hospfeb13

Der holdes indimellem informationsmøder rundt om i landet, som arrangeres af forskellige organisationer, som fx Patientforeningernes Netværk og ÆldreSagen. Spørg i din egen forening og i dit lokale sundhedshus. Hvis Kontinensforeningen får besked, lægger vi naturligvis gerne invitationen på Facebook.

Der er et meget stort behov for faglig information om behandling af inkontinens – både for børn og voksne. Er du kontinenssygeplejerske eller sundhedsplejerske – så hjælper vi gerne dig og din kommune med at sprede informationer om lokale møder.

Kontakt Kontinensforeningen på info@kontinens.org – så finder vi en god løsning.

childdoc

De fleste af os har en travl hverdag, hvor der ikke skal mange minutter til, før timingen vælter. Hvis denne timing så smadres af et barn, der tisser i flyverdragten 5 minutter før afgang fra hjemmet, er ofte den første tanke: Hvorfor lige nu – nu kommer vi for sent!!

Der er ikke langt til næste tanke eller sætning: ”Kunne du ikke have sagt til, inden du fik flyverdragten på”? Hvis ordene af vanvare bliver sagt, så er svaret ofte: ”Jamen, jeg kunne ikke mærke det” – og det er sandt. For ingen børn tisser eller laver i bukserne med vilje – det er simpelthen for ubehageligt for barnet. Tværtimod er langt de fleste børn stolte, den dag de smider bleen.

Lyt til barnet – få selv den nødvendige viden, og fortæl dit barn, at det ikke det eneste i hele verden.

Viden gennem Kontinensforeningens børneinkontinenspakke og film giver tryghed hos både barnet og familien. Desuden er disse også særdeles nyttige undervisningsredskaber i børnehaven, skolen og SFO’en.

Kære pædagoger og lærere – der florerer alt for mange usande myter om, at inkontinens skyldes psykiske faktorer – det er vigtigt at få manet disse i jorden. Start med at se undervisningsfilmene – og bestil så informationspakken til jeres bibliotek – og bliv meget klogere.

Det er afgørende for et inkontinent barns trivsel i børnehave og skole, at voksennetværket er i stand til at hjælpe i dagligdagen.

Børneinformationspakkerne til forældre og professionelle købes direkte fra Kontinensforeningens hjemmeside – hvor
undervisningsfilmene
også kan ses.

Fakta

Der er flere end 50.000 danske børn i børnehaver og skoler, der ikke har føling med blæren eller tarmen – altså er inkontinente for urin og/eller afføring. Den direkte vej er med det samme at blive henvist til specialisthjælp på en af landets børneinkontinensklinikker.

coverface

Hvorfor går man ikke til sin læge, så snart inkontinens generer i dagligdagen?
I disse spare- og krisetider er mange lidt bange for at ”råbe højt”, når det drejer sig om sygdomme, som man ikke dør af eller skal indlægges akut for. Specielt hvis de offentlige beslutningstagere godt bakket op af medierne går ud med, at den stærkt invaliderende overaktive urinblære er en ”modediagnose”!

Men ingen – ingen – skal finde sig i ikke at kunne nå toilettet i tide, når der findes behandling.

Inkontinens er desværre stadig ”Den alt for stille sygdom, som man normalt ikke taler om” – men heldigvis viser det sig, at god information og god kommunikation er kilden til den viden, der giver tryghed og forberedelse til det første lægebesøg.

Gør selv en indsats – være godt forberedt hjemmefra. Bestil ekstra tid hos lægen og mød op med et udfyldt væske-vandladnings-skema (VVS) allerede ved første konsultation. Det giver din læge et godt grundlag for at stille den eller de diagnoser, der er skyld i din inkontinens. Det er så op til lægen at foretage de øvrige undersøgelser. Er du først nået dertil, er du godt på vej.

Tøv ikke med at spørge ind til de mulige behandlinger – det er din læges pligt enten at undersøge det eller at henvise dig videre til en speciallæge eller en specialafdeling.

Få flere gode råd om lægebesøg og udredning her på hjemmesiden.

talebobler

Inkontinenstabuer skal tales og informeres ihjel – uvidenhed er den største blokering for hurtig behandling!

Det er plagsomt ikke at kunne styre sin vandladning og sin afføring – både for børn og voksne.

Hvis vi er sultne eller tørstige, kan vi godt vente både halve og hele timer med at få disse behov opfyldt – men skal vi på toilettet, så er det straks noget andet. Kontinente kan godt holde sig, til der er toiletmuligheder – men det kan inkontinente altså bare ikke – så derfor er Kontinensforeningens råd til dig som patient eller dig som pårørende: Få nu hul på problemet – inkontinens fylder alt for meget HVER DAG og for nogle også HVER NAT!

Tag selv de første skridt til at få viden om behandling. Ingen læger (jeg kender) modtager åbenbaringer – det er dig, der skal opsøge din læge og fortælle, at du har inkontinensproblemer. Har du det ikke så godt med ordet ‘inkontinens’, kan du fortælle lægen, at du har problemer med at holde på vandet – eller afføringen. Samtalen med lægen, udredningen, undersøgelserne og vejen til diagnosen er den samme.

Det er fint nok at søge informationer via nettet – men det er svært at sortere. Rådet er derfor – søg målrettet på foreningens hjemmeside – meld dig ind – og få hele ‘værktøjskassen’ sendt hjem.

Kontinensforeningens kompetencer ligger netop i at informere om undersøgelser, diagnoser, behandlinger, forskning – og meget mere – alt det, der drejer sig om urin- og afføringsinkontinens hos børn og voksne – og alt det, der kan gøre netop din og dit barns situation lettere.

18457509-21017430-thumbnail

Som sekretariatschef i en lille foreningen bliver man nødt til at bære mange hatte. Det kan være noget af en udfordring at være både dreng, hund og huggeblok – ikke 2 dage er ens.

Som web-manager har jeg fået overtalt sekretariatschef Aase Randstoft til at dele lidt af sin yderst varieret hverdag med omverdenen. Velkommen til Kontinensforeningens blog – et rigtigt ‘insider kig’ på, hvad foregår på det lille kontor, hvor damen med de mange hatte tryller løsninger frem hver dag.

Jeg lover jer, at det ikke bliver kedelig læsning!

smartphone-1445489_1920

For at samarbejde med industrien kræver det en gensidig forståelse og respekt for de love og etiske rammer, som begge parter er underlagt.

Kontinensforeningen, er en uafhængig NGO, hvorfor alle kontrakter med sponsorer er frit tilgængelige på hjemmesiden.

Vi ved, at forskning kræver både tid og kapital, som efterfølgende skal finansieres via markedsføring og salg af produkterne.

Vi ved også, at det er vigtigt for patienterne at have kendskab til, hvilke behandlinger de efter en udredning hos lægen har mulighed for at få tilbudt.

Hvis ikke informationerne om behandlingerne er lette at finde, har hverken patienter, pårørende eller sundhedssektorens behandlere en kinamands chance for at kunne fortælle patienterne om de bedste og nyeste behandlingstilbud.

Derfor er det vigtigt, at Kontinensforeningen har et bredt samarbejde med industrien, så vores medlemmer – og de 40.000, der årligt besøger www.kontinens.dk, får tilgang til, hvilke behandlinger de kan få tilbudt, og sammen med fagpersonalet træffer de bedst mulige beslutninger, når behandlingen skal påbegyndes.

Det har stor betydning for Kontinensforeningens eksistens, at vi har mange, faste sponsorer, der vælger at støtte de projekter, som er til gavn for for børn og voksne med urin- og afføringsproblemer.

Jo større viden vi som patientforening kan være med til at udbrede om forebyggelse, udredning og behandlinger, jo bedre er inkontinente rustet til at søge og få hurtig og kvalificeret hjælp.