
Af ergoterapeut Vicki Lund
De rette hjælpemidler kan gøre en kæmpe forskel for livskvaliteten. Lever du med en funktionsnedsættelse, kan du ansøge kommunen om forskellige støttemuligheder. I denne artikel får du et kortfattet indblik i hjælpemidler, boligændringer og bilstøtte.
Hjælpemidler
Hjælpemidler skal gøre hverdagen lettere for mennesker med varige funktionsnedsættelser. Det kan være alt fra bleer, katetre og kørestole. Kommunen bevilger hjælpemidler, når de er nødvendige for, at du kan udføre daglige aktiviteter eller deltage i samfundet. Du ansøger gennem kommunen, som vurderer behovet ud fra Servicelovens §112 (hjælpemidler) og §113 (forbrugsgoder). Beskriv tydeligt, hvordan udfordringen påvirker din hverdag, og vedlæg gerne lægelig dokumentation.
Boligændringer
Når hjemmets indretning i samspil med din funktionsnedsættelse står i vejen for din selvstændighed, kan du søge støtte til boligændringer efter Servicelovens §116. Det kan eksempelvis være bidet toilet, rampe, lift eller ombygninger. Formålet er at gøre det muligt for dig at blive boende i dit hjem og klare dig selvstændigt. Kommunen vurderer, om ændringen er nødvendig og hensigtsmæssig i forhold til din funktionsnedsættelse. Ofte er der behov for hjemmebesøg.
Biler og særlig indretning
Har du brug for støtte til bil, kan du søge kommunen efter Servicelovens §114. Hjælpen kan bestå i tilskud til køb af bil, hvis du har et varigt og væsentligt behov for at køre, eller til særlig indretning – som automatgear, lift eller særligt sæde – så du kan køre selv eller transporteres sikkert. Kommunen vurderer både dit kørselsbehov og de tekniske muligheder.
Frit valg
Får du bevilget et hjælpemiddel, en boligændring eller en bil kan du ofte vælge mellem at modtage kommunens løsning eller selv købe et andet produkt, der opfylder de samme kriterier. Kommunen yder så tilskud svarende til deres egen udgift. Det kaldes frit valg og giver dig større mulighed for at finde en løsning, der passer bedst til dig.
Gode råd til samarbejdet med kommunen
• Beskriv din hverdag helt konkret – hvilke aktiviteter udfører du i og udenfor hjemmet og hvornår har du brug for hjælp
• Hvordan påvirker udfordringen din dag – lav en dagbog hvis dit funktionsniveau svinger
• Spørg ind til lovgrundlaget og dine rettigheder.
Bliv klogere på regler og lovgivning
Du finder også links til love og regler på vores hjemmeside her.
Artiklen er skrevet til K-NYT december 2025


