Tag Archive for: fællesskab

Foto fra sommerhøjskole

Alle pladser er taget, men du kan stadig deltage som dagsgæst!

Traditionen tro holder Kontinensforeningen sommerhøjskole på Brogaarden på Fyn. I år fra fredag den 26. juni til søndag den 28. juni. Det bliver en hyggelig weekend med spændende foredrag, mulighed for rådgivning, hygge med højskolesangbogen og meget mere. Temaet for i år er ”En krop i balance”.

Alle pladserne til overnattende gæster er taget. Men du kan stadig komme med som dagsgæst – og det er gratis.

I løbet af dagene kan du bl.a. få en snak med 2 kontinenssygeplejersker om hjælpemidler, du kan høre foredrag om et liv med afføringsinkontinens, blive klogere på kost og deltage i en mindfulness workshop. Læs hele programmet for 2026 nedenfor.

Tilmelding som dagsgæst
Du bestemmer selv, hvad du vil deltage i, men du skal give sekretariatet besked om, at du kommer. Så er der nemlig også bestilt forplejning til dig. Så send en mail til info@kontinens.org inden den 1. juni, hvis du kigger forbi til et foredrag eller en workshop.


Traditionen tro holder vi Sommerhøjskole på Brogaarden på Fyn. I år fra fredag den 26. juni til søndag den 28. juni. Det bliver en hyggelig weekend med spændende foredrag, mulighed for rådgivning, hygge med højskolesangbogen og meget mere. Temaet for i år er ”En krop i balance”.

Programmet for 2026:
Fredag den 26. juni
Kl. 14.30- 15.30: Ankomst, udlevering af nøgler og eftermiddagskaffe i fællesområdet.
Kl. 15.30 -16.30: Fælles velkomst og introduktion til weekenden ved Louise
Kl. 16.30 – 18.00: Kig på hjælpemiddelsbordet og mulighed for sparring med kontinenssygeplejersker Karen W. Christensen og Kirsten Kaysen + spørgehatten stilles frem.
Kl. 18.00- 19.30: Aftensmad med 2 retter.
Kl. 20.00 – 22.00: Aftenkaffe med KontinensQuiz og sanghygge med højskolesangbogen.

Lørdag den 27. juni
Kl. 7.45 – 8.00: Let morgengymnastik på plænen ved Louise. Kræver ikke omklædning.
Kl. 8.00 – 9.00: Morgenmad
Kl. 9.15 – 9.30: Morgensamling og morgensang med Helle
Kl. 10.00 – 11.30: Foredrag med Carina Nelin og hendes mand – Når kroppen begrænser, men livet fortsætter. Et oplæg om hjælpemidler, hverdagsstrategier, identitet og kærlighed som kronisk afføringsinkontinent.
Kl. 11.30- 12.00: Dialog om hjælpemidler og livstilrettelæggelse – vi trækker spørgsmål fra spørgehatten. Et panel af Kirsten, Karen og Carina svarer.
Kl. 12.00-13.00: Frokost og pause
Kl. 13.00 – 14.30: Autoriseret klinisk diætist og certificeret vejleder i Low Fodmap diæten Ruth Holm Jessen gør os klogere på god kost.
Kl. 14.30- 15.00: Eftermiddagskaffe
Kl. 15.00 – 16.30: Mindfulness workshop ved psykoterapeut og mindfulness instruktør Dorthe Schøning
Kl. 16.30 – 18.00: Mulighed for en gåtur eller hvile eller hygge
Kl. 18.00 – 22.00: 3-retters aftensmad/ Festaften med overrækkelse af Erantis-Prisen.

Søndag den 28. juni
Kl. 8.00 -9.00: Morgenmad
Kl. 9.15 – 9.30: Morgensamling og morgensang med Dorte og Eva
Kl. 10.00-11.00: Erfaringsudveksling i mande- og kvindegrupper om hjælpemidler, livstilrettelæggelse m.m.
Kl. 11.00-11.30: Grupperne fremlægger i plenum.
Kl. 11.30- 12.00: Evalueringsskemaer.
Kl. 12.00-13.00: Frokost og afsked. Tak for denne gang.

Medlemmers oplevelse af weekenden
Jeg har været med de seneste år. Det er så godt at møde ligestillede, der har samme problemer, som jeg selv har. Dog uden at vi kun snakker om vores sygdom. Nej, vi har heldigvis også tid til at hygge os og snakke om alt muligt andet, gåture og blive forkælet med lækker mad. Jeg glæder mig til at være med som frivillig i 2026.” Medlem Helle Toftegård

Det er så givende at deltage. Tænk at møde andre mennesker i samme situation som dig selv. Det er meget befriende at kunne tale om sine udfordringerne med nogen, der forstår den situation, man er i. Min opfordring: Deltag i Sommerhøjskolen, det er supergivende at møde ligesindede og NEJ, det handler bestemt ikke kun om bleer.” Medlem Kim Christensen

Praktiske oplysninger
Sommerhøjskole finder sted på dejlige Brogaarden ved Middelfart. En gammel højskole, der i dag er bygget om til konferencecenter.

Sommerhøjskolen er kun for kontingentbetalende medlemmer af Kontinensforeningen. Der er 36 pladser og tilmelding efter først til mølle-princippet. Dog har førstegangsdeltagere fortrinsret, hvis de tilmelder sig inden 1. marts.

Opholdet koster 550 kr. pr. medlem. Hvis du som medlem har brug for at få en hjælper med, for at kunne deltage i weekenden, koster han/ hun ligeledes 550 kr. Andre ikke-medlemmer vil blive opkrævet et medlemskontingent + 550 kr. ved tilmelding. Betalingen dækker program, helpension og ophold på enkeltværelse. Dog ej alle drikkevarer.

Man er først sikret en plads, når man har betalt egenbetalingen.

N.B.: Hvis du kun ønsker at deltage i foredragene om lørdagen, er dette gratis. Men giv sekretariatet besked om, at du kigger forbi.

Tilmelding
Du tilmelder dig via dette link. (Opdateret 18/3: Alle pladser for overnattende gæster er taget, og tilmeldingen er derfor lukket.)

To af foreningens dejlige medlemmer søger flere til kaffe og netværk i Esbjergområdet.

Har du lyst til at være med, så ring eller skriv til sekretariatet.

Tak til vores to dejlige medlemmer for deres initiativ.

På sommer-retreaten i juni kom et medlem med ideen om en protektor. Bestyrelsen synes, at det er en god ide. Men hvem skulle det være?

Det kunne f.eks. være en kendt person med inkontinens selv eller blandt sine pårørende, eller en kendt person, der blot gerne vil støtte og syneliggøre en værdig sag.

Har du et bud på et godt navn, så send det til sekretariatet, så kan det være, at bestyrelsen retter henvendelse til personen.

Af Cecilie C. Caspersen, antropolog og projektleder, Københavns Kommune

Københavns Kommune har i samarbejde med Gastroenheden på Hvidovre hospital opnået gode resultater med en ny uddannelse, der hjælper kvinder, der lider af analinkontinens – en tabuiseret og ensom lidelse, som 200.000 danskere kæmper med.

Analinkontinens indebærer problemer med at holde på luft og/eller afføring, og rammer danskere i alle aldre. Kun 1 ud af 3 opsøger hjælp for lidelsen, da den for mange opleves så skamfuld, at de går med den i ensomhed.

Kvinderne får viden og konkrete øvelser
Fra januar til juni 2020, har 42 kvinder i alderen 31-83 år gennemført uddannelsen, der består af tre undervisningsgange á to timers varighed, fordelt over en måned.

Uddannelsen er en kombination af viden om tarmen og bækkenbundens anatomi, og fysiologi, fysiske øvelser samt hjælpemidler, som deltagerne kan tage med sig hjem.

På uddannelsen finder kvinderne ud af hvilke redskaber, der virker for dem. Det vil ofte være en kombination af den konkrete viden om tarm og bækkenbund, og hjælpemidler. Kvinderne er blandt andet blevet introduceret til fibertilskud, “mini-skyl”, analprop og bækkenbunds-træningsøvelser.

Uddannelsen gør en stor forskel
Siden januar 2020, har der været nye hold hver måned, og underviserne oplever, at tidligere deltagere “henviser” nye deltagere til uddannelsen, da uddannelsen har gjort en forskel for dem.

”Jeg føler mig bedre klædt på til at gå ud i livet” siger en kvinde i slutningen af 60’erne efter endt uddannelse og fortsætter;  ”Jeg har jo ikke haft uheld, efter jeg har været hos jer. Det føler jeg som en mega sejr, som er fantastisk for mig. Jeg behøver ikke at være nervøs, hvis jeg er ude et sted, der sker ikke noget. Jeg får ikke den der luft i maven og der er mere styr på min afføring”.

Generelt har kvinderne, der har deltaget i København kommunes pilotprojekt, oplevet en markant forbedret hverdag, nedsat deres inkontinens, samt brudt et tabu de har båret på i årevis.

Begrænsningerne bliver mindre
Udover at være en tabuiseret og en ensom problemstilling, er analinkontinens også meget hæmmende for den enkelte person.  Efter uddannelsen har flere af kvinderne derfor fået mod på at opsøge situationer, de før har undgået eller frygtet.

F.eks. har en kvinde på 67 år, efter deltagelse på uddannelsen, været til tandlæge for første gang i 4 år. Hun har indtil nu ikke ville gå til tandlægen af frygt for ikke at kunne holde sig eller have mulighed for at kunne rejse sig fra tandlægestolen og nå toilettet i tide. Men på uddannelsen har hun fået de nødvendige redskaber, så hun i ro kan gå til tandlægen.

I en evaluering af uddannelsen svarer 72,5% af de 42 adspurgte kvinder, at de oplever en sammenhæng i forløbet og mærker en forskel ved endt uddannelsesforløb. Alle 42 kvinder har målbart fået reduceret deres analinkontinens og oplever overordnet en mere mental og fysisk handlefrihed.

Derudover svarer 90% af kvinderne at noget af det vigtigste ved uddannelsen har været at møde andre i samme situation som dem selv, og dermed få en oplevelse af, at de ikke står alene med sine symptomer og problemstillinger i hverdagen.

Analinkontinens – et overset problem
Analinkontinens rammer mænd og kvinder i alle aldre, men er tiltagende med årene. Ligeledes er kvinder yderligere disponeret for lidelsen på grund af senfølger af belastning på bækkenbunden fra graviditet og fødselsskader.

Analinkontinens er et stærkt tabuiseret emne, og kan derfor være meget ensomt at leve med. Evalueringen af uddannelsen i Københavns kommunes viser, at nogle af kvinderne har kæmpet med lidelsen i over 20 år. Selvom den begrænser alle aspekter af hverdagen – fra sociale sammenkomster, til rejser og biografture – viser flere undersøgelser, at det kun er under 1/3 af de ramte, der opsøger sundhedsfaglig hjælp.

Dette hænger også sammen med, at sundhedspersonale heller ikke spørger ind til udfordringer med at holde på luft og/eller afføring blandt borgere og patienter. Det betyder, at analinkontinens oftest (for)bliver et overset problem. Med et tværsektorielt samarbejde har det således været et ønske, at bringe viden om mulighederne for at at vejlede og hjælpe borgerne med analinkontinens ud i borgernes nærmiljø, så disse muligheder ikke er fastlåst til en højt specialiseret hospitalsenhed.

Få evalueringsrapporten/ mere viden om uddannelsen på www.kk.dk/analinkontinens eller kontakt kontinensteamet, Amager på 29 77 09 46 eller analinkontinensAMA@kk.dk

Af Louise Gammelholm, sekretariatsleder hos Kontinensforeningen

For mange mennesker er sommeren en dejlig tid, men for nogle mennesker er ferietid og udflugter lig med frustration.

Kontinensforeningens sekretariat modtager henvendelser af en hver art, og man ved aldrig, hvad spørgsmålet går på, når man tager telefonen: “Min kone har haft en blodprop i hjernen og er nu blevet inkontinent…”, “min dreng på 12 år laver i bukserne, hvad skal jeg gøre?”, “vi er en gruppe borgere i Hundested, som vil høre, om vi kan få nogen ud og holde foredrag om inkontinens?” , “findes der en pjece på arabisk, “findes der særlige taxaselskaber, der henvender sig til inkontinente?”

En type henvendelser er dog svære. Det er dem, hvor der er en frustration og vrede i stemmen, allerede inden samtalen er startet. Når en ældre mand ringer ind og spørger, om der findes særlige taxaselskaber for inkontinente, så lyder det måske komisk, men årsagen er reel og trist.

Sagen drejer sig egentlig om, at han gerne vil på bustur med nogle andre, lokale seniorer. Men han er nervøs for, at han får et uheld på turen, og hvad gør man så, hvis man er sammen med en masse venner og bekendte i en fælles bus ude i noget natur et sted, og pludselig har brug for et brusebad og skiftetøj?

Med til historien hører, at han er udredt og har fået bevilliget hjælpemidler via kommunen. Problemet er træls og selvom han spørger til et forstående taxaselskab, så er dette næppe reelt en løsning for ham.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.

Inkontinens koster livskvalitet

Ofte ringer mennesker ind, fordi de er frustrerede over, at de endnu en gang ikke tør deltage i familiens juleaften eller anden sammenkomst, fordi de er bange for at have et ”uheld” i løbet af aftenen. Eller de tør ikke tage på ferier eller udflugter med venner og bekendte af frygt for at have et ”uheld”. De føler, at de igen skal planlægge en anderledes ferie eller udflugt, end den de ønsker sig.

Essensen af disse svære samtaler er den samme: Tabet af livskvalitet og den naturlige frustration og vrede, der følger med. Inkontinens er et forfærdelig åg at bære for dem, der er virkelig ramt, og hvor behandling endnu ikke har løst problemet. Det kan ødelægge så meget på så mange planer og er voldsomt tabuiseret.

Når man snakker med de mennesker, der ringer til Kontinensforeningens telefonrådgivning, forstår man, hvorfor det er så vigtigt, at vi står sammen og arbejder for at få aftabuiseret inkontinens.

Er du også udfordret af inkontinens?

Kontinensforeningen arbejder konsekvent med at aftabuisere lidelsen. Samtidig prøver vi at hjælpe det enkelte menneske ved at tilbyde mulighed for et fællesskab med andre i samme situation. Bl.a. har vi en samtale/støttegruppe, der mødes hver måned, samt vores dejlige sommer-retreat på Fyn.

Meld dig ind i Kontinensforeningen og bliv en del af fællesskabet her.