Jeg vil ikke undersøges

manrefuse

Forleden ringede en yngre mand til foreningen og spurgte, om der var anden behandling end en ble. Han havde i flere år været urininkontinent og havde helt fra starten fået en blebevilling.

Det lød lidt mærkeligt, så jeg spurgte naturligvis ind til, om hans læge havde udredt ham, og om der var blevet stillet en diagnose. “Nej”, svarede manden, “jeg har ikke fået nogen diagnose, kun en blebevilling”. Det lød stadig mystisk, for normalt får man ikke en blebevilling, før man er udredt og behandlet, og det herefter bliver konstateret, at ingen af de prøvede behandlinger hjælper.

Mit forsøg på at løse problemstillingen kom virkelig til kort, men så “faldt tiøren”, da jeg spurgte, om han havde været henvist til speciallæge. “Nej, lød svaret, for det vil jeg ikke. Jeg vil ikke lade mig udstille i et venteværelse, hvor alle ved, hvad man skal ind og undersøges for – og i øvrigt tager jeg ikke tøjet af, når der står en læge og en sygeplejerske og kigger på, det er grænseoverskridende for mig”.

Det blev vanskeligere og vanskeligere at komme frem til anden løsning, end den hans egen læge sandsynligvis i samråd med kommunen som eneste mulighed havde kunnet tilbyde – nemlig en blebevilling.

Og sådan må det jo så være, for andre muligheder har en læge jo ikke, når hans patient nægter at tage tøjet af, for det er selvsagt umuligt at gennemføre en udredning for urininkontinens, hvis ikke lægen har mulighed for at bedømme patientens kropsfunktioner.

Behøver jeg at sige, at manden fortsatte med at fortælle, at hans inkontinens havde ødelagt hans ægteskab, og at han også ville nægte at tage skjorten af, hvis hans læge skulle lytte på hans hjerte og lunger.

Det er sjældent, jeg “kaster håndklædet i ringen” – men denne samtale var absolut en atypisk en af slagsen. Jeg måtte konkludere overfor manden, at så havde hans læge ikke en chance for gøre sit arbejde – altså at foretage en undersøgelse, stille en diagnose og påbegynde en behandling. Heldigvis var han også selv kommet til samme konklusion, men ville alligevel høre, om ikke Kontinentforeningen havde – jeg vil selv tillade mig at kalde det – et “vidundermiddel”. Men det har vi altså ikke – vi kan give faglig rådgivning, men man må selv være åben og have tillid til lægernes arbejde, ellers bliver man ikke sin inkontinens kvit. Det giver tryghed at vide, hvad der sker hos lægen – du kan få information om udredning via hjemmesiden.