Først i januar deltog jeg i en konference for specialister inden for inkontinensområdet – nemlig det årlige møde, som DUGS – Dansk Urogynækologisk Selskab – afholder i forbindelse med deres generalforsamling.

Det var en oplevelse at høre den engelsk gæsteprofessors oplæg om hans speciale inden for gynækologiske operationer og hans passion for at undervise og selv operere inkontinente kvinder, når han arbejde som udsendt læge i fattige afrikanske stater.

Ligeledes mærkede jeg tydeligt engagementet fra forskere, speciallæger, ph.d.’er, medicinstuderende m.fl., når de fremlagde det ene oplæg om inkontinens og operationsteknikker og -statistikker efter det andet. Alle foredrag bar præg af den enkeltes store viden, etik og faglige dygtighed.

Patienter og pårørende – ja alle – burde vide, hvor meget de professionelle brænder for at kunne hjælpe inkontinente af med problemerne.

Jeg ville ønske, at patienterne kunne være fluer på væggen til DUGS’s årsmøder. Så ville de se og høre, hvor mange ildsjæle, der er blandt forskere, speciallæger, fysioterapeuter, kontinenssygeplejersker,  uroterapeuter, sexologer og medicinstuderende dagligt arbejder målrettet for at forbedre behandlingerne for deres inkontinente patienter.

Fornylig var der en praktiserende læge, der ringede og spurgte, om foreningen havde nogle plakater, som han kunne hænge op på indersiden af døren til patienttoiletterne i lægehuset.

Han og kollegaerne havde besluttet, at de gerne ville gøre deres patienter opmærksomme på, at det var helt OK at tale med lægerne og personalet om inkontinensproblemer. Og hvad var vel mere oplagt end at starte med at signalere budskabet, der hvor de inkontinente med sikkerhed kommer før eller efter en konsultation – nemlig på toilettet.

Inspireret af Kontinensforeningens hjemmeside var han selv og det øvrige personale blevet opmærksomme på, at det var svært for deres patienter at tale åbent om inkontinens. Lægen fortalte, at det var en skam, at tabuet skulle være den største hindring for, at mange af hendes og kollegaernes patienter ikke direkte nævnede det, når de bestilte tid hos sekretæren. Men til gengæld oplevede alle i lægehuset ofte, at patienterne så at sige på vej ud ad døren i forbifarten nævnede, at der måske var lidt problemer med blæren, som de også gerne lige ville have talt om.

Men i en travl hverdag, har man som læge ikke afsat tid til en dobbeltkonsultation, hvis patienten ikke på forhånd har bedt om det, så tit oplevede lægen og kollegaerne, at de ikke kom til bunds i de inkontinente patienters problemer, selvom de var helt klar over og åbne overfor, at mange af deres patienter ikke havde lyst til at tale om deres inkontinens – og faktisk heller ikke rigtig vidste, hvad de skulle gøre, eller om de kunne blive behandlet for det.

Forleden ringede en yngre mand til foreningen og spurgte, om der var anden behandling end en ble. Han havde i flere år været urininkontinent og havde helt fra starten fået en blebevilling.

Det lød lidt mærkeligt, så jeg spurgte naturligvis ind til, om hans læge havde udredt ham, og om der var blevet stillet en diagnose. “Nej”, svarede manden, “jeg har ikke fået nogen diagnose, kun en blebevilling”. Det lød stadig mystisk, for normalt får man ikke en blebevilling, før man er udredt og behandlet, og det herefter bliver konstateret, at ingen af de prøvede behandlinger hjælper.

Mit forsøg på at løse problemstillingen kom virkelig til kort, men så “faldt tiøren”, da jeg spurgte, om han havde været henvist til speciallæge. “Nej, lød svaret, for det vil jeg ikke. Jeg vil ikke lade mig udstille i et venteværelse, hvor alle ved, hvad man skal ind og undersøges for – og i øvrigt tager jeg ikke tøjet af, når der står en læge og en sygeplejerske og kigger på, det er grænseoverskridende for mig”.

Det blev vanskeligere og vanskeligere at komme frem til anden løsning, end den hans egen læge sandsynligvis i samråd med kommunen som eneste mulighed havde kunnet tilbyde – nemlig en blebevilling.

Og sådan må det jo så være, for andre muligheder har en læge jo ikke, når hans patient nægter at tage tøjet af, for det er selvsagt umuligt at gennemføre en udredning for urininkontinens, hvis ikke lægen har mulighed for at bedømme patientens kropsfunktioner.

Behøver jeg at sige, at manden fortsatte med at fortælle, at hans inkontinens havde ødelagt hans ægteskab, og at han også ville nægte at tage skjorten af, hvis hans læge skulle lytte på hans hjerte og lunger.

Det er sjældent, jeg “kaster håndklædet i ringen” – men denne samtale var absolut en atypisk en af slagsen. Jeg måtte konkludere overfor manden, at så havde hans læge ikke en chance for gøre sit arbejde – altså at foretage en undersøgelse, stille en diagnose og påbegynde en behandling. Heldigvis var han også selv kommet til samme konklusion, men ville alligevel høre, om ikke Kontinentforeningen havde – jeg vil selv tillade mig at kalde det – et “vidundermiddel”. Men det har vi altså ikke – vi kan give faglig rådgivning, men man må selv være åben og have tillid til lægernes arbejde, ellers bliver man ikke sin inkontinens kvit. Det giver tryghed at vide, hvad der sker hos lægen – du kan få information om udredning via hjemmesiden.

Jeg kan (stadig) undre mig over, at en læge uden at udrede et barn for natlig inkontinens, blot griber til receptblokken og udskriver medicin!

Endnu engang har jeg haft en samtale med en mor til to drenge på 7 og 9 år, der begge var nattevædere. Specielt den store søn var meget ked af det. Han havde fået medicin i 2 år uden virkning. Og nu havde forældrene fået nok, men stod samtidig med spørgsmålet om, hvem de skulle henvende sig til for at få drengene undersøgt.

Jeg guidede moderen igennem foreningens hjemmeside – først var hun inde og læse afsnittet om udredning af børn – og dernæst klikkede hun over til undervisningsfilmenes afsnit om urininkontinens – nat.

Jeg kunne ligefrem høre “stenen falde fra hendes hjerte”, hvorefter hun med beslutsom stemme sagde, at det var lige præcis de informationer, hun havde brug for – nu ville hun have en henvisning til nærmeste børneinkontinensafdeling. Og hun ville også vise filmene til de to drenge, så de kunne se, at de ikke var “de eneste i verden”!

Men samtidig med glæden over at kunne hjælpe sine drenge på vej til en ordentlig udredning, blev deres mor også vred, for – som hun sagde – “vi har længe spekuleret på, om det var os, der gjorde noget forkert – så hvorfor i alverden har vores egen læge ikke henvist os til en specialist med det samme – og hvorfor har han ikke sagt, at vi kunne besøge Kontinensforeningens hjemmeside”?

Ja, hvorfor mon?

Og oven i købet havde bemeldte læge fortalt forældrene, at han kun har haft ét eneste barn med natlig inkontinens i løbet af de seneste 10 år i sin konsultation. Er det manglende viden? Er det manglende interesse? Eller har hans patienter ikke tillid til, at deres barn kan blive udredt og behandlet her og derfor søger andre veje?

Spørgsmålene er mange – men fakta er, at mere end 50.000 børn i Danmark har inkontinensproblemer, hvorfor lægerne sammen med sundhedsplejerskerne må have mere fokus på de familier, der henvender sig med inkontinente børn. Det er simpelthen ikke OK, at et barn ikke bliver udredt, får stillet en diagnose og behandlet for inkontinens – gerne så tidligt som muligt – og allerhelst før skolestart.