Kontinensforeningen arbejder konsekvent med at aftabuisere lidelsen. Samtidig prøver vi at hjælpe det enkelte menneske ved at tilbyde mulighed for et fællesskab og med andre i samme situation. Bl.a. har vi en samtale/støttegruppe, der mødes hver måned, samt vores dejlige sommer-retreat på Fyn.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Interview: Vini Krogh har kæmpet med akut ukontrollabel diarre i næsten 40 år

K08s22-24

Af Anne Mette Futtrup, journalist
Kilde: KontinensNyt 2, 2008, s. 22-24

Download hele artiklen

Vini Krogh har haft akut ukontrollabel diarre det meste af sit liv. Gennem næsten 40 år har hun forgæves besøgt læger og alternative behandlere i håb om at få stillet en diagnose og igangsat en behandling. Kærlighed og benhård vilje får hende til at fortsætte.

– Jeg vil gøre hvad som helst, jeg vil prøve alle de behandlinger, der er, og hvis nogen kan bruge mig som forsøgskanin, kan de bare ringe, siger Vini Krogh, der er 54 år og har været afføringskontinent næsten hele sit liv. Ingen har endnu fastslået en diagnose.

Siden Vini holdt op med at arbejde, har hun taget en seks år lang uddannelse som brodøse. Meget af hendes dag går med at brodere småbitte sting under lup. Hun drømmer om at skrive en bog om at brodere derhjemme: Der må jo være andre end mig, der er tvunget til at være hjemme stort set altid,  siger hun.

Omdrejningspunktet
Nogle dage kan hun nøjes med at skynde sig på toilettet. Men mange dage er det ikke tilstrækkeligt. Så må Vini finde på noget at bruge dagen på i umiddelbar nærhed af badeværelset – eller på toilettet. 54-årige Vini Krogh har været afføringsinkontinent næsten hele sit liv ligesom sin mor og mormor.

– Toiletbesøg er omdrejningspunktet, kan man godt sige. For jeg bliver nødt til at være påpasselig med ikke at spise noget, der skal ud på upassende tidspunkter. Og jeg kan ikke bare lige smutte ud at handle eller på besøg hos naboen uden først at pakke ekstra tøj, tage bind på og gå på toilettet flere gange i håb om at ‘blive færdig’ og bagefter kunne holde mig længe nok, fortæller Vini Krogh. Ferieture i fly, bil og bus er udelukket. Offentlig transport ligeså. Og middage med venner og familie er heller ikke problemfrie. Arbejdet måtte hun sige op i 1995, da hun ikke kunne få et kontor tæt på toilettet.

– Det normale for mig er som dagen efter ‘roskildesyge’. Jeg er hele tiden lidt usikker på, om det begynder at løbe. Derfor har jeg for eksempel også en ‘Toilet-rute’, når jeg køber ind. Ruten rummer de forretninger, jeg ved, har toilet.

Humør og kærlighed – og direkte tale
Gennem næsten 40 år har hun søgt læger og alternative behandlere i håb om at få en diagnose og en behandling.

Selv mener hun, at åbenhed, benhård vilje og uvurderlig støtte og kærlighed fra sin mand giver hende kræfter til at fortsætte sin søgen efter en diagnose og en behandling. Ægtemanden giver hende motivation og mod til undersøgelser igen og igen med nervepirrende køreture til og fra hospitalet, der ligger halvanden times kørsel fra Vinis hjem. Risikoen for at gøre i bukserne på den tur er fifty-fifty, vurderer hun.

– Psykisk er det vældig hårdt, hver gang jeg skal ud af huset, fordi jeg frygter det værste. Men jeg gør alt for at undgå at gøre det i bleen, jeg kører hellere ind til siden eller ind mellem træerne. Og så er det et stort, belastende problem og dødirriterende når folk siger: “Tror du ikke bare, det er psykisk?

For Vini tror ikke en døjt på, at et menneske kan have diarre et helt langt liv på grund af noget psykisk. For at undgå andre menneskers fordomme har hun derfor altid forsøgt at være åben om sin sygdom. Hun mener, at åbenhed også er med til at holde hendes humør oppe.

– Jeg var ungkarlepige, til jeg var 43 år. Pludselig en dag mødte jeg ham, der nu er min mand. Første gang vi skulle være sammen, husker jeg tydeligt. Det er jo ikke en sygdom, man sådan kan undgå at bemærke, selv om jeg ikke havde spist hele dagen. Vi havde haft en dejlig aften, og bagefter det hele slog jeg en herre-prut. Ja, så kunne jeg jo ligeså godt fortælle ham det hele. Han har været min bedste støtte siden – han er bedre end 13 rigtige i tips, smiler hun.

En ikke diagnosticeret kronisk sygdom
Vini Krogh bor med sin mand i et rækkehus i en lille by på landet. Hun serverer kaffe ved sofabordet og fortæller med et smil og tanker på mange års rutefart mellem stue og toilet, at hun “i hvert fald aldrig har været typen, der sidder stille længe ad gangen…”

– Jeg har altid skullet løbe. Helt fra jeg var lille, har jeg haft problemer med tarmen. Da jeg var med min familie på konfirmationsrejse til Spanien, løb det ud af mig, indtil jeg var totalt udtømt, fortæller hun.

Allerede i teenageårene slog lægerne fast, at Vini rigtig nok ikke kunne holde på afføringen. Men ret meget længere er man efter 40 år ikke kommet en
diagnose.

– Lægerne har fokus på tyktarmen. Siden jeg var 25 år, har de sagt, at jeg har en irritabel tyktarm, og at min lukkemuskel er fin nok. Men hvorfor kan de så ikke finde behandling til mig? Min egen teori er, at det er noget allergi eller noget med tyndtarmen.

På salat, pulver og knækbrød
Vini Krogh skænker te til sig selv og smiler stort:

– Jeg holdt tidligt op med at være autoritetstro. Så jeg kastede mig ud i en række hjemmekomponerede forsøg for at undgå de frygtede uheld.

Hun har holdt sig fra æbler, der virker som det rene afføringsmiddel på hende. Blot lidt banan, lidt jordbær og lidt melon har vist sig at koste dage på toilettet med afføring, der lugter decideret råddent. Hun har undgået sukker, undgår for fede ting og bager selv sit brød uden gluten.

I lange perioder har hun skåret kosten ned til et minimum efter parolen: Når intet kommer ind, skal intet ud. Og hun har levet længe på salat og knækbrød.

Da hun var i 20’erne, og tarmene endnu tillod hende rejser til udlandet, begrænsede feriernes gastronomiske oplevelser sig til ernæringspulver morgen, middag og aften og et enkelt stoppende middel til at tage det værste.

Operationer og pacemaker
Medicin af varierende art og mængde har som diæterne været fast bestanddel af Vinis liv.

Resultatløse forsøg med jernpiller førte hende på lægers anbefaling til andre stoppende præparater og en lange rækker piller, der dæmper smerter og skulle kunne mindske det heftige liv i tarmene.

– Jeg bruger stadig stoppende midler som gå-i-byen-medicin. Men kun en enkelt, for jeg får mavekramper, hvis jeg tager flere. Hjemme tager jeg opiumsdråber, 10 dråber tre gange dagligt, som lægger en dæmper på det oprør, der altid er i mine tarme, fortæller hun.

Til denne opremsning kommer alle de alternative behandlere og alternative præparater, som Vini forgæves har givet chancer.

Også operative indgreb står på Vinis liste. Kikkerter har undersøgt hendes tarme flere gange, udposninger er blevet fjernet, stomi har været på tale, men blev alligevel ikke anbefalet til Vinis tilfælde.

Senest har hun fået indopereret en bækkenbunds-pacemaker lige under huden i ballen. Det har gjort toilettrangen lidt mindre udtalt.

Undervejs blev hun også urininkontinent. Men det blev helbredt af en operation, hvor der blev indlagt et støttebånd lavet af væv op mod blæren.

Vil vinde i fremtiden
Vini Krogh peger over mod spisebordet. Her ligger et ringbind med en 15 cm høj bunke A4 ark.

– Der i mappen ligger min sygehistorie. Og den slutter ikke her. For jeg vil finde årsagen til min sygdom. Jeg slås altid for at få lægerne til at høre, hvad jeg siger, for at få dem til at prøve noget nyt, som jeg selv har læst om et sted. Og efter hvert lægebesøg beder jeg om, at de kontakter mig, hvis de har brug for en forsøgskanin. Jeg vil være med i hvad som helst. Prøve alle former for medicin og behandlinger. Rejse hvorhen det skal være. Så lægerne er meget velkomne til at ringe, opfordrer Vini Krogh.

Vini Krogh er et opdigtet navn, da personen bag interviewet vil være anonym af hensyn til sin mand. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

GudrunChristensen

Interview med Gudrun Christensen, der efter en rygoperation blev afføringsinkontinent. I dag styrer hun tarmen med en pacemaker.

Af Randi Krogsgaard, cand.psych. & journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2007, s. 20-21

Download hele artiklen

‘Jeg er ikke et dårligere menneske, fordi jeg ikke kan holde på afføringen’. Ordene er Gudrun Christensens egne. Hun lægger sit farvestrålende strikketøj fra sig – et tørklæde til et af børnebørnene – og serverer kaffe i den varme sol på terrassen. Hun er netop flyttet ind og viser begejstret rundt i det nyrenoverede hus, som hun virkelig nyder. Det kan man se. Oven i rygoperationer og afføringsinkontinens kom skilsmissen sidste år (2006). Men Gudrun er ved at være ovenpå igen, og dagligdagen går med at passe de 6 børnebørn, som bor tæt på. Nu kan hun igen gå de lange ture, hun nyder så meget.

På benene efter 12 år
Det hele startede med en arbejdsskade i 1995. Gudrun er uddannet maskinarbejder og var på daværende tidspunkt leder af et beskyttet værksted. En dag fik en medarbejder insulinchok, mistede bevidstheden og faldt om. Gudrun greb ham og pådrog sig en diskusprolaps. ‘Havde jeg ikke grebet ham, var han faldet ind i en af vores maskiner, og så havde han ikke levet i dag,’ siger Gudrun, der efterfølgende blev opereret. Operationen hjalp ikke. Gudrun havde fortsat voldsomme smerter. Hun kunne blandt andet ikke sidde ned. En ny operation i 1997 gjorde hendes ryg stiv. ‘Nu kunne jeg bedre sidde end gå,’ fortæller Gudrun, der efterfølgende måtte bruge krykker og kørestol gennem flere år. ‘I 2006 blev jeg igen opereret. Og herefter skete det fantastiske; jeg kom ud af kørestolen og kunne gå igen,’ fortæller hun. Hun skal dog stadig passe meget – har netop igen pådraget sig en ny diskusprolaps, fordi hun en dag ‘lige’ skulle bære en let kasse. Gudrun går til behandling hos en fysioterapeut, og det går heldigvis bedre nu.

Inkontinent efter operation
Helt uden problemer var den sidste rygoperation ikke, for efter operationen blev Gudrun afføringsinkontinent. “Jeg skulle på toilettet 5-8 gange dagligt. Jeg kunne ikke være nogen steder, hvor der ikke var et toilet i nærheden,” fortæller hun. Gudrun kunne heller ikke gå ture, som hun havde set frem til. “Det var utrolig ærgerligt, for jeg kunne ikke glæde mig over at have fået min førlighed tilbage. Jeg var utrolig flov, for jeg følte hele tiden, at jeg lugtede,” siger Gudrun. Det er heller ikke er helt nemt at indlede et nyt forhold, når man ikke kan holde på afføringen.

Pacemaker med fjernkontrol
Gudrun er imidlertid ikke en kvinde, der finder sig i at lide, så hun besluttede, at gøre noget ved inkontinensen. Via en røntgenspecialist, som havde hørt om pacemaker-operationer, blev hun henvist til Århus Hospital. Her fik hun i januar 2007 indopereret en pacemaker i den ene balde. Gudrun styrer pacemakeren med en fjernkontrol, så den kan stimulerer endetarmen til at holde på afføringen. ‘80% af de, der har afføringsinkontinens, kan hjælpes på denne måde,’ fortæller hun.

Tilbage i livet
‘Jeg opholdt mig 5 dage på sygehuset. Først fik jeg en prøvepacemaker uden på, så man kunne se om det virkede, derefter fik jeg den rigtige,’ fortæller hun. De fem dage tilbragte Gudrun på patienthotellet, hvor hun fik kontakt til andre i samme situation. Og det var rart, for alle patienterne var på forskellige stadier i operationen og kunne derfor dele erfaringerne med hinanden.

‘Dagen efter at pacemakeren var på plads i min balle, gik jeg en tur på 6-7 kilometer, og det var helt vidunderligt,’ fortæller Gudrun. “Endelig kan jeg glæde mig over at være tilbage i livet igen.”

Få hjælp
Gudrun valgte fra starten at være åben omkring afføringsproblemerne. Hun oplever, at mange mennesker er nysgerrige og gerne vil tale om det, og høre om operationen. ‘Jeg tror faktisk, at der er mange, der går med dette problem for sig selv, og det er frygtelig synd. De skal gøre noget ved det – tale med deres læge og få den hjælp, der er mulighed for,’ siger hun.

18457509-23881559-thumbnail

Af Elisabeth Reimer Rasmussen, civiløkonom
Kilde: K-Nyt 4, 2013

Sundhedsøkonomisk perspektiv på fækalinkontinens og sakralnervemodulation
Sakralnervemodulation er udviklet af Medtronic og godkendt til at behandle urininkontinens i 1997 (1). I takt med at behandlingen blev udbredt, blev man opmærksom på potentialet inden for behandlingen af fækalinkontinens (red. afføringsinkontinens), og forskningen og udviklingen inden for feltet begyndte at tage fart.

Forskningen tegnede et billede af mennesker, som var isolerede og stærkt påvirket af deres tilstand (1,2,3). De oplevede deres tilstand som tabubelagt og underbelyst til trods for, at mange mennesker lider af fækalinkontinens. Netop denne underbelysning gør det svært at sige præcist, hvor mange mennesker der er fækalinkontinente. Det anslås, at ca. 4,8 % af den voksne befolkning over 18 år er fækalinkontinente (1,2). Andelen af fækalinkontinens stiger med alderen og kan estimeres til at være op til 17 % af alle mennesker over 75 år (1). Bruger man disse tal, betyder det, at der i dag er ca. 205.000 mennesker med fækalinkontinens i Danmark, og at antallet når 240.000 i 2020 (2). Udover de menneskelige omkostninger er der også de økonomiske omkostninger. Dette gælder både i forhold til den enkeltes, sundhedssystemets og samfundets økonomi.

Økonomiske konsekvenser af fækalinkontinens
De økonomiske omkostninger for mennesker med fækalinkontinens er fortrinsvis forbundet med indkøb af bleer, medicin mv. For de yngre kan der derudover være en stor omkostning forbundet med fravær fra arbejdsmarkedet. De samfundsøkonomiske konsekvenser er drevet af sygedagpenge, tabt produktivitet, formel pleje, uformel pleje i hjemmet, institutionalisering, tilskud til bleer og medicin, operationer samt lægekonsultationer (2) (se grafik).

faekalgraf1

Det er vanskeligt at finde data omkring omkostningerne forbundet med fækalinkontinens i Danmark. Sammenligner man med urininkontinens, bruger man her 1,5 milliarder kroner årligt på behandling og pleje (2). Da der rundt regnet er halvt så mange mennesker med fækalinkontinens som urininkontinens (2), er det nærliggende at anslå, at udgiften også er ca. det halve. Det er dog ikke helt så simpelt, fordi ca. 20 % af disse mennesker lider af dobbelt inkontinens (2,3) og derved tæller med i begge statistikker. Én ting kan man dog slå fast: De direkte omkostninger til pleje og behandling af fækal inkontinens løber op i flere hundrede millioner kroner om året, og dette beløb vil naturligvis stige i takt med, at der bliver flere og flere ældre.

Hertil kommer de indirekte omkostninger som tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og tabt produktivitet. Dette er omkostninger, som vi ved, er langt større end de direkte omkostninger (2). For den enkelte, der må trække sig fra arbejdsmarkedet, betyder dette ikke kun et menneskeligt tab men også et økonomisk tab.

Behandling
Behandlingen med Sakral Nerve Modulation er en behandlingsmulighed for en mindre gruppe af mennesker, der findes blandt dem, der ikke har fået tilfredsstillende resultater fra andre og mere konservative behandlingsmuligheder. InterStim er en lille pacemaker, der implanteres over ballen med elektroder ved sakralnerven.

En implantation beløber sig til 120.000 kroner alt inklusive. Heri er også medregnet udgiften til en testperiode (2). Det er ikke alle patienter, der kan få gavn af en implantation, derfor testes patienten forud for en eventuel permanent implantation. Derved undgår man at implantere en patient, som ikke kan opnå en effekt, og man sparer også penge ved at undgå en potentiel ”fejl”-implantation.

Efter ca. 6 år skal batteriet udskiftes. Det koster ca. 60.000 kroner (red.: 2013).

Umiddelbart kan prisen på denne behandling synes stor, men udenlandske studier bedømmer, at effekten af behandlingen opvejer investeringen. Der findes ingen danske studier, der omhandler netop dette emne, men i Spanien, Italien og Storbritannien har sundhedsøkonomiske studier vist, at behandlingen er omkostningseffektiv (2,3,4,5). Et britisk studie estimerede, at det årligt kostede knap 40.000 kroner at opnå fuld kontinens pr. patient med Sakral Nerve Modulation (2). Dette svarer til 114 kroner om dagen (red.: 2013).

Ser man udelukkende på det økonomiske rationale for at investere i behandlingen, ligger gevinsten for samfundet dér, hvor patienterne kan blive på eller komme tilbage til arbejdsmarkedet. Ydermere er det en gevinst for patienten, som ofte har været fraværende og modtaget sygedagpenge over længere tid (2,3). For borgere, der er pensioneret, ligger den økonomiske gevinst af en vellykket behandling i en lettelse af plejebehov såvel i hjemmet som på plejehjemmet (2).

Behandlingen for fækalinkontinens med sakralnervemodulation foretages på Hvidovre, Århus og Herlev Hospital, og der blev i 2012 implanteret ca. 130 patienter. På verdensplan er der i alt implanteret 125.000 fækalinkontinente og urininkontinente patienter med Sakral Nerve Modulation (2).

Om forfatteren
Elisabeth Reimer Rasmussen har arbejdet hos Medtronic A/S i 4 år og beskæftiget sig med sundhedsøkonomi og medicinsk teknologi i de nordiske lande. Formand for ekspertgruppen for sundhedsøkonomi i Medicoindustrien. Har en baggrund som cand. merc. og har tidligere arbejdet med sundhedsøkonomi og stratetisk prissætning i Novo Nordisks hovedkontor.

Referencer
1 Medtronic, Inc. (www.medtronic.com)
2 Wald A. Fecal Incontinence. The clinican’s guide to acie/pepticdisorders and motility. Disorders of the gastrointestinal tract. Slack Incorporated, 2006
3 Rockwood T.H. et al. Faecal Incontinence Quality of Life Scale. Quality of life instrument for patients with faecal incontinence. Dis. Colon Rectum 2000;43(1):9-17.
4 Damon H, et al. Prevalence of anal incontinence in adults and impact on quality-of-life. Gastroenterol Clin Biol. 2006;30(1):37-43.
5 Geibel GD. Prevalence of fecal incontinence: What can be expected? Int J Colrectal Dis 1998;13:73-77.
6 Damon H, et al. Prevalence of anal incontinence in adults and impact on quality-of-life. Gastroenterol Clin Biol. 2006 Jan;30(1):37-43
7 Stenzelius K et al. Symptoms of urinary and faecal incontinence among men and women 75+ in relations to health complaints and quality of life. Neurourol Urodyn. 2004;23(3):211-22.
8 Befolkningsfremskrivning I alder/køn, www.dst.dk
9 Deutekom, M., Dobben, A. C., et al. Costs of outpatients with fecalincontinence. Scand J Gastroenterol. 2005 May;40(5):552-8.
10 Dafolo. Undersøgelse af nye inkontinenshjælpemidler – de kvalitative og kvantitative konsekvenser i 6 danske kommuner. 2003. Dafolo A/S. Se: www.tena.dk/Documents/2_Region_Nordic/Denmark/Documents
11 http://www.sundhedsguiden.dk/da/Nyheder/Nyheder/Alle-Nyheder/2009/Maj/Nyheder-15-05-2009/
12 Soligo M, Salvatore S et al. Double incontinence in urogynecologic practice: a new insight. Am J Obstet Gynecol. 2003 Aug;189(2):438-43.
13 Teunissen TA, van den Bosch WJ et al. Prevalence of urinary, faecal and double incontinence in the elderly living at home. Int Urogynecol J Pelvic Floor Dysfunct. 2004 Jan-Feb;15(1):10-3.
14 Deutekom, M., Dobben, A. C., et al. Costs of outpatients with fecalincontinence. Scan J Gastroenterol. 2005 May;40(5):552-8.
15 Rapport HTA – Effektivitet av sacra… – document – HTA Centrum. http://www.fou.nu/is/hta_vgr/document/report/16441 2009-10-07. Samt information Medtronic A/S.
16 Dudding T., Meng Lee E., et al. Economic evaluation of sacarl nervestimuliation for faecal incontinence. BrJ Surgery 2008;95(9):1155-1163.
17 Centre for Evidence-based Purchasing (CEP). Economic Report. Sacarl nerve stimulation for faecal incontinence (CEP10057). March 2010.
18 Brosa M., Munoz-Duyos A. Et al. Cost-effectiveness analysis of sacral neuromodulation (SNM) with InterStim for fecal incontinence patients in Spain. Curr Med Res Opin. 2008;24(3):907-18.
19 Indinnimeo M, Ratto C, Moschella C, et al. Sacral neuromodulation for the treatment of fecal incontinence: analyses of cost-effectiveness. Dis Colon Rectum 2010;53(12). Epub.
20 Dudding T. Economic evaluation of sacral nerve stimulation for faecal incontinence. BrJ Surgery 2008;95(9):1155-1163.
21 Artikel: En Pacemaker I ballen giver patienterne et nyt liv. Politiken 8. september 2004.
22 Medley, nr. 1-2012. Artikel: Fra inkontinent førtidspensionist til fuldt arbejdsdygtig ved hjælp af sacral nervemodulation.
23 Finne-Soveri H, Sørbye LW, Jonsson PV, et al. Increased work-load associated with faecal incontinence among home care patients in 11 European countries. European Journal of Public Health 2008;18(3):323-328.
24 Information af Medtronic A/S

docnurse

Af Birthe Bonde, fysioterapeut, specialist i musculoskeletal fysioterapi, uroterapeut og klinisk sexolog (aut. NACS)
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 11-13

Download hele artiklen

Har man problemer med at holde på afføring og luft (flatus) fra tarmen kaldes lidelsen for analinkontinens. Denne lidelse er som oftest et multifaktorielt problem, idet 80 % har mere end et patologisk fund. Der er altså flere årsager til lidelsen. Derfor er det vigtigt at resultater fra flere test sammenholdes for at kunne afgøre årsagen til inkontinens, og testresultater skal sammen- holdes med den subjektive vurdering. På denne måde kan fysiske undersøgelser og subjektive vurderinger komplementere hinanden. Det er derfor nødvendigt at inddrage sin læge i problemet, da det skal ses fra flere vinkler.

Den optimale behandling vil som oftest være en behandling, der måske inddrager flere fagpersoner hvor behandlingen – der er forskellig fra person til person – hele tiden vil være med respekt for personens ønsker, behov og formåen.

Analinkontinens inddeles i:

    I    Kun flatusinkontinens – utæthed for luft
    II   Soiling – brunligmisfarvning rundt om endetarmen, flatusinkontinens
    III  Manglende evne til at tilbageholde formet afføring

Årsager til analinkontinens
Kvinder, hvis ringmuskel (3 – 9 % af førstegangsfødende) brister ved en fødsel, har større chance for at udvikle analinkontinens senere i livet. Det kan også opstå som følge af en discusprolaps eller en rygoperation. Underlivsoperationer kan også påvirke nerveforsyningen og muskulatur, så analinkontinens opstår. Anal-cancer diagnosticeres hos 3.100 nye tilfælde årligt. En del af disse får analinkontinens i en kortere eller længere periode.

Fjernelse af hæmorrider og hudflapper (marisker i endetarmsområdet) kan også give analinkontinens.

Hyppige forstoppelser er en stor kilde til ødelæggelse af nerveforsyningen til ringmusklen, så analinkontinens opstår som følge af al for hård og langvarig pressen, men også eksterne prolapser og fistler i området kan give analinkontinens.

Den vigtigste struktur i kroppen, der sørger for kontinens, er bækkenbunden. Den består bl.a. af en ringmuskel rundt om endetarmen. Træner man ihærdigt med bækkenbunden, bliver 60 % tætte af denne træning, så analinkontinensen forsvinder eller bliver meget mindre.

Hos fysioterapeuten/uroterapeuten kan man få en vurdering af bækkenbundsfunktion og instruktion i den rette træning.

Undersøgelsen vil indeholde:
Inspektion af analområdet i hvile og under bugpresse samt under knib. Synker mellemkødet mere end 3 cm ned under bugpres, er det udtryk for vævsskade fx manglende sacrospinal ligament. Hvilespænding, defekter, ar, hæmorider, arisker og knibefunktion af bækkenbunden undersøges også.

Dernæst vil man føle på bækkenbunden via endetarmen. Det testes både under hvile og under knib, samt ved pressen.

Især er man interesseret i den anorectale vinkel og puborectalis funktionen.

Man vurderer også sphincterrefleksen – om den er ophævet, svækket eller normal. Muskelfylden registreres og eventuelle vævsforandringer eller skader beskrives. Føles musklen tynd et sted, beskrives dette som en urskive, hvor kl. 12 er op mod kønsbenet og kl. 6 mod halebenet. Kl. 3 er personens venstre side, og kl. 9 er personens højre side. Muskelstyrken vurderes også som normal, nedsat eller ingen reaktion. Til at teste nerveforsyningen bruges et EMG apparat. Dette apparat bruges også i træningen, da det er et rigtig godt pædagogisk redskab. Når impulserne sendes fra hjerne til ringmusklen lyser og pipper apparatet. Jo bedre nerveforsyning og jo bedre knib, jo højere niveau får man frem på apparatet. Her kan man også se og høre, hvor længe man kan holde et vist niveau med bækkenbunden.

Når man har afdækket, hvilke defekter og mangler der er i personens bækkenbund, lægges et specifikt træningsprogram. Dette kan indeholde venepumpeøvelser til at øge tømningen af vener og til at fremme bækkenbundsbevidsthed og bækkenbundstræningen. Denne træning skulle gerne munde ud i at, personen kan holde knibet i 30-60 sekunder i alle stillinger.

Er det svært at finde ringmusklen, kan man bruge et hjælpemiddel til dette – nemlig en analprop.

Analproppen er udviklet til, at personer med luft- og afføringsinkontinens kan holde afføring tilbage i endetarmen. Analproppen er primært tænkt til personer med nedsat eller ødelagt følelse i endetarmsregionen. Den findes i størrelsen lille og stor.

Personer med normal/let nedsat følelse i endetarmen kan have svært ved at bruge analproppen, da proppen føles som afføring i tarmen. Og det er netop denne evne til at virke som afføring der udnyttes, når personer kommer til optræning af ringmusklen på grund af analinkontinens.

Optræning af ringmusklen
Proppen er virkelig god at træne i stor udholdenhed med (de lange knib på 1 minut), som man skal kunne, for at holde sig helt tæt. Den sættes op i endetarmen over bækkenbunden, og der udvider den sig. Man mærker en fyldning i tarmen og føler, at man skal af med afføring. Den indre ringmuskel slapper reflektorisk af, og man har nu kun den ydre ringmuskel at lukke med. Man skal gå rundt og holde på den i max. 5-10 minutter. Så skal man tage proppen ud igen, ellers kan man få problemer med hæmorider. Man træner med proppen 1 gang dagligt og laver knibeøvelser 1-2 gange yderligere i max.1-4 uger.

Udover træningen giver det også personen en følelse af, hvor meget ringmusklen vil holde, og man bliver mere sikker på sig selv. Så behøver man ikke styrte på toilettet, hver gang man mærker en fyldning i tarmen af frygt for inkontinens. Man starter træningen med den store prop – og som tiden går, og musklen bliver stærkere – går man over til den mindre prop.

Urgency – stærk trang til at komme af med afføring
Personer, der har en for livlig afføringstrang (urgency), starter selvfølgelig med den mindste prop. Når bedringen kommer, går man over til den større prop. Her går træningen ud på at lære at aflede afføringstrangen og stole på at sin ringmuskel.

Defæcationsblokade
Personer med afføringsblokade presser forkert, når de skal af med afføring. Her går indlæringen på at kvittere proppen og undgå at holde på den. Derved kan man undgår rifter og forstoppelse. Man skal også lære at sidde specielt på toilettet og lære bestemte presse-teknikker for at kunne udnytte proppens gode indlæringsvej. Det er lettest at lære at kvittere den lille prop først, senere trænes med den store prop.

Nedsat afføringsrefleks
Proppen kan også bruges til at fremkalde en afføringsrefleks, hvis personen har svært ved dette på grund af nedsat føleevne eller udposning på tarmen. Her bruges proppen faktisk i stedet for fingerstimulering (digitalstimulering) i tarmen for at fremkalde afføringsrefleks. Her startes med den store prop og senere trænes med den lille prop, så man opøver større føleevne.

Anismus
Derudover kan proppen også bruges til at bevidstgøre personer til at afspænde ringmusklen, så der ikke så let kommer krampe i denne (ved anismus). Her startes med den lille prop, og senere trænes med den store prop.

Man kan også træne og stimulere ringmusklen med fx en OB minitampon med vaseline på. Det gøres i sideleje med 10 stimuleringer 1-2 gange dagligt.

Kan musklen slet ikke aktiveres, kan der forsøges behandling med vibration på anus. Der gives 20 stimuleringer af 6-8 sekunder med lige lange pauser i mellen – denne behandling gives 1 gang dagligt. Det kan man selv lære at gøre.

Træningen, man udfører, skal gøres dagligt og nok fortsætte resten af livet.

Teknik
En del personer sidder faktisk forkert på toilettet, og derved kan det være svært at tømme tarmen. Det er bedst at læne sig forover, stritte med numsen og løfte hælene lidt.

Nogle må holde på mellemkødet samtidig med bugpressen for at afføringen glider ud.

Der er også personer, der tørrer sig forkert. Man skal tørre sig med lukket endetarm, og man stopper ikke toiletpapir op i anus for at blive ren. Man tørre sig dernede, præcist som man tørrer sig om munden! Der er heller ingen, der propper servietten ind i munden for at tørre sig! Slimhinder skal være fugtige, men omgivelserne skal være tørre og rene.

Tømmes tarmen ikke helt, er det en god ide at bruge en glycerolstikpille, så tarmen tømmes helt. Denne sættes ind i tarmen, efter man har haft afføring. Er afføringen, der ligger i endetarmen for hård, kan den blødgøres med en microlax – en lille sprøjte hvis indhold sprøjtes ind i tarmen. Begge dele fås som håndkøbsmedicin på apoteket.

Vores formand Vibeke Weltz udtaler sig om udsigten til en ny behandlingsmulighed for mennesker med overaktiv blære eller udfordringer med afføringsinkontinens:

– Det lyder lovende og vi glæder os til resultaterne af de kliniske test. Behandlingen i dag består af medicin, Botox i blæren, eller ved indoperation af en neurostimulator. Der er dog nogle patienter, der enten ikke tåler de tre behandlinger pga. bivirkninger eller ikke har tilstrækkelig effekt af behandlingerne. Derfor vil det være ønskeligt med en yderligere behandlingsmulighed til patienterne, siger Vibeke Weltz, der også er overlæge på gynækologisk afdeling på Herlev Hospital.

Du kan læse artiklen her:

https://avisendanmark.dk/artikel/elektricitet-p%C3%A5-de-%C3%A6dlere-dele-kan-hj%C3%A6lpe-en-stor-patientgruppe-med-at-holde-p%C3%A5-vandet

Af Cecilie C. Caspersen, antropolog og projektleder, Københavns Kommune

Københavns Kommune har i samarbejde med Gastroenheden på Hvidovre hospital opnået gode resultater med en ny uddannelse, der hjælper kvinder, der lider af analinkontinens – en tabuiseret og ensom lidelse, som 200.000 danskere kæmper med.

Analinkontinens indebærer problemer med at holde på luft og/eller afføring, og rammer danskere i alle aldre. Kun 1 ud af 3 opsøger hjælp for lidelsen, da den for mange opleves så skamfuld, at de går med den i ensomhed.

Kvinderne får viden og konkrete øvelser
Fra januar til juni 2020, har 42 kvinder i alderen 31-83 år gennemført uddannelsen, der består af tre undervisningsgange á to timers varighed, fordelt over en måned.

Uddannelsen er en kombination af viden om tarmen og bækkenbundens anatomi, og fysiologi, fysiske øvelser samt hjælpemidler, som deltagerne kan tage med sig hjem.

På uddannelsen finder kvinderne ud af hvilke redskaber, der virker for dem. Det vil ofte være en kombination af den konkrete viden om tarm og bækkenbund, og hjælpemidler. Kvinderne er blandt andet blevet introduceret til fibertilskud, “mini-skyl”, analprop og bækkenbunds-træningsøvelser.

Uddannelsen gør en stor forskel
Siden januar 2020, har der været nye hold hver måned, og underviserne oplever, at tidligere deltagere “henviser” nye deltagere til uddannelsen, da uddannelsen har gjort en forskel for dem.

”Jeg føler mig bedre klædt på til at gå ud i livet” siger en kvinde i slutningen af 60’erne efter endt uddannelse og fortsætter;  ”Jeg har jo ikke haft uheld, efter jeg har været hos jer. Det føler jeg som en mega sejr, som er fantastisk for mig. Jeg behøver ikke at være nervøs, hvis jeg er ude et sted, der sker ikke noget. Jeg får ikke den der luft i maven og der er mere styr på min afføring”.

Generelt har kvinderne, der har deltaget i København kommunes pilotprojekt, oplevet en markant forbedret hverdag, nedsat deres inkontinens, samt brudt et tabu de har båret på i årevis.

Begrænsningerne bliver mindre
Udover at være en tabuiseret og en ensom problemstilling, er analinkontinens også meget hæmmende for den enkelte person.  Efter uddannelsen har flere af kvinderne derfor fået mod på at opsøge situationer, de før har undgået eller frygtet.

F.eks. har en kvinde på 67 år, efter deltagelse på uddannelsen, været til tandlæge for første gang i 4 år. Hun har indtil nu ikke ville gå til tandlægen af frygt for ikke at kunne holde sig eller have mulighed for at kunne rejse sig fra tandlægestolen og nå toilettet i tide. Men på uddannelsen har hun fået de nødvendige redskaber, så hun i ro kan gå til tandlægen.

I en evaluering af uddannelsen svarer 72,5% af de 42 adspurgte kvinder, at de oplever en sammenhæng i forløbet og mærker en forskel ved endt uddannelsesforløb. Alle 42 kvinder har målbart fået reduceret deres analinkontinens og oplever overordnet en mere mental og fysisk handlefrihed.

Derudover svarer 90% af kvinderne at noget af det vigtigste ved uddannelsen har været at møde andre i samme situation som dem selv, og dermed få en oplevelse af, at de ikke står alene med sine symptomer og problemstillinger i hverdagen.

Analinkontinens – et overset problem
Analinkontinens rammer mænd og kvinder i alle aldre, men er tiltagende med årene. Ligeledes er kvinder yderligere disponeret for lidelsen på grund af senfølger af belastning på bækkenbunden fra graviditet og fødselsskader.

Analinkontinens er et stærkt tabuiseret emne, og kan derfor være meget ensomt at leve med. Evalueringen af uddannelsen i Københavns kommunes viser, at nogle af kvinderne har kæmpet med lidelsen i over 20 år. Selvom den begrænser alle aspekter af hverdagen – fra sociale sammenkomster, til rejser og biografture – viser flere undersøgelser, at det kun er under 1/3 af de ramte, der opsøger sundhedsfaglig hjælp.

Dette hænger også sammen med, at sundhedspersonale heller ikke spørger ind til udfordringer med at holde på luft og/eller afføring blandt borgere og patienter. Det betyder, at analinkontinens oftest (for)bliver et overset problem. Med et tværsektorielt samarbejde har det således været et ønske, at bringe viden om mulighederne for at at vejlede og hjælpe borgerne med analinkontinens ud i borgernes nærmiljø, så disse muligheder ikke er fastlåst til en højt specialiseret hospitalsenhed.

Få evalueringsrapporten/ mere viden om uddannelsen på www.kk.dk/analinkontinens eller kontakt kontinensteamet, Amager på 29 77 09 46 eller analinkontinensAMA@kk.dk

optimalstilling237px

Hvad du kan gøre for at komme afføringsproblemer til livs?

Af Gerd Johnsen, specialsygeplejerske, forfatter
Kilde: KontinensNyt 2, 2008, s. 18-20, Sygeplejersken maj 2007 – med tilladelse fra forfatter og redaktion. Redigeret af klinikchef, urogynækolog Lars Alling Møller og sekretariatschef Aase Randstoft

Download hele artiklen

Mange mennesker har problemer med afføringen. Det antages, at 10-20 % har træg afføring – et antal der formentlig er stigende – og at en mindre del (8-10%) har problemer med diarré eller med at holde på afføringen (afføringsinkontinente). Overført på danske forhold drejer det sig om knap en million med afføringsproblemer, herunder 200.000 med afføringsinkontinens (1,2).

Vi gør det alle. Dagligt eller næsten dagligt. Altså har afføring.  Men ordet “afføring” er nærmest fortrængt fra det offentlige rum. Selv professionelle og patienter får røde kinder, når talen falder på emnet. Ikke desto mindre er afføringsproblemer hyppigt forekommende og kan ofte begrænses med fornuftige toiletvaner.

Kunsten at have afføring
er et samspil af flere faktorer, bl.a. størrelsen af endetarmen, styrken af ringmusklen, konsistensen af afføringen, føleimpulser fra endetarmen samt vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen. Ideelt set udrettes vinklen under afføring. Dette forudsætter, at hofteleddene kan bøjes, hvilket igen forudsætter, at fødderne kan nå gulvet – et aspekt det moderne toilet og mange bækkenstole sjældent har taget højde for!  Altså vælg dit toilet med omhu!

Forsøg på afføring med en ikke-udrettet vinkel mellem endetarmsåbningen og endetarmen kan afstedkomme mangelfuld tømning og pres på bækkenbunden og endetarmen. Det sidste kan forårsage hæmorider, problemer med at holde på afføringen og fremfald af endetarmsslimhinden. Selv afføringsmedicin har trange kår under disse omstændigheder.

En anden årsag til afføringsproblemer er, at mange mennesker har mistet kontakten til deres krop. Kombination af et stresset liv og manglende kropsfornemmelse medfører, at mange mennesker ikke giver sig tid, når afføringstrangen melder sig. Derved går naturlige reflekser tabt.

Anatomi
Vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen dannes af den centrale muskel i bækkenbunden, den puborectale muskel, som fortil hæfter på skambenet og bagtil på halebenet.

Peristaltiske bevægelser fører afføring ned i endetarmen. Ringmusklen, den puborectale muskel og bækkenbunden sikrer, at den opsamlede fæces holdes tilbage i endetarmen. Føleimpulser i endetarmen registrerer, at tarmvæggen udspiles. Signaler herom sendes til rygmarven og herfra til hjernen. Først fra 4-5 års alderen er afføringen under viljens kontrol.

Den viljebestemte afføring indledes med et signal fra hjernen til rygmarven og videre ud til de involverede organer. Herved spændes endetarmen og mellemgulvet. Ringmusklen og den puborectale muskel derimod afslappes.

Den naturlige stilling
Ved afføring er den siddende stilling med bøjet hofteled, og ret let foroverbøjet ryg optimal – altså den stilling, der virker bedst. Herved udrettes vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen. Den naturlige stilling kan trænes på følgende vis:

Sid på en stol og slap af. Kan du bøje i hofteleddene? Hvis ikke, skal du sætte en skammel under fødderne. Mærk dit haleben. Forestil dig at stolen er et toilet og sæt dig midt på stolen. Ret ryggen, svaj lænden, og læn kroppen fremover, idet du stritter med halebenet. Tag en dyb indånding, hold vejret, lad være med at tale og brug nu mellemgulvsmusklen til at presse ned i det lille bækken. Mærk bagefter hvor meget dit haleben ruller ind under kroppen. Herved genoprettes vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen. Bare rolig! – der kommer kun afføring, hvis der er afføringstrang!

Inddrag livsstilen
Øget opmærksomhed på livsstilen kan løse mange tarmproblemer. Luftdannende kost kan fx gøre det svært at holde på tarmluften. Kernerig grovkost kan forårsage symptomer, der minder om irriteret tyktarm. Nedsat motion og dårlig siddestilling giver nedsat tarmperistaltik (tarmbevægelighed) og manglende udretning af vinklen mellem endetarmsåbningen og endetarmen.

Gode råd om drikkevaner, kost, motion og bækkenbundstræning kan hjælpe mange. Andre muligheder er at ændre toiletvanerne og rådgivning om at sidde korrekt på toilettet. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at henvise til speciallæge.

Regulering af colons-funktion
Metoder til regulering af colons-funktion ved obstipation, diarré og afføringsinkontinens:

  • siddestillingen ved defækation
  • væske og kost
  • motion og kolon-massage
  • bækkenbundstræning
  • toilettræning
  • skylning med vandlavement
  • analprop og andre hjælpemidler
  • laksantia og stoppemidler.

Indenfor de fem første områder kan sygeplejersken i samarbejde med patienten ændre på livsstilen ud fra de oplysninger, som patienten har givet om tarmproblemerne, analyse af årsager og hvad der er muligt for patienten (5).

Alle metoderne går ud på at påvirke kolons funktion, tarmindholdets konsistens, og afføringsprocessen og dermed regulere tarmindholdets passagehastighed, så patienten kan udtømme eller holde på afføringen med færrest mulige problemer og tidsforbrug.

Højere toilet medførte obstipation
Eksempel fra specialsygeplejerske Gerd Johnsens daglige arbejde:
En 80-årig dame sad ved siden af mig, da jeg telefonisk instruerede en patient i, hvordan han skulle sidde på sit toilet – altså om den korrekte defækationsstilling. Da jeg havde lagt telefonrøret, så hun interesseret på mig og spurgte: “Hvad er det for en toiletstilling?” Hun fortalte, at hendes børn havde købt et højere toilet til hende, fordi hun havde dårlig ryg og dårlige hofter, og siden havde hun fået problemer med at komme af med afføringen og led meget med sin forstoppelse.

Jeg lærte hende defækationsstillingen, bl.a. med anvendelsen af en skammel under fødderne – og hun kørte herefter hjem. Et stykke tid efter ringede min telefon, det var den 80-årige dame, og hun fortalte begejstret: “Det er fantastisk, helt utroligt, jeg kom af med så meget afføring uden at skulle presse – det går meget lettere nu!”

Ordforklaring
Anamnese: Sygehistorie – lægens konklusion ud fra det, som patienten fortæller.
Colon: Tyktarmen.
Defækation: Måden afføringen kommer ud på.
Diarré: Tynd afføring.
Fæces: Afføring.
Obstipation: Forstoppelse
Peristaltiske bevægelser/tarmperistaltik: Peristaltiske bevægelser sker ved, at nogle af de ringforløbende muskelfibre et enkelt sted i tarmen trækker sig sammen og derved laver en indsnøring af tarmen. Den længdeforløbende muskulatur foran denne indsnøring trækker sig herefter sammen, hvorved føden trækkes længere ned i tarmen. Gennemsnitligt opholder føden sig højst 1-2 minutter i munden, cirka 1-2 timer i maven og cirka 12-24 timer i tarmen.
Pubo-rectale muskel: Musklen er markeret på figur 4.

Læs også informationerne i Beredskabsstyrelsens lærebøger.

Hanneonbed

Af Kristian Bang Larsen, Redaktionen.dk
Kilde: K-Nyt 3, 2011, s. 4-6

Download hele artiklen

I februar 2009 får Hanne Nielsen problemer med maven. Hun har smerter, og der kommer en forfærdelig lugt ud bagtil. Hun oplever også at have hyppig, ufrivillig afføring. Hanne Nielsen går til sin læge og fortæller om det. Hun synes, det er pinligt at tale om, men problemerne er meget generende.

‘Min læge mærker på maven, hvor jeg har ondt, men ellers undersøger han mig ikke. Han siger, at det nok bare er en virus, og råder mig til at tage et fiberprodukt mod forstoppelse. Jeg fortæller også, at jeg har problemer med ufrivillig afføring, men det kommenterer lægen ikke,’ fortæller Hanne Nielsen i dag.

Men smerterne og problemerne med afføring forsvinder ikke, og Hanne vender tilbage til sin læge flere gange i løbet af de næste par måneder. Hun prøver også at ringe til vagtlægen en weekend, men får at vide at hun skal gå til egen læge.

‘Jeg prøver at få min læge til at forstå, at der må være et eller andet galt. Jeg synes, at jeg grundigt fortæller ham, hvordan jeg har det. Men han ordinerer bare et fiberprodukt’, fortæller hun.

Lægerne er berøringsangste
Hanne Nielsen er langt fra den eneste patient med afføringsproblemer, der ikke har fået en tilfredsstillende behandling af sin læge.

‘I min telefonkonsultation er det mere eller mindre alle, der henvender sig, der har fået en utilfredsstillende behandling hos deres praktiserende læge,’ siger Gerd Johnsen, der er specialsygeplejerske SD. Hun har arbejdet med patienter med afføringsproblemer i mere end 30 år. Gerd Johnsen har gennem mange år haft en telefonrådgivning (se www.kontinens.dk > rådgivning samt rådgivningssiden bagest i bladet). Desuden besvarer Gerd Johnsen også spørgsmål om afføringsinkontinens i brevkassen på dagenssundhed.dk.

Gerd Johnsen oplever, at de praktiserende læger ikke ved nok om afføringsinkontinens. Mange kan ikke foretage en udredning på en patient, og ved ikke hvortil de skal henvise patienterne, for at få udført en udredning. ’Patienterne får ofte at vide, at de ikke fejler noget. Hvis de er heldige, får de foretaget en kikkertundersøgelse, og hvis den ikke viser noget, så sker der ikke mere,’ siger Gerd Johnsen.

‘Afføringsproblemer er også et tabuemne blandt sundhedspersonale,’ siger overlæge Steen Buntzen fra Analfysiologisk Klinik på Århus Universitetshospital/Århus sygehus, der er et af landets førende, når det gælder afføringsproblemer.

‘Patienten har endelig taget sig sammen til at tale med en læge om sine problemer med afføringen, og så synes lægen ikke, at det er så spændende at tale om. Patienterne bliver måske ikke taget alvorligt, fordi lægen selv har en hvis aversion mod at diskutere emnet’. Steen Buntzen mener, at mange læger både er berøringsangste og mangler viden om udredning og diagnosticering af afføringsinkontinens. ‘Hvis man betragter det som tabu, søger man heller ikke den nyeste viden og behandlingsmetoder om emnet,’ siger han.

Hvad hvis det havde været kræft?
To måneder efter første besøg, tager Hanne Nielsen igen hen til sin læge. Denne gang er hendes mand med som støtte, for hun er sikker på, at der er noget alvorligt galt. ‘Først da henviser lægen mig til en kikkertundersøgelse. Det er han ellers ikke meget for, for han siger, at det er meget ubehageligt,’ fortæller Hanne Nielsen. ’Jeg synes, at min læge bagatelliserede situationen og ikke gjorde noget. Hvad nu hvis det havde været kræft, som lægerne på sygehuset fik mistanke om på et tidspunkt? Jeg henvendte mig til lægen i februar, og kom først til kikkertundersøgelse i maj,’ siger Hanne.

Det viser sig ved undersøgelsen på hospitalet at være alvorligt. Hanne Nielsens tarme har ‘slået knuder’, og der er gået betændelse i vævet. Heller ikke i de efterfølgende undersøgelser og behandlinger, føler Hanne Nielsen at hendes oplevelse af problemerne bliver taget alvorligt. ’Jeg får ikke mulighed for at fortælle, hvordan jeg har det. Det synes jeg er underligt. Jeg skriver ned, hvordan jeg har det, og giver beskrivelsen til lægen på sygehuset, men jeg ved egentlig ikke, om han læser det. Lægerne handlede kun ud fra, hvad de observerede,’ siger en frustreret Hanne Nielsen. Efter et langt, hårdt forløb med undersøgelser og gentagende smertefulde udskylninger, bliver et stykke af Hanne Nielsen tyktarm fjernet ved en operation.

Oplysning er vejen frem
Det sker stadig ofte at en patient ikke bliver undersøgt ordentligt, når han eller hun henvender sig til sin læge med afføringsinkontinens. Lægen siger måske, at der ikke er noget at gøre, og anbefaler et kosttilskud og et flittigt forbrug af bleer. For patienten, der endelig har besluttet sig for at opsøge lægen efter lange overvejelser, kan den manglende undersøgelse betyde, et liv med lidelsen i mange år fremover. Eller i værste tilfælde at mere alvorlige sygdomme, som for eksempel kræft, ikke bliver opdaget. ’Lad os sige, at du er en dame på 60 år, der har oplevet ufrivillig afføring over de sidste tre måneder. Så burde lægens første reaktion være at undersøge det. I første omgang typisk i form af en kikkertundersøgelse, så man kan se, hvad der er oppe i tarmen. Det kunne være kræft i endetarmen,’ forklarer overlæge Steen Buntzen. ‘Hvis det ikke er noget alvorligt, kan man prøve med motion og kostomlægning til mere fiberrig kost. Og virker det stadig ikke, bør man henvise videre til sygehusenes gastroenterologiske afdelinger, eller en specialenhed som den analfysiologiske klinik her i Århus,’ siger Steen Buntzen. Både overlæge Steen Buntzen og specialsygeplejerske Gerd Johnsen mener, at de praktiserende lægers viden på området er bedre i dag, end den var for 10 eller 20 år siden, selv om den stadig ikke er god nok. Det handler om oplysning, og det er et langt, sejt træk. ‘Lægerne er i dag meget mere opmærksomme på, at der findes centre, med specialister og det nyeste udstyr. Vi får 10-15 % flere henvendelser om året nu, og har gjort det siden 1997,’ siger Steen Buntzen.

De synes, det er ulækkert
Efter operationen af tyktarmen er Hanne Nielsens afføringsinkontinens blevet væsentlig værre, og hun føler, at hendes inkontinens gør det umuligt for hende at have et socialt liv. Hun har været meget utilfreds med besøgene hos sin praktiserende læge og den efterfølgende behandling på sygehuset, hvor hun blev henvist til. ‘Jeg tror, at læger generelt glider af på det her, fordi de synes, det er ulækkert. Eller måske er det fordi de føler, at de ikke kan gøre noget ved det,’ siger hun.

Først efter at have skiftet læge, og været i kontakt med Analfysiologisk klinik i Århus, synes Hanne Nielsen, at hun har fået en behandling og rådgivning, hvor hendes situation er blevet forstået og respekteret. Men hun fortæller også, at der stadig ikke er fundet en årsag til, eller en behandling for hendes afføringsproblem.

‘Hanne Nielsen’ er et opdigtet navn. Hun ønsker at være anonym af hensyn til sit forhold til behandlerne i sundhedssystemet. Hendes rigtige navn og identitet er redaktionen bekendt.