Når tale er guld

I sidste uge ringede en mand ind til foreningen. Han havde umådelig svært ved at fortælle, hvad han egentlig gerne ville, så jeg spurgte naturligvis om, hvad jeg kunne hjælpe med.

Svaret var: ‘Jamen, det må du da vide’.

Jeg valgte at åbne samtalen med at spørge, om han eller en pårørende havde urin- eller afføringsproblemer. Dyb tavshed – men så kom – ‘Jamen, hvad skal jeg gøre’?

Det var tydeligt at spore, at han selv havde et inkontinensproblem, men samtidig ikke havde lyst til at fortælle om det, og så er det jo svært at føre en rådgivende samtale.

Som altid stillede jeg også ham spørgsmålet: ‘Har du været hos din læge’? Svaret var: ‘Tjaa, for nogle år siden, tror jeg nok’.

Mit næste spørgsmål var, om han så var blevet undersøgt eller var i behandling. Og her tog samtalen så en helt ny vending, får det viste sig, at han havde været på hospitalet – og pludselig spurgte han: ‘Hvordan kan de se, at jeg har resturin i blæren?’

Nu vidste jeg i alt fald, at der havde været gang i en udredning for urininkontinens. Så der var blevet foretaget en blærescanning, og måske havde han også fået tømt blæren med et kateter. Det gav mig en mulighed for at spørge ind til undersøgelsen.

Men her standsede samtalen så igen, for det viste sig, at han ikke kendte til resultaterne og havde opgivet at komme til flere undersøgelser. Hans egen konklusion var, at ‘de’ (altså lægerne) alligevel ikke kunne gøre noget, så det var spild af tid.

Manden var ikke medlem, men han havde en computer. Jeg fortalte ham om Kontinensforeningens hjemmeside, hvor han kunne finde informationer – og at det var en god idé igen at få en tid hos lægen.

Efter samtalen, sendte jeg en venlig tanke til hans læge, for det kunne han nok få brug for, hvis hans patient under konsultationen har lige så svært ved at udtrykke sig, som i vores netop afsluttede telefonsamtale.

Jeg håber virkelig, at den inkontinente mand fik et “skub” i den rigtige retning, så han via foreningens hjemmeside og et medlemskab bliver så godt informeret, at han efterfølgende kan forklare sin læge om sit inkontinensproblem. Det er nemlig samtalen og patientens oplysninger, der giver lægen det bedste grundlag for at udrede og få stillet den korrekte diagnose. Først da kan læge og patient sammen tilrettelægge en effektiv behandling.