Inkontinente børn skal ikke skældes ud – de skal behandles!

Der florerer desværre stadig myter om, hvorfor børn over 4-5 år laver i bukserne eller tisser i sengen om natten eller i bukserne om dagen.

Ingen børn tisser eller laver i bukserne med vilje!
Inkontinens – altså ufrivillig vandladning eller afføring – skyldes fysiske årsager. Det er derfor helt naturligt, at børn skal undersøges/udredes. Der skal stilles en diagnose og vejledes udfra denne – og hurtigt påbegyndes en behandling.

Inkontinens skal – som alle andre lidelser – tages alvorligt. Børn med inkontinens er små patienter, der har krav på en korrekt udredning og en grundig forklaring. Jo før, jo bedre. Det er helt urimeligt, at børn ofte får at vide, at det nok snart går over – eller at de bare skal tage sig sammen!Ubehandlet inkontinens kan føre til drilleri, mobning, usikkerhed, udelukkelse fra socialt samvær og lavt selvværd.

Det har ingen børn fortjent.

De voksnes opgave
Det er de voksne omkring barnet, der skal sørge for at bestille tid hos lægen. Og det er også de voksne, der skal forklare, hvad der skal ske hos lægen – og ikke mindst løbende under behandlingsforløbet støtte og opmuntre barnet til at følge de råd, som behandleren giver. Det kan godt tage rigtig lang tid, at opnå et godt resultat – og for et barn er tid en faktor, som er svær at håndtere. Gode hjælpemidler som fx sugende underbukser, en ble og godt med skiftetøj er nogle af de ting, som under behandlingsforløbet skal håndteres af forældrene, børnehaven og skolen. For barnet skal jo også fungere uden for hjemmet i en travl hverdag.

Naturligvis er mange forældre rådvilde og dybt fortvivlede over, at deres barn – trods ofte normale urinundersøgelser – alligevel bliver ved med at tisse i bukserne om dagen eller i sengen om natten. Men lad ikke usikkerheden gå ud over barnet, inddrag i stedet hele familien i, hvordan og ikke mindst hvornår behandlingen kan få den ønskede virkning. Faglig viden er en god ballast at have, ikke alene som forældre, men også som børnehavepædagog og lærer – altså alle der i deres daglige arbejde har en masse børn omkring sig.

Det kan ikke ignoreres væk
Det hjælper ikke noget at prøve sig frem med skæld ud, belønninger i form af slik – eller helt at ignorere inkontinens. Det helbreder nemlig ikke sig selv. Tvært imod bevirker passivitet fra de voksne, at barnet føler sig alene og overladt til sig selv med tanken om, at jeg-er-den-eneste-i-verden. Det bør ingen børn opleve, når der findes specialister og gode informationer i ‘børnehøjde’.