, , , , , ,

Mave-tarmproblemer kræver helhedsorienteret behandling

Mave-tarmproblemer – et overset og tabubelagt problem, der kræver helhedsorienteret behandling

 

Af klinisk diætist og cand.scient.san Mia Lerche Schomacker
Privatpraktiserende diætist med mere end 10 års erfaring i behandling af mave-tarmproblemer.
Certificeret i low FODMAP diæten ved Monash University, Australien og Kings College, London.

Rigtig mange mennesker lever til dagligt med store gener og ubehagelige symptomer fra deres mave-tarmsystem. For nogle er generne så invaliderende, at de påvirker evnen til at arbejde og deltage i sociale sammenhænge. Mave-tarmproblemer udgør desuden en meget stor samfundsøkonomisk byrde grundet de mange undersøgelser og gentagne henvendelser til sundhedsvæsenet.

Til trods for problemets omfang er mave-tarmproblemer stadig et meget tabubelagt og overset emne. Mange personer med mave-tarmproblemer fortæller om utilstrækkelig vejledning i, hvordan de kan afhjælpe deres problemer. Dette er selvfølgelig ærgerligt, da en helhedsorienteret tilgang til behandlingen, kan hjælpe de fleste – ofte med ganske få tiltag.

Mave-tarmproblemer – hvad indebærer det og hvor udbredt er det?
Mave-tarmproblemer er en meget bred betegnelse for en række forskellige symptomer, som man kan opleve fra sit mave-tarmsystem. Symptomerne kan være i form af diarré, forstoppelse, vekslende afføringsmønster, afføringsinkontinens, oppustethed, luftgener og mavesmerter. Der ses ofte også opadgående symptomer i form af kvalme, halsbrand, tidlig mæthedsfornemmelse, opstød og bøvser.

I forskningen kan vi se, at mave-tarmproblemer er en yderst hyppig årsag til henvendelser hos både praktiserende læger, speciallægeklinikker og det offentlige sundhedsvæsen. Tal fra forskningen viser, at mave-tarmproblemer i høj grad påvirker livskvaliteten i en negativ retning, og at problemerne udgør en stor samfundsøkonomisk byrde.

Mave-tarmproblemer kan have en lang række forskellige årsager, herunder diverse forskellige sygdomme i mave-tarmsystemet. De kan også være en mere indirekte konsekvens af operationer, medicinindtag eller afsluttede sygdomsforløb, der har påvirket tarmens funktion. En meget stor andel bliver diagnosticeret med en såkaldt funktionel tarmlidelse. Af disse lidelser er irritabel tyktarm den hyppigst stillede diagnose. Patienter med irritabel tyktarm udgør helt op til 30 % af patienterne i speciallægeklinkker.

Hvordan kan en helhedsorienteret behandling gennem kost, livsstil og medicin lindre mave-tarmproblemer?

Behandlingen af mave-tarmproblemer vil naturligvis afhænge af årsagen til symptomerne. Hvis problemer skyldes en sygdom i tarmen, skal denne selvfølgelig først og fremmest behandles, for eksempel via medicin.
Derudover er det vigtigt at huske på, at mange mave-tarmproblemer, herunder funktionelle mave-tarmlidelser, ikke kan kureres. Behandlingen går derfor ud på at lindre symptomerne så godt så muligt.

Optimal behandling kræver, at man kigger helhedsorienteret på symptomer, kost, livsstil, indtag af medicin og så videre. Behandlingen bør altid tages udgangspunkt i de symptomer, der opleves. Et helt lavpraktisk eksempel er, at det er ulogisk at afprøve et afføringsmiddel som behandling af mave-tarmproblemer, hvis man ikke har forstoppelse. Ikke desto mindre vil man ret ofte kunne opleve, at man i sundhedsvæsenet bliver givet en række meget overordnede anbefalinger, som man ”må eksperimentere med på egen hånd”.

I min klinik ser jeg dagligt, hvordan ændringer i kost og livsstil samt tilpasninger af medicin og naturlægemidler, kan have en afgørende forskel for symptomerne. Ændringer i kost og livsstil kan for eksempel omhandle korrekt siddestilling på toilettet, gode toiletvaner, regelmæssige måltider, tilpas mængde kostfibre og tilpas mængde væske. Ændringerne kan også omhandle undgåelse af bestemte fødevarer, for eksempel fødevarer, der kan forværre diarré og dannelse af gas i tarmsystemet. Mange mennesker med symptomer på irritabel tyktarm kan for eksempel have gavn af at afprøve low FODMAP diæten – en diæt, hvor man begrænser sit indtag af bestemte ufordøjelige kulhydrater i kosten, som især påvirker afføringens konsistens og dannelsen af gas i tarmsystemet.

Mange har på egen hånd afprøvet diverse naturlægemidler, kosttilskud og håndkøbspræparater. Men ikke alle er klar over, at nogle kosttilskud kan virke forstoppende, mens andre kan give en tyndere afføring og danne mere gas i tarmsystemet. Håndkøbspræparater, for eksempel afføringsmidler, kan være en helt afgørende og nødvendig hjælp for mange, men ofte bliver man utilstrækkeligt vejledt i dosis og kombination af præparater, som kan gøre, at effekten udebliver eller i værste fald giver forværrede symptomer.

Endeligt er det min erfaring, at to faktorer er helt afgørende for lindringen af mave-tarmproblemer. Den første faktor er, at en grundlæggende forståelse for tarmsystemets funktion og hvad, der har indflydelse på den, er helt afgørende. Man får ganske enkelt langt nemmere ved at navigere i behandlingen, hvis man får en større forståelse for sammenhængen mellem symptomer og behandling. Den anden faktor er, at det som oftest er den rette kombination af tiltag, der ender med at give den største lindring samlet set.

Forhåbentligt kan denne artikel være med til at skabe et håb om lindring hos dig, der endnu ikke har funden den.

Denne artikel er skrevet til K-NYT februar 2024

Obstipation hos børn – diagnostik og behandling

Rekommendationer til diagnostik og behandling af obstipation og fækalinkontinens hos børn

obstipationsboy

Kilde: Udvalget for gastroenterologi, hepatologi og ernæring,Dansk Pædiatrisk Selskab april 2007

Download hele artiklen

1. Forekomst
Omkring 20 % af alle børn i alderen 4 til 18 år har på et eller andet tidspunkt haft obstipation. Prævalensen af obstipation hos yngre børn (0-24 mdr.) er ca. 3 %.

Prævalensen af fækalinkontinens er 3 % hos raske skolebørn (4 % i 5-6 års alderen og 1.6 % i 11 års alderen). Tidligere tiders opfattelse af at fækalinkontinens var betinget af psykiske årsager er i dag forladt. Vi ved nu, at langt de fleste børn har fækalinkontinens på baggrund af obstipation og uhensigtsmæssige toiletvaner.

2. Definitioner og terminologi
Grænserne for den normale afføringshyppighed og konsistens er vide.

Afføringshyppigheden afhænger af alder:

  • Ammede spædbørn: Afføring fra 6 gange dagligt til en gang ugentligt
  • Flaskeernærede børn: 1 afføring dagligt
  • Småbørn: 1-2 afføringer dagligt
  • Større børn: 1 afføring dagligt.

Ca. 5 % af obstipationstilfælde har en underliggende lidelse (organisk obstipation), mens resten betegnes som funktionel obstipation.

2.1 Funktionel obstipation (Rom III-kriterier)
To eller flere af følgende kriterier skal være opfyldt hos et barn med udviklingstrin på mindst 4 år. Kriterierne skal være opfyldt mindst 1 gang om ugen i to måneder før diagnose.

  • To eller færre afføringer på toilet pr. uge
  • Mindst 1 episode med fækal inkontinens pr. uge
  • Historie med retensiv adfærd eller ekstrem voluntær tilbageholdelse af afføring
  • Historie med smertefulde eller hårde afføringer
  • Tilstedeværelse af større fækal udfyldning i rectum
  • Historie med afgang af større mængder afføring.

2.2 Fækalinkontinens:
Afgang af afføring på et upassende sted. Kan opdeles i funktionel og organisk fækal inkontinens.

2.2.1 Funktionel fækalinkontinens

  • Obstipationsassocieret fækalinkontinens: Hyppigste præsentationsform
  • Non-retensiv fækalinkontinens: Fækal inkontinens, hvor der ikke findes tegn på obstipation.

2.2.2 Organisk fækalinkontinens:
Fækal inkontinens, som skyldes organisk sygdom.
Det foreslås, at termerne encoprese og soiling ikke anvendes.

3. Symptomer
Mavesmerter, analfissur, obstipationsbetinget diarre, dårlig eller vekslende appetit, dårlig trivsel, psykologiske problemer, fækalinkontinens, urin-inkontinens (dag- og/eller nat-), urinvejsinfektioner.

Normale spædbørn ser ofte kortvarigt anstrengte ud ved afføring, presser, er røde i hovedet og trækker benene op.

4. Årsager

4.1 Funktionel (95%):

  • Analfissur
  • Anstrengelse for at holde på afføringen (medfører obstipation, der igen medfører analfissur (ond cirkel)) – obs for perianal infektion med gr. A hæmolytiske streptokokker
  • Psykosociale faktorer/dårlige toiletvaner.

4.2 Organiske (5%):

  • Mb.Hirschsprung (se senere)
  • Anorektale misdannelser, f.eks. ektopisk beliggende anus
  • Columnarelaterede lidelser (især spinale lidelser, f.eks. lipom, spina bifida)
  • Hypothyroidisme, hypercalcæmi
  • Cøliaki
  • Mb. Crohn
  • Cystisk Fibrose
  • Cerebral parese
  • Anorexi
  • Seksuelt overgreb
  • Medicinforgiftning (morfika, antikolinergika, antidepressiva).

5. Diagnose
Ca. 95% af børn med kronisk obstipation og 90% af børn med fækalinkontinens har ikke en organisk årsag. En grundig anamnese og objektiv undersøgelse er som hovedregel nok til at stille diagnosen funktionel obstipation. Generelt er der ikke behov for yderligere undersøgelser, med mindre man finder mistanke om underliggende sygdom.

6. Undersøgelsesprogram

6.1 Primært:

6.1.1 Anamnese:

  • Tidspunkt for mekoniumafgang
  • Symptomdebut (symptomer under amning)
  • Afføringshyppighed, afføringsvolumen og konsistens, smerter etc.
  • Tegn på tilbageholdelse af afføring
  • Smerter eller blod i forbindelse med afføring
  • Fækalinkontinens, hvor og hvornår på dagen
  • Urininkontinens og urinvejsinfektioner
  • Mavesmerter
  • Neuromuskulær udvikling
  • Appetit og kost
  • Psykologiske eller adfærdsmæssige problemer
  • Livsbegivenheder (dødsfald, nye søskende, skilsmisse) som kan være medvirkende til udvikling af afførings tilbageholdelse (tænk også her på seksuelt overgreb).

6.1.2 Objektiv undersøgelse:
Det er nødvendigt med en fuld objektiv undersøgelse med speciel vægt på undersøgelse af:

  • Abdomen (palpapel fæces eller luft)
  • Perianal inspektion (placering af anus, perianal fæces, rødme, dermatit, eksem, fissurer, hæmorrhoider)
  • Rektalexploration (sphintertonus, fæces i ampullen, ano-cutan reflex, størrelse af rectum etc.)
  • Neurologisk undersøgelse specielt af underekstremiteterne
  • Der bør laves u-stix og eventuelt anal podning
  • Eventuelt afføringsdagbog gennem 2-3 uger ved tvivl om diagnosen
  • Beskrivelse af eksterne genitalier.

6.2 Sekundært

6.2.1 Colontransittid
Colontransittid kan bruges, hvis man ikke kan få tilstrækkelig pålidelige informationer fra anamnese og dagbog. Flere undersøgelser har dog vist at colontransittiden er normal hos 39-58 % af obstiperede børn. Udførelse og tolkning af colontransittids-undersøgelser bør foregå på specialafdeling.

6.2.2 MRI af medulla spinalis:
Ved mistanke om neurogen årsag til obstipationen.

6.2.3 Oversigt over abdomen og rectum-indhældning:
Unødvendige undersøgelser som led i udredning eller behandling af obstipation og fækalinkontinens.

6.2.5 Er det Mb. Hirschsprung?
Morbus Hirschsprung mistænkes primært ved forsinket meconiumafgang, svær obstipation under amning eller intraktabel obstipation hos større børn. Kun 10% af børn med Hirschsprung har meconiumafgang før 24 timer mod > 90% af normale. Hovedparten af børn med Mb. Hirschsprung diagnosticeres i neonatalperioden. Den endelige diagnose stilles ved kirurgisk rectumbiopsi. Mistanken kan styrkes ved manglende refleks ved anorectal manometri.

7. Behandling
Lette obstipationsgener svinder ofte spontant eller efter kort tids behandling, mens kronisk obstipation og fækalinkontinens kræver langvarig behandling.

Målet med behandlingen er at reetablere normal tærskel for defækationstrang samt tørlægge barnet.

Alle børn med obstipation og fækalinkontinens behandles efter de samme retningslinjer. Undtaget er dog gruppen af børn med non-retensiv fækalinkontinens, der ikke skal behandles med laksantia, men kun toilettræning.

Behandlingen består af 4 elementer:

7.1 Undervisning
Familien skal bibringes forståelse for patogenesen for obstipation og fækalinkontinens. Dels for at behandlingsprincipperne forstås og dels for at fjerne den vrede, der ofte er overfor barnet. Det er vigtigt at fjerne misforståelsen om, at barnet holder på afføringen eller har fækalinkontinens med vilje. Der skal instrueres om behandlingsprincipper, virkningsmekanismen af evt. medicin og toilettræning for at sikre en høj compliance, som er altafgørende for en god behandling.

7.2 Udtømning
Alle behandlingsforløb starter med udtømning. Udtømning kan enten ske ved at starte med høje doser af afføringsmiddel eller ved langsom optrapning til høj dosis. Hvis man starter med en høj dosis, kommer der ofte umiddelbart efter opstart diarre som følge af overløb. Dette skal ikke give anledning til reduktion i den anti-obstipative behandling. Behandlingen skal fortsætte, indtil der sikkert er udtømt. Er man i tvivl, er det tilrådeligt at fortsætte med udtømning. Mangelfuld udtømning giver dårligt behandlingsresultat, når man går over til vedligeholdelsesbehandling. Overløbsdiarre kan evt. afhjælpes ved brug af glyoktyl-klyx/mikrolax en gang dagligt de første 3 dage. Ofte er det tilrådeligt at starte udtømningen op til en weekend og anbefale familien at være hjemme.

7.3 Vedligeholdelsesbehandling
Når barnet er udtømt, trappes den anti-obstipative behandling ned, indtil der nås en dosis, der giver 1 daglig blød, formet, smertefri afføring, uden at der opstår bivirkninger.

7.4 Follow-up
Der kan med fordel tilbydes tæt opfølgning i løbet af de første uger efter opstart af behandling, idet det ofte er på det tidspunkt, der opstår problemer. Problemerne drejer sig typisk om dosering af afføringsmiddel, problemer med at få barnet til at tage behandlingen, samt usikkerhed om, hvornår der er sufficient udtømt, så man kan overgå til vedligeholdelsesbehandling.

7.5 Antiobstipationsmidler
De forskellige laksantia, som er tilgængelige på markedet, har forskellig virkningsmekanisme. Valg af laksantia bør rette sig efter barnets symptomatologi. Ofte er behandling med blødgørende laksantia tilstrækkelig. Det er vigtigt at opnå compliance, og man bør vælge så få forskellige typer laksantia som muligt.

Generelt kan antiobstipationsbehandling inddeles i to grupper med principielt forskellig virkningsmekanisme.

Movicol®: I praksis har det vist sig, at PolyEthylen Glycol 3350 (PEG) er særdeles velegnet til behandling. Der er muligt at opnå god compliance, doseringen er nem at styre, der er få bivirkninger og stoffet kan bruges til både udtømning og vedligeholdelsesbehandling. Movicol® indeholder elektrolytter (bl.a. 65 mmol Na+ pr. brev, s.v.t. 5 mmol Na+ pr. g.) hvilket kan være et problem ved behandlingen af spædbørn. Der findes evidens for, at PEG uden elektrolytter er sikkert at anvende fra fødslen, men forhandles endnu ikke i Danmark. Der mangler evidens for anvendelsen af Movicol® til børn < 6 mdr.; men klinisk erfaring har vist, at det indtil nu ikke har givet problemer, at anvende det fra 0 mdr. Movicol® eller andre PEG produkter er endnu ikke godkendt til brug på det danske marked til børn under 12 år.

7.6 Behandlingsvarighed
Vedligeholdelsesbehandlingen skal strække sig over mindst 3 måneder og ofte 6, 12 måneder eller længere. Plan for seponering af antiobstipativ behandling bør være individuel, men ofte er det en god ide at trappe langsomt ud. Der er ikke belæg for, at tarmmotorikken ødelægges ved langvarig brug af laksantia. Man skal ofte bruge højere doser end anbefalet af producenten og også behandle i længere tid.

7.7 Toilettræning
Alle børn, der behandles for obstipation og fækalinkontinens, skal instrueres i principperne for toilettræning. Børn under 4 år bør ikke toilettræne efter nedenstående principper.

Adfærdstræningen sigter på:

  • 1. Indøvning af gode toiletvaner
  • 2. Indøve tolkning af afføringstrang
  • 3. At indøve korrekt og optimal position, der hjælper afføringen ud.

2-3 gange dagligt, afhængig af hvad der er praktisk muligt for det enkelte barn.
5-10 min hvor barnet sidder på toilettet. Evt. medbringes æggeur.

Barnets toilettid skal vælges, så det griber mindst muligt forstyrrende ind i barnets aktiviteter. Optimalt er ca. 20 min. efter måltid, hvor man kan udnytte den gastro-coliske refleks.

Barnet kan eventuelt medbringe bog eller anden underholdning. Som en del af behandlingen er det ofte en god ide at benytte en afføringsdagbog. Toilettræningen bør fortsætte mindst lige så lang tid, som der behandles med antiobstipationsmidler.

7.8 Smertefri afføring
For at undgå at barnet holder tilbage på afføringen, skal afføringen være smertefri. Det er derfor vigtigt at behandle eventuelle rifter, fissurer og irritation.

7.9 Behandling af fissurer
Primær behandling er blødgøring af afføringen. Sekundært kan behandles med Proctosedylsalve 2-3 gange dagligt i 2 uger eller til symptomfrihed. Eventuelt anvendes nitroglycerin-salve 2 gange dagligt eller ved hvert bleskift. Interne fissurer kan med fordel behandles med suppositorier.

7.10 Behandling af rødme og irritation
Ved rødme og irritation skal der podes for hæmolytiske streptokokker gr. A. Ved positiv dyrkning behandles efter resistens med f.eks. penicillin i 14 dage; men der er stor recidivfrekvens. Alternativt claritromycin i 7 dage.

, , , , ,

Prolaps/ nedsynkning af underlivet

Af Overlæge Vibeke Weltz

Er du udfordret af prolaps/ nedsynkning af underlivet?

Mange kvinder er udfordret af varierende grad af prolaps, dvs. nedsynkning af underlivet. Bl.a. kan det give gener i forhold til tømning af blære og i forhold til afføring.

Om prolaps/ nedsynkning af underlivet

Kvinder kan med alderen udvikle nedsynkning af underlivet. Nogen får nedsynkning af skedens forvæg (cystocele), nogen får nedsunken livmoder (uterus prolaps) og nogen får nedsynkning af skedens bagvæg (rektocele). Ikke sjældent ses en kombination, dvs. f.eks. både nedsynkning af skedens forvæg/blæren og livmoderen. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan også få nedsynkning af skedetoppen.

Der findes forskellige disponerende faktorer og risikoen for nedsynkning af underlivet stiger med alderen, efterhånden som bindevævet i kroppen ændres. Især når kvinden passerer overgangsalderen forekommer det oftere. Udover bindevævets beskaffenhed, er der også øget risiko for nedsynkning hos kvinder, der har gennemført mange graviditeter og født børn.

Nedsynkning af underlivet er en ganske ufarlig tilstand, men det kan give gener i form af tyngdefornemmelse og en følelse af, at noget kommer ud af skedeåbningen. Det kan f.eks. mærkes, når der løftes noget tungt, ved host eller fysisk aktivitet. Andre gange er fornemmelsen der hele tiden. Der kan også være besvær med at tømme blæren ordentligt. Hvis bækkenbunden er stærk, kan den nogle gange holde nedsynkningen på plads, dvs. holde ”bulen” indenfor skedeåbningen, men når bækkenbunden slapper af, kan ”bulen” glide ud igen.

Nedsunken livmoder kan behandles konservativt med forskellige typer silikone støttepessarer. Alternativt kan man blive opereret for sin nedsynkning.

Vil du gerne vide mere om emnet?

Kontinensforeningen er også for dig, der er udfordret af nedsynkning af underlivet. Vi bringer løbende artikler i vores medlemsbrev om emnet, og hvis der er ønske fra vores medlemmer om det, afholder vi meget gerne webinar eller temaaften om emnet.

Vil du gerne vide mere om prolaps/ nedsynkning af underlivet, så kan du bl.a. læse vores medlemsblad nummer 2 fra 2018, hvor vi bragte et stort temanummer om emnet. Læs det her: https://kontinens.org/wp-content/uploads/2018/08/K-Nyt-2-del-2-2018.pdf

Du kan også se Lægens Bord på DR1 fra den 24. sepetmber 2020: https://www.dr.dk/drtv/se/laegens-bord_-forvirring-og-frygt_209691. Cirka 24 min og 56 sekunder inde i udsendelsen forklarer Søren Brostrøm om nedsynkning og behandling.

Tal med din læge om din inkontinens

GormJensen1

Af Læge Gorm Jensen
Kilde: KontinensNyt 1, 2009, s. 24-25

Download hele artiklen

Lad dig frem for alt ikke spise af med, at ’Det er alderen – det er der ikke noget at gøre ved’!! Inkontinens er en lidelse, som du kan blive undersøgt for hos din praktiserende læge, ofte også behandlet for i hans/hendes praksis – men hvorfor sker det så ikke i tilstrækkeligt omfang?

Fordi der er fordomme: Nogle mener, det er en gene, der bliver hyppigere med alderen (rigtigt)! – Nogle, at det er der ikke noget at gøre ved (forkert). Det sidste udsagn er der desværre fortsat læger, der fortæller deres patienter.

Fordi der er generthed: Det er ikke rart at indrømme, at man ikke har styr på sin krop. Det skønnes, at kun en fjerdedel af de personer, der lider af urininkontinens, henvender sig til lægen herom. Og også læger kan være generte ved at skulle spørge ind til detaljer om inkontinens.

Henvend dig til din læge, fortæl åbent om problemet og forlang at der bliver gjort noget ved det – og lad dig frem for alt ikke spise af med, at ’Det er alderen, det er der ikke noget at gøre ved’!!

Tag gerne KontinensNyt med – og vis denne artikel til din læge. Han/hun kan læse en vejledning i urininkontinens på nettet på www.dsam.dk. Samme sted – og på Kontinensforeningens hjemmeside – kan der hentes de helt nødvendige væske-vandladnings-skemaer. Mens din læge så kan få et par dage til at bringe sig ajour med den nødvendige viden, skal du udfylde disse skemaer i tre døgn – ikke nødvendigvis sammenhængende døgn.

Første samtale med lægen – hvad skal I gøre sammen?
Du skal fortælle om (alle) dine gener: Hvor længe de har stået på. I detaljer om hvornår på døgnet, du lækker urin, og i hvilke situationer (for eksempel ved hoste eller anstrengelser). Også din almindelige sygehistorie – for kvinder især med henblik på graviditeter og fødsler – og om operationer i det lille bækken, ryge- og drikkevaner samt medicin (også kosttilskud og naturmedicin), idet mange former for medicin har betydning for blærefunktionen.

Undersøgelser – udredning
Du skal undersøges. Lægen skal vurdere din generelle helbredstilstand. Overvægt (ja, også her), hoste, eventuelle tegn på nervelidelse. Der skal føles på maven – om der er ømhed eller knuder. Mænd skal have følt efter blærehalskirtlen i endetarmen. Kvinder have foretaget en gynækologisk undersøgelse, som er vigtig, for at kunne vurdere slimhindernes tilstand, om der er knuder i underlivet, nedsynkning og ikke mindst bækkenbundens tilstand. Lægen kan bede dig knibe sammen om fingrene under undersøgelsen og derved vurdere, hvor gode dine bækkenbundsmuskler er. Ved denne undersøgelse kan du også selv mærke og få en fornemmelse af, om det er de rigtige muskler, du bruger – og den korrekte måde at knibe på.

En urinprøve skal undersøges for betændelse, for blod og for sukkersyge – det sidste er dog bedst at gøre med en blodprøve. Mænd med urinvejsgener skal have taget en yderligere blodprøve (PSA), som sammen med undersøgelsen af blærehalskirtlen kan fortælle om risikoen for prostatakræft.

Samtale nr. 2 – konklusion og behandling
Her skal I sammen gennemgå de tre døgns væske-vandladnings-skemaer. Disse fortæller både dig selv og lægen i detaljer om dine drikke- og toiletvaner. Det er meget lærerigt.

I skal også tale om livsstil: Om nødvendigt vægttab, om rygeophør for at mindske evt. hoste, om drikkevaner og om at opnå regelmæssig afføring, da forstoppelse kan forværre inkontinens. Endelig kan I tale om behandling – træning – måske henvisning – og nok lige så ofte til fysioterapeut eller uroterapeut som til anden speciallæge eller sygehus.

Hvad drejer det sig om?
Især for kvinder skal man skelne mellem anstrengelsesinkontinens (stressinkontinens), trængningsinkontinens (urgeinkontinens) eller blandingsinkontinens (stress- og urgeinkontinens).

Stressinkontinens, hvor urinlækken sker i (små)sjatter ved spring, hoste, løft, trappegang eller latter, udgør 50 % af inkontinenstilfældene. Genen optræder altså ved anstrengelser – om dagen. Det er den hyppigste form før overgangsalderen (menopausen). Og mange kvinder klager allerede efter første fødsel over denne form.

Ved urgeinkontinens tømmer blæren sig ”her og nu”, uanset om der er megen eller lidt urin i den. Hvis man er heldig, når man ind på et toilet. Tømningen kan ske både dag og nat, og man vil derfor altid prøve at have så lidt urin i blæren som muligt. Det betyder, at man benytter et toilet, når man ser det, og derved vænner blæren til at være meget ’lille’. De urgeinkontinente patienter udgør 20 %.

De sidste 30 % er de blandet stress- og urgeinkontinente med symptomer på begge typer, hvor man må behandle efter de dominerende symptomer. Denne form tiltager med alderen, især efter menopausen.

Disse inkontinensformer er de vigtigste for kvinder, men også mænd kan lide af alle tre former.

En fjerde form er: Overløbsinkontinensen, som fremkommer ved at blæren løber over, fordi patienten ikke kan tømme den. Det vil ofte være mænd med forstørret blærehalskirtel (prostata), men også kvinder, der vænner sig til at holde sig for længe, kan komme til at lide heraf.

Især ældre mænd kan være generet af efterdryp, som viser sig ved, at der løber lidt urin ud efter afsluttet vandladning. Det er ikke en rigtig inkontinens, men skyldes urin, der står i det lange urinrør, som man kan lære at ”malke” ud efter vandladning.

Behandlingsformer
Behandlingsformer skal kort omtales, men skal selvfølgelig individualiseres:

  • livsstilsændringer er omtalt
  • bækkenbundsøvelser ”knibeøvelser”:Kan læres hos lægen, måske endnu bedre hos en fysioterapeut med inkontinens som speciale. Øvelserne skal med fordel vedligeholdes livet igennem. Og kontrolleres hos behandleren
  • mekanisk: Der findes særlige pessarer, som kan sættes op i skeden til at holde urinrøret på plads, men der er nu udviklet skånsomme sling-operationer, som er effektive og har årelang effekt.

Ved blæretræning forsøger man at gøre blæren mere elastisk igen. Det kan både være at blæren skal være større eller mindre. Opgaven er vanskelig og kræver grundig instruktion, måske bedst af en uroterapeut.

Efter menopausen kan lokalt påført østrogen som stikpiller (vagitorier) eller salve have effekt på meget tynde, sarte slimhinder, evt. i en periode.

En lang række antikolinergika (medicin) er nu i handelen med effekt på urgeinkontinens. En hyppig bivirkning er mundtørhed, men accepten er naturligvis individuel.

Faretegn er for kvinder: Hurtigt udviklet (urge)inkontinens. Blod i urin. Det sidste også for mænd. Disse symptomer bør medføre omgående henvendelse til læge.

En godartet lidelse
Men husk alligevel, at inkontinens er en godartet lidelse. Mere end 80 % kan blive helbredt eller få det bedre efter ordentlig undersøgelse og behandling.

Også kommunerne interesserer sig stigende for området og sender hjemmesygeplejersker på kurser for at blive uddannet (kontinenssygeplejerske, uroterapeut). Det er billigere og for den inkontinente meget mere tilfredsstillende at bruge tid på at modtage en god instruktion og behandling end at skulle have udleveret bleer i årevis.

Om forfatteren
Gorm Jensen har indtil 2003 været praktiserende læge i Glamsbjerg i 30 år. Fra 1992 DSAM-repræsentant i Det danske Råd for Prostatasygdomme. Blev i 1998 af DSAM udpeget til at deltage i udarbejdelse af ”Udredning og behandling af urininkontinens i almen praksis”. 2001 forfatter til en vejledning: ”LUTS, nedre vandladningsproblemer hos mænd”.

, , , ,

Topkateter – en god løsning til nogle personer med permanent urinvejskateter

Af overlæge Rie Seifert

Som bruger af urinvejskateter kan man ind imellem af fagfolk, eksempelvis hjemmeplejen, lægen eller fra hospitalet, blive mødt af forslaget om at få et topkateter – også kaldet et suprapubisk kateter – i stedet for det kateter, man har i urinrøret. Et topkateter kan være en god idé til nogle personer, men bestemt ikke alle.

Hvordan får man et topkateter?
Topkateter lægges på de urinvejskirurgiske afdelinger rundt om i landet. Om man har gavn af et topkateter, afgøres af en urolog (urinvejskirurg).

Det lægges ind gennem maveskindet til blæren, cirka 2 cm over skambenet. Det anlægges enten ved brug af ultralyd eller ved, at blæren fyldes via en kikkert, der føres gennem urinrøret til blæren. Blæren fyldes og man kan via kikkerten se, at kateteret lægges i blæren. Nogen steder benyttes begge dele samtidig.

Ofte foretages anlæggelse i lokalbedøvelse, alternativt i en rus med afslappende og smertestillende medicin. Indgrebet er ikke uden risiko. Der stikkes gennem maveskindet til blæren, der kan ligge tarme foran blæren, som man kan risikere at stikke igennem. Dette er grunden til, at blæren fyldes, da tarmene derved skubbes op ad og væk fra blæren. Desværre er dette ikke altid tilfældet, og selvom der anvendes ultralyd, kan man risikere, at tarmene er trykket flade og ikke kan ses.

Er man tidligere opereret i maven, særligt den nederste del, eller har man stomi, er risikoen for tarmlæsion betydeligt forøget, og dette vil ofte føre til, at kirurgen vil fraråde et topkateter. Ligeledes, hvis man er meget overvægtig, kan det være svært at anlægge topkateteret pga. længere vej ind til blæren. Derudover kan kateterpleje ved svær overvægt være betydeligt besværliggjort.

Hvem kan få gavn af et topkateter?
Topkateteret kan hjælpe, hvis man har problemer med gnavsår fra det normale kateter. Indimellem kan kateteret i urinrøret ligefrem gnave så meget, at urinrøret ændrer form. Dette ses hyppigst hos mænd, der kan opleve at glans penis spaltes. Kvinder oplever hyppigere gnavsår i området omkring kønslæberne. Problemet kan ofte løses ved omhyggelig lejring af kateteret, men hos nogle personer er det bedre at afhjælpe generne fra et almindeligt kateter med et topkateter. Dette kan særligt være hos kørestolsbrugere.

Et topkateter kan ligeledes være en god løsning, hvis man fortsat har et aktivt sexliv. Et almindeligt urinvejskateter kan godt være i vejen for almindeligt seksuelt samvær. Ligeledes kan onani besværliggøres med et almindeligt urinvejskateter. Her kan topkateteret være en god løsning.

Hos personer med demens kan der være en tendens til at trække kateteret ud. Her kan et topkateter være en løsning, men dog ikke hos alle.

Man skal være opmærksom på, at hvis et topkateter falder eller trækkes ud, er det vigtigt, at et nyt anlægges relativt hurtigt, da den kunstige kanal, der er dannet omkring slangen, ellers hurtigt lukkes til, hvorefter et nyt ikke kan lægges i. Sker dette, skal et helt nyt anlægges gennem en ny kanal, med tilhørende risiko for tarmskade.

Hvornår er et topkateter ikke en god løsning?
Har man tendens til urinvejsinfektioner, kan man godt opleve, at egen læge eller hjemmeplejen foreslår, at man får et topkateter. Et topkateter er som et almindeligt urinvejskateter en silikone slange i blæren. På alle fremmedlegemer i urinvejene kommer der efter ganske kort tid såkaldt biofilm, som er et tyndt lag af bakterier, der naturligt forekommer i urinvejene. Hvis man dyrker urinen fra kateteret, vil der ofte fremkomme vækst af bakterier, men behandling med antibiotika vil sjældent løse problemet, grundet biofilmen.

Bakterier i urinvejene skal heller ikke nødvendigvis behandles. Det er reelt set kun nødvendigt ved samtidige symptomer, som kan være f.eks. feber, smerter over blæren, svie i urinrøret, hyppigere vandladning end vanligt. Dette gælder også, hvis man ikke har kateter. Da biofilmen dannes lige så hurtigt på et topkateter som på et almindelig urinvejskateter, vil det ikke løse problemer med urinvejsinfektioner at få et topkateter.

Har man tendens til tilstopning af kateteret, kan man også opleve, at fagfolk vil anbefale et topkateter. Da et topkateter er en silikoneslange ligesom det almindelige urinvejskateter, lavet af samme materialer og med samme diameter, vil risikoen for tilstopning være den samme ved topkateter som ved almindeligt urinvejskateter. Tilstopning af kateteret løses bedst ved skylning af kateteret. Ved få problemer skylles med almindeligt sterilt saltvand (NaCl). Ved mere svære gener skylles der med særlige skyllevæsker udviklet til at skylle katetre med (Urotainer, Polyhexanid).

Har man problemer med inkontinens, kan man også opleve at få anbefalet et topkateter. Dette vil sjældent være en god ide, og man kan risikere, at problemet forværres. Topkateteret lægges ind i blæren gennem maveskindet lige over skambenet, og blæren tømmes via slangen. Men urinrøret vil stadig være der og vil, når det almindelige kateter fjernes, være uden fremmedlegemer. Ofte vil man opleve urinsiven eller hele vandladningsportioner fra urinrøret, trods topkateter, der tømmer blæren. Dette sker enten grundet en overaktiv blæremuskel, som det ses ved såkaldt urge-urininkontinens, eller simpelthen fordi modstanden i urinrøret er for lav (pga. slap/dårligt fungerende lukkemuskel, bækkenbund etc.) ved såkaldt stress-urininkontinens.

Oplever man problemer fra kateteret i form af blærekramper eller urinsiven langs kateter slangen, kan man i første omgang anvende kateterpose (hvis man anvender ventil). Afhjælper dette ikke problemet, kan medicinsk behandling forsøges (fx Tolterodin eller Betmiga) eller alternativt Botox injektion i blæren.

Hvordan får jeg et topkateter?
Egen læge kan henvise til urinvejskirurgisk afdeling i din hjemregion. Her kan man blive vurderet mhp. om der er god indikation for at få et topkateter.

Ofte vil undersøgelsen indeholde en kikkertundersøgelse for at få et billede af om blære kan fyldes nok til, at det er teknisk muligt at anlægge kateteret. Kateteret anlægges kun sjældent samme dag, så man skal forvente flere besøg på hospitalet.

Udredning af inkontinens ved hjerneskader

hjerneskader

Af Anne Ulrich, Kontinenssygeplejerske
Kilde: K-Nyt 3, 2014, s. 7-8

Download hele artiklen

På afdelingen oplever vi, at både patienter og pårørende er taknemmelige for, at vi tager inkontinensproblemet op. Det er stadig et tabu. Mange patienter nævner slet ikke problematikken, men de fleste vil gerne snakke om det, hvis det er personalet, der tager emnet op i forbindelse med vores screeningsskema.

Under min uddannelse til kontinenssygeplejerske er jeg gentagne gange stødt på bækkenbundstræning. Dette fik mig til at overveje, om det var et tiltag, vi også skulle arbejde med på vores rehabiliteringscenter. Jeg tog derfor kontakt til vores udviklingsfysioterapeut, Helle Rovsing Møller, Brønderslev Neurorehabiliterings Center (BNC), som også var opmærksom på emnet, og som var i gang med at iværksætte undervisning af afdelingens fysioterapeuter. Jeg blev inviteret til at undervise sammen med en fysioterapeut, Bodil Paludan, Sygehus Vendsyssel, der arbejder med bækkenbundstræning og patienternes knibefunktion. Det er et spændende område, som vi gerne vil sætte mere fokus på. Og jeg håber på et fremtidigt samarbejde om emnet. På nuværende tidspunkt har vi mulighed for at kunne henvise patienter til bækkenbundstræning hos fysioterapeut Bodil Paludan på Sygehus Vendsyssel.

Screening af patienter for en eventuel vandladningsproblematik
En hyppig følge efter en blodprop i hjernen er, at patienten har problemer med vandladningen – enten som hyppige vandladninger, problemer med at lade vandet (retention), eller tømme blæren helt ved hver vandladning (residualurin).

I 2003 gennemførte Neurorehabiliterings-afdelingen et projekt, der konkluderede, at der var patienter med vandladningsproblemer, som vi umiddelbart ikke ved normal procedure ville have fundet. På baggrund af netop dette projekts resultater, blev der indført rutinemæssig screening af alle patienter.

Vi arbejder ud fra Minimal Care-princippet. Blandt andet kan vi via et fast udredningsskema se, om vi skal lave et væske-vandladnings-skema over 3 dage for at få yderligere oplysninger. Skemaet giver et overblik over inkontinensformen. Om det er stress- eller urgeinkontinens/tranginkontinens. Eller om patienten eventuelt kan have en urinvejsinfektion (blærebetændelse). Her undersøges urinen ved urinstix og/eller urindyrkning. Vi undersøger også, om patienten har retention, eller om der er residualurin ved hjælp af en blærescanner.

>Undersøgelserne drøftes med afdelingens læger, men i mange tilfælde klarer plejepersonalet, på grundlag af deres store erfaring på området, inkontinensproblematikkerne selv, i samarbejde med patienten. Af og til må vi viderehenvise patienten til urologisk afdeling i Aalborg eller vandladningscentret i Frederikshavn for yderligere undersøgelser/behandlinger.

Forebyggende information om væskeindtag og blæretømning
I disse tider får vi ørerne tudet fulde med, at vi skal huske at drikke rigeligt. Så rigtig mange drikker faktisk for meget. Man skal ikke drikke mere end 1½ – 2 liter pr. døgn. Nogen drikker 3-4 liter i døgnet, så ved blot at nedsætte dette væskeindtag, kan deres vandladningsproblemer reduceres. Hos nogle ser vi, at det nedsatte væskeindtag helt fjerner vandladningsproblemet. Andre indtager hovedvægten af deres væske sidst på dagen med det resultat, at de har hyppige, natlige vandladninger. Vejledningen går på, at dette ændres ved at drikke mest først på dagen, så man kan nå at tisse af inden natten og derved reducere antallet af natlige vandladninger. Det er selvfølgelig ikke alle, der løser deres problem på denne vis, men nogle gør.

Andre har god effekt af faste toilettider, som gør, at de får tømt blæren, inden det går galt. Det hjælper vi dem med at overholde, så vidt det er muligt.

De, der har residualurin, må vi engangskaterisere (sik), nogle flere gange dagligt, andre fx. til natten. Dette kan hjælpe blæren til at kunne tømme sig helt, og derved slipper patienten fremover for at skulle engangskateriseres. De, der ikke kan hjælpes på denne måde, må fortsætte med at få tømt blæren via kateter efter udskrivelsen. Det er yderst sjældent, vi udskriver en patient med permanent kateter.

Emner til patientsamtale

  • Faste toilettider
  • Ændrede drikkevaner
  • Engangskaterisation
  • Den rette ble med rette størrelse
  • Uridom om natten (kan også bruges om dagen)
  • Blæredæmpende medicin
  • Vanddrivende medicin
  • Urinstix og/eller urin til dyrkning og resistens
  • Blærescanning.

Forhåbentlig kan vi i fremtiden også tilbyde bækkenbundstræning i afdelingen.

Vandladningssymptomer ved apopleksi

apopleksi

Af Sigrid Tibæk, Forskningsfysioterapeut, MSc, Dr.med.Sci., Fysioterapien, Glostrup Hospital
Kilde: KontinensNyt 1, 2009

Lidt om Apopleksi
Forekomsten af vandladningssymptomer og dets gener er meget høj ved apopleksi. Pludselig, bydende vandladningstrang blev rapporteret, som det alvorligste symptom. Bækkenbundstræning har en signifikant, positiv effekt hos kvinder med urininkontinens efter apopleksi.

Øget fokus på vandladningssymptomer og dets træningsmuligheder kan stærkt anbefales ved apopleksi.

Forekomst
Apopleksi er en kredsløbssygdom i hjernen og den næst hyppigste årsag til handicap hos voksne. I Danmark rammes 10.000 -12.000 personer årligt af en apopleksi og antallet er stigende med stigende levealder i befolkningen.

Efter en apopleksi kan der forekomme lammelser, taleforstyrrelser, manglende sygdomsindsigt og en lang række vandladningssymptomer.  Vandladningssymptomerne rammer både mænd og kvinder og forekommer hyppigst hos ældre. Personer, der forud for en apopleksi har vandladningssymptomer, kan også opleve en betydelig forværring af disse symptomer.

Ikke sjældent bliver vandladningssymptomer overset hos de patienter, der har haft en apopleksi, fordi andre store symptomer dominerer, men til trods for spontan bedring kan vandladningssymptomerne være til stor gene i år efter hjerneskaden. Det er derfor vigtigt at undersøge, om personen har sådanne symptomer, og hvis det er tilfældet forsøge med relevante tiltag, at helbrede eller mindske generne.

Urininkontinens er et af vandladningssymptomerne. Forekomsten varierer fra 32% til 79% hos apopleksi-patienter umiddelbart efter apopleksiens opståen, fra 25% til 28% ved udskrivelsen fra hospital og fra 12% til 19% 6 måneder efter apopleksiens opståen.

I en ny dansk undersøgelse fra Glostrup Hospital blandt 407 apopleksi-patienter rapporterede 94%, at de havde mindst et vandladningssymptom(1) 3 måneder efter at apopleksien opstod.

Det hyppigste symptom var natlig vandladning (nykturi), efterfulgt af pludselig, bydende vandladningstrang (urgeinkontinens/overaktiv blære) samt et øget antal vandladninger i dagtiden.

Hos kvinderne forekom natlig vandladning hyppigst (75%), efterfulgt af øget antal vandladninger i dagtiden (57%) og stressinkontinens (48%).

Hos mændene var natlig vandladning også hyppigst (76%), efterfulgt at pludselig, bydende vandladningstrang (74%) og øget antal vandladninger i dagtiden (61%). Ikke sjældent forekommer der også manglende (ufuldstændig) blæretømning og urinvejsinfektion i forbindelse med en apopleksi.

Gener
Vandladningssymptomer påvirker livskvaliteten både fysisk, psykisk og socialt. Undersøgelsen fra Glostrup Hospital viste, at 78 % af de personer, der led af mindst et vandladningssymptom, oplevede at det generede dem i deres dagligdag.

Andre undersøgelser har vist, at urininkontinens hos apopleksipatienter medfører gener som søvnforstyrrelser og et øget forbrug af bind og bleer.

Ifølge en stor tysk undersøgelse fra 2003 var der en markant forskel i antallet af patienter anbragt på institutioner 12 måneder efter apopleksien, idet 45% af apopleksi-patienter med inkontinens var på institution, mens kun 5% af apopleksi-patienter uden inkontinens var på institution(2). Derudover har flere undersøgelser vist, at urininkontinens hos patienter med apopleksi også har en negativ påvirkning på livskvaliteten hos nære pårørende.

Undersøgelsen fra Glostrup Hospital viste, at det alvorligste symptom var bydende vandladningstrang derefter natlig vandladning efterfulgt af et øget antal vandladninger i dagtiden.

Årsager
Årsagerne til vandladningssymptomer ved apopleksi er endnu ikke fuldt afklaret, og yderligere forskning er påkrævet.

Blæren har to funktioner: En depotfunktion (i 98% af døgnets timer) og en tømningsfunktion (i de resterende 2% af døgnets timer).

Hos raske personer styres disse to funktioner og skriften fra den ene funktion til den anden af et komplekst kontrolsystem i hjernen.

Hos personer, der har haft en eller flere apopleksier sættes hjernens kontrolsystem af blæren helt eller delvist ud af funktion. Nye undersøgelser viser også, at sanseimpulserne fra blæren ikke når den bevidste del af hjernen. Dette kan medføre, at blæren reagerer med ukontrollerede sammentrækninger (hyperrefleksi) og uden nogen form for bevidst hæmning. Resultatet er, at personen oplever pludselig, bydende vandladningstrang og hyppig vandladningstrang uden hensyn til, om det er socialt belejligt eller fysisk muligt.

Undersøgelser
Formålet med undersøgelserne er at finde årsagen til symptomerne. Såfremt symptomerne er opstået eller forværret i forbindelse med en apopleksi, er det vigtigt at identificere typen af vandladningssymptomer, deres sværhedsgrad og for hvert symptom dets gener for at give den rigtige behandling.

Hos gruppen af personer, der har haft en moderat til mild apopleksi, kan anvendes et pålideligt og valideret spørgeskema, mens væske-vandladnings-skema især anvendes til gruppen af personer med en betydelig sværere apopleksi.

Samtidig er det vigtigt at undersøge personens fysiske og kognitive formåen – det vil sige evnen til at gå alene evt. med et gangredskab, ganghastighed, gangdistance, og om personen klarer af- og påklædning selv og ikke mindst kan huske, hvor toilettet er. Urinundersøgelse og blærescanning indgår som standardundersøgelser, mens specialiserede undersøgelser (urodynamisk undersøgelse) anvendes efter behov.

Behandling
Behandlingen afhænger af, hvilke vandladningssymptomer personen har – samt personens øvrige helbredstilstand.

Udover gode drikkevaner anbefales følgende behandlinger:

  • Har personen urininkontinens og samtidig reduceret gangfunktion består behandlingen primært af intensiv gangtræning
  • Har kvinder urininkontinens efter apopleksi anbefales bækkenbundstræning
  • Kan personen ikke mærke vandladningstrang anbefales fastlagte toilettider med 1-3 timers interval
  • Kan personen ikke tømme blæren helt anbefales 2-3 vandladninger med få minutters bevægelse ind imellem
  • Har personen hyppige vandladninger anbefales blæretræning.

Bækkenbundstræning
Siden 1948 har bækkenbundstræning været en sikker og effektiv behandling til kvinder med urininkontinens. Senere undersøgelser har vist at bækkenbunds-træning også har effekt hos mænd med urininkontinens fx efter prostataoperationer.

Systematisk, intensiv og kontrolleret bækkenbunds-træning har ifølge en dansk undersøgelse vist sig at have effekt hos en gruppe kvinder med urininkontinens efter apopleksi. Resultaterne var klart positive med en signifikant reduktion af symptomerne.

Hos kvinder i en træningsgruppe blev antallet af vandladninger i dagtiden reduceret og urintabet reduceret op til 75%. Samtidig viste det sig, at bækkenbundsmusklernes funktion, styrke og udholdenhed også blev forbedret(3).

Ved opfølgning 6 måneders senere, viste bækkenbundstræningen at have en tendens til længerevarende positive effekt målt med et specifikt inkontinens-livskvalitets-spørgeskema. Effekten viste sig i form af reducerede sociale og følelsesmæssige problemer i træningsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen.

I undersøgelsen, der blev udført på Glostrup Hospital, blev en gruppe kvinder med urininkontinens efter apopleksi fordelt ved lodtrækning til enten en træningsgruppe eller en kontrolgruppe. Kvinderne i træningsgruppen gennemførte et standardiseret, kontrolleret og intensivt træningsforløb i 12 uger, undervist af en specialiseret fysioterapeut.

Formålet med bækkenbundstræning er at gøre deltagerne bevidste om bækkenbundsmusklernes lokalisation og funktion. Træningen skal lære deltagerne at spænde bækkenbundsmusklerne isoleret, altså uden at spænde mavemuskler, ballemuskler og musklerne på lårets inderside, samt at øge antallet af aktive muskelfibre og forbedre bækkenbundsmusklens styrke og udholdenhed.

Deltagerne lærer endvidere at koordinere bækkenbundsmusklerne bevidst i forbindelse med forskellige fysiske belastninger, samt i tænkte situationer, hvor kvinderne har oplevet pludselig bydende trang til at lade vandet, men hvor det socialt eller fysisk ikke har været belejligt.

Træningsforløbet omfattede en teoritime med gennemgang af blærens funktion og fejlfunktioner, bækkenbundsmusklernes anatomi og funktion samt motivation for systematisk træning. Kvinderne trænede på mindre hold, en gang om ugen af 1 times varighed. Derudover trænede deltagerne hjemme efter instruktion og skriftligt hjemmetræningsprogram. Alle deltagerne fik undersøgt deres bækkenbundsmuskulatur, dels for at sikre korrekt isoleret muskelfunktion og dels for at give tilbagemelding til patienterne (om træningsresultaterne).

Kvinderne i kontrolgruppen fulgte den standardiserede træning efter apopleksi, men uden specifik træning for deres urininkontinens.

Hvorvidt bækkenbundstræning også kan resultere i en positiv effekt hos mænd med urininkontinens efter apopleksi er endnu ikke undersøgt.

Referencer
Tibaek S, Gard G, Klarskov P, Iversen HK, Dehlendorff C, Jensen  R. Prevalence of Lower Urinary Tract Symptoms (LUTS) in Stroke Patients. A cross-sectional, clinical survey. Neurourol  Urodyn 2008;27:763-771.
Kolominski-Rabas P, Hilz MJ, Neundoerfer B, Heuschmann PU.  Impact of urinary incontinence after stroke: Results from a prospective population-basted study register. Neurourol Urodyn 2003;22:322-327.
Tibaek S, Gard G, Jensen R. Pelvic floor muscle training is effective in women with urinary incontinence after stroke. Neurourol Urodyn 2005;24(4):348-57.

, ,

VIDENSDELING MELLEM SYGEHUS OG ALMEN PRAKSIS

Af Kirsten Kaysen. kontinenssygeplejerske, SD

Jeg arbejder som kontinenssygeplejerske i Kvindesygdomme Ambulatorium, Kolding Sygehus. Vi varetager udredning og behandling til kvinder henvist med urininkontinens og andre vandladningsproblemer. Ligeledes diagnostik og behandling af genitalprolaps og fødselsskader.

I efterår 2019 gjorde Sygehus Lillebælt via et idékatalog det nemmere at bruge § 2-aftalen til efteruddannelsen på sygehuset. Det giver bl.a. konsultationssygeplejersker og alment praktiserende læger mulighed for ophold på en eller flere sygehusafdelinger op til fem dage årligt.

I ambulatoriet har vi haft besøg af otte konsultationssygeplejersker. Vi har planlagt at have besøg af én konsultationssygeplejerske ad gangen tirsdage kl. 8-15. Vedkommende følges med en kontinenssygeplejerske med selvstændige konsultationer og deltager i den tværfaglige kliniske konference om patienter, inden sygeplejeprogrammet begynder.

Kontinenssygeplejersken har også gruppekonsultationer, hvor 6-7 patienter henvist med urininkontinens informeres om inkontinens, udredning og behandlingsmuligheder ud fra Minimal Care-princippet. Her vil konsultationssygeplejersken få indblik i udredning med væske/vandladningsskema samt tiltag, der ikke indbefatter medicin og operation. I løbet af dagen vil der være faglig sparring og drøftelse af egne cases fra almen praksis.

Dagen giver konsultationssygeplejersken øgede kompetencer ift. patienter med inkontinens og nedsynkning af underlivet. Samt viden om, hvilke patienter der uproblematisk kan håndteres i almen praksis med basal udredning og hvilke patienter, der kan hjælpes på sygehuset.

Jeg vil hermed gerne inspirere andre tilsvarende afdelinger til at kopiere denne model for vidensdeling.