Recept på medicin uden udredning – nej tak!

Jeg kan (stadig) undre mig over, at en læge uden at udrede et barn for natlig inkontinens, blot griber til receptblokken og udskriver medicin!

Endnu engang har jeg haft en samtale med en mor til to drenge på 7 og 9 år, der begge var nattevædere. Specielt den store søn var meget ked af det. Han havde fået medicin i 2 år uden virkning. Og nu havde forældrene fået nok, men stod samtidig med spørgsmålet om, hvem de skulle henvende sig til for at få drengene undersøgt.

Jeg guidede moderen igennem foreningens hjemmeside – først var hun inde og læse afsnittet om udredning af børn – og dernæst klikkede hun over til undervisningsfilmenes afsnit om urininkontinens – nat.

Jeg kunne ligefrem høre “stenen falde fra hendes hjerte”, hvorefter hun med beslutsom stemme sagde, at det var lige præcis de informationer, hun havde brug for – nu ville hun have en henvisning til nærmeste børneinkontinensafdeling. Og hun ville også vise filmene til de to drenge, så de kunne se, at de ikke var “de eneste i verden”!

Men samtidig med glæden over at kunne hjælpe sine drenge på vej til en ordentlig udredning, blev deres mor også vred, for – som hun sagde – “vi har længe spekuleret på, om det var os, der gjorde noget forkert – så hvorfor i alverden har vores egen læge ikke henvist os til en specialist med det samme – og hvorfor har han ikke sagt, at vi kunne besøge Kontinensforeningens hjemmeside”?

Ja, hvorfor mon?

Og oven i købet havde bemeldte læge fortalt forældrene, at han kun har haft ét eneste barn med natlig inkontinens i løbet af de seneste 10 år i sin konsultation. Er det manglende viden? Er det manglende interesse? Eller har hans patienter ikke tillid til, at deres barn kan blive udredt og behandlet her og derfor søger andre veje?

Spørgsmålene er mange – men fakta er, at mere end 50.000 børn i Danmark har inkontinensproblemer, hvorfor lægerne sammen med sundhedsplejerskerne må have mere fokus på de familier, der henvender sig med inkontinente børn. Det er simpelthen ikke OK, at et barn ikke bliver udredt, får stillet en diagnose og behandlet for inkontinens – gerne så tidligt som muligt – og allerhelst før skolestart.