Nedsunken blære

Jeg tror, at jeg har en blære, der er på vej nedad. Min gynækolog sagde sidste gang, at jeg ikke kunne forvente at have en bækkenbund som en 20-årig. Jeg er 60. Jeg kan lække lidt urin uden at mærke nogen trang. Jeg har ikke været god til knibeøvelser, det har aldrig været godt nok.

Jeg er bange for, at blæren skal falde mere ned. Kan jeg få den på plads med træning nu eller skal jeg have en eller anden ring eller andet? jeg har længe været for stresset til at have energi til at tænke så meget på det besvær.

Den energiløse

Svar

Kære energiløs

Da du kun er 60 år, kan du ved god vejledning fint få trænet dine bækkenbundsmuskler op.

Du skal dog få undersøgt din mistanke om nedsunken blære/blærevæg hos en gynækolog. Få eventuelt en tid først hos din egen læge til udredning for dine inkontinensproblemer. Din egen læge vil så henvise dig til en gynækolog, hvis der er tale om en diagnose, der kræver en specialist, der så tager stilling til, om du vil have glæde af at prøve medicin, en ring – eller måske operation.

En gynækologisk afdeling har ofte en fysioterapeut tilknyttet, og du kan herigennem – eller via en privat valgt fysioterapeut – få genoptrænet dine bækkenbundsmuskler.

Autoriserede fysioterapeuter med bækkenbundstræning som speciale finder du via hjemmesiden www.gynobsgruppen.dk.