Et rekordstort antal læger og praksispersonale – i alt 2.829 – var i år tilmeldt Lægedage.

Praktiserende Lægers Organisation, PLO, stod for det flotte kursusprogram. I deres efterfølgende anmeldelse kan man læse følgende: ‘122 kurser er afholdt med stor succes, og 93 udstillere har sørget for hyggelig stemning og gode tilbud på Udstillingen’.

Kontinensforeningen var en af udstillerne. Vi præsenterede Udredningsservice for Praktiserende Læger og talte med mange positive og interesserede læger, sygeplejersker, lægesekretærer, yngre læger og medicinstuderende – samt en hel del af vores udstillerkollegaer.

I sidste uge ringede en mand ind til foreningen. Han havde umådelig svært ved at fortælle, hvad han egentlig gerne ville, så jeg spurgte naturligvis om, hvad jeg kunne hjælpe med.

Svaret var: ‘Jamen, det må du da vide’.

Jeg valgte at åbne samtalen med at spørge, om han eller en pårørende havde urin- eller afføringsproblemer. Dyb tavshed – men så kom – ‘Jamen, hvad skal jeg gøre’?

Det var tydeligt at spore, at han selv havde et inkontinensproblem, men samtidig ikke havde lyst til at fortælle om det, og så er det jo svært at føre en rådgivende samtale.

Som altid stillede jeg også ham spørgsmålet: ‘Har du været hos din læge’? Svaret var: ‘Tjaa, for nogle år siden, tror jeg nok’.

Mit næste spørgsmål var, om han så var blevet undersøgt eller var i behandling. Og her tog samtalen så en helt ny vending, får det viste sig, at han havde været på hospitalet – og pludselig spurgte han: ‘Hvordan kan de se, at jeg har resturin i blæren?’

Nu vidste jeg i alt fald, at der havde været gang i en udredning for urininkontinens. Så der var blevet foretaget en blærescanning, og måske havde han også fået tømt blæren med et kateter. Det gav mig en mulighed for at spørge ind til undersøgelsen.

Men her standsede samtalen så igen, for det viste sig, at han ikke kendte til resultaterne og havde opgivet at komme til flere undersøgelser. Hans egen konklusion var, at ‘de’ (altså lægerne) alligevel ikke kunne gøre noget, så det var spild af tid.

Manden var ikke medlem, men han havde en computer. Jeg fortalte ham om Kontinensforeningens hjemmeside, hvor han kunne finde informationer – og at det var en god idé igen at få en tid hos lægen.

Efter samtalen, sendte jeg en venlig tanke til hans læge, for det kunne han nok få brug for, hvis hans patient under konsultationen har lige så svært ved at udtrykke sig, som i vores netop afsluttede telefonsamtale.

Jeg håber virkelig, at den inkontinente mand fik et “skub” i den rigtige retning, så han via foreningens hjemmeside og et medlemskab bliver så godt informeret, at han efterfølgende kan forklare sin læge om sit inkontinensproblem. Det er nemlig samtalen og patientens oplysninger, der giver lægen det bedste grundlag for at udrede og få stillet den korrekte diagnose. Først da kan læge og patient sammen tilrettelægge en effektiv behandling.

Når jeg har juridiske spørgsmål, spørger jeg en advokat. Når jeg har problemer med mit helbred, spørger jeg min læge til råds. Set i det lys, har jeg fundet på at give min læge en helt ny titel – nemlig ‘helbredsadvokat’ – et ord, som ikke findes i den danske ordbog, men som jeg hermed giver videre til alle bloggens læsere.

Det giver mig anledning til at fortælle, at det tidligere ikke var unormalt, at foreningen indimellem blev kontaktet med spørgsmålet: ‘Kan I ikke ringe til min læge og få en tid til mig – det er altså for pinligt at gøre det selv?’ – det sker faktisk stadig, men dog sjældent.

Nu vil vi naturligvis gøre meget for vores medlemmer med rådgivning om forebyggelse, diagnoser og behandlinger – informationer, der giver det bedste grundlag for hurtigt at ringe og få tid til det første besøg og få startet undersøgelserne hos den praktiserende læge – men det kræver, at man selv tager kontakt.

Det er i bund og grund viden om forundersøgelserne og alle behandlingsmulighederne, der fjerner ‘pinligheden’ og tabuet, og som giver den enkelte og deres pårørende de redskaber, der skal til, for at få en tilfredsstillende samtale med lægen.

Som patient skal du i dag være velforberedt – altså gøre dit hjemmearbejde – ellers kan din læge ikke agere som din helbredsadvokat.

Et af de punkter, hvor du som patient skal samarbejde aktivt, og som er en forudsætning for en vellykket udredning af dine inkontinensproblemer – og måske den vigtigste – er udfyldelsen af et 3-dages væske-vandladnings-skema (VVS). Dette skema får du med hjem fra din læge ved første besøg.

Skemaet samt dine egne forklaringer på symptomerne er nemlig den helt uvurderlige hjælp, der gør din læge i stand til at finde frem til årsag og diagnose.

Ved de opfølgende konsultationer er det også en god idé at have nedskrevet de spørgsmål, som hen ad vejen dukker op. På den måde opstår der et optimalt samarbejde mellem dig og din læge. Betragt derfor altid din læge som en helbredsadvokat – og vær ikke bange for at spørge og stille krav til relevante og forståelige forklaringer.

Fra i dag er det slut med at anvende det gule sygesikringskort ved udlandsrejser.

Bestil det blå EU-sygesikringkort i god tid
Har du ikke allerede modtaget det blå sygesikringskort fra din kommune, kan du bestille det online via www.borger.dk – eller ved personlig henvendelse i din kommunes Borgerservice.

Regn altid med en ekspeditionstid på mindst 2-3 uger – specielt op til skoleferierne – før kortet ligger i din postkasse.

Hvad er det blå kort?
Det blå kort er dokumentation for, at du er sygesikret efter EU reglerne og har ret til behandling i et andet EU land, Norge, Island, Liechtenstein (EØS-landene) og Schweiz.
Du kan anvende det blå kort, når du skal opholde dig uden for Danmark i op til et år, når du:

• skal være på ferie
• skal i praktik eller skal være au-pair
• skal studere eller følge en faglig uddannelse
• skal arbejde i udlandet – du skal have en afgørelse fra Udbetaling Danmark om, at du er omfattet af dansk socialsikring, før du kan få det blå EU-sygesikringskort.

Kortet dækker også nødvendig behandling, hvis du fx har en kronisk sygdom, også selvom du ved, du kan få behov for behandling – men altså kun i et andet EU/EØS-land eller Schweiz.

Rejser du udenfor disse lande, skal du have en privat rejseforsikring. Kontakt eventuelt dit forsikringsselskab og hør, om der i din police er inkluderet rejseforsikring, eller om du skal tegne en særskilt.

Hvad dækker det blå EU-sygesikringskort?
Sygesikringskortet dækker både akut sygdom, tilskadekomst og såkaldt ‘behovsbestemt sygehjælp’.

Det er lægen, der afgør, hvilken behandling der er nødvendig under opholdet. Det afhænger blandt andet af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behandling der er tale om.

EU-sygesikringen dækker kun, hvis lægen/hospitalet/klinikken/behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i.

EU-sygesikringen dækker altså normalt ikke behandling på private hospitaler eller klinikker.

EU-sygesikringskortet viser, at du har ret til de samme ydelser og på de samme vilkår som borgerne i det land, du opholder dig i. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv, hvis dette gælder for landets egne sikrede borgere i det pågældende land, du er blevet behandlet i.

Her dækker det blå kort ikke!
Du kan ikke med det blå kort få dækket behandling hos private læger, hospitaler m.v., som ikke er en del af landets offentlige sygesikring.

• Du kan ikke med det blå kort få lægeordineret hjemtransport
• Du kan ikke få hjemtransport ved død
• Du kan ikke bruge det blå kort, hvis du tager til udlandet med det formål at få behandling. Men du kan eventuelt få tilskud efter andre regler. Læs om de regler på hjemmesiden www.patientombuddet.dk.

Du skal altså fortsat tegne en privat forsikring for at være dækket, hvis du fx skal hjem med sygetransport.

På Patientombuddets hjemmeside kan du se, hvad reglerne er for sygeforsikring i de enkelte lande.
Oversigterne ligger som pdf-filer. Det er en god idé at have et print af reglerne med for det land, du skal til, så du ved, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.

I Danmark har vi tradition for at danne foreninger. Nogle har til formål at støtte kunst, kultur og forskning, mens andre har til opgave at informere om behandling af sygdomme.

En forening eller organisation stiftes enten af specialister eller en gruppe dedikerede lægfolk – men alle har de det til fælles, at de vil gøre en forskel og investerer ofte mange ulønnede og frivillige timer for sagen.

Selvom en foreningen primært drives af frivillige, kræver det, at der står en solid administration bag. Der er nemlig i dag så mange juridiske og økonomiske krav til en privat forening, at det er nødvendigt at have lønnet personale til at styre den daglige drift. Alene bogholderi, web- og IT-administration, fundraising og redaktionelt arbejde er omfattende og nødvendige dele af det at drive en effektiv forening.

Politisk diskuteres det ofte, om foreninger og organisationer skal drives af frivillige, eller om det skal være en skattebetalt samfundsopgave. Løsningen er ikke enten eller – men både og. Som ikke statsstøttet forening – NGO* – skal man naturlig opfylde vedtægternes formålsparagraf, men samtidig også vende blikket udad og samarbejde på tværs af faggrupper i både det offentlige og i det private, så alle kan få glæde af den viden, som foreningerne hver især ligger inde med.

Effektiv administration er ikke til at “slippe udenom” – det er derfor, vi alle skal betale et medlemskontingent til de foreninger og organisationer, vi har brug for eller ønsker at støtte op om.

* NGO er en forkortelse og kommer fra det engelske Non Governmental Organisation