Inkontinens

Forleden kom der en mail til foreningen med følgende ord:

”Kære Kontinensforening.

I lørdags var jeg til min bedstefars 90-års fødselsdag. Det var udmærket. Bedste havde en god dag, og det var jo hovedsagen. Og jeg var med hele dagen med bleer, bleskift, analpropper og det hele. Sikke et cirkus. Men det gik fint. Der var ingen, der lod sig mærke med noget, selv om der var flere i blandt familien og de øvrige gæster, der godt vidste, at jeg har inkontinensproblemer og jeg går med ble. De sagde ikke noget – og det er yderst sjældent, at nogen berører emnet, selvom der oftest tales om (andre) sygdomme i familien – men inkontinens, der rammer vi muren!”

Det fik mig til at tænke over den situation, som alt for mange inkontinente dagligt befinder sig i: Nej, ingen sagde noget – for både urin- og afføringsinkontinens er stadig et stort tabu – ikke noget man taler om – SELVOM langt de fleste enten selv lider (i stilhed) – eller kender en i omgangskredsen eller i familien, der er inkontinent.

Hvornår mon det bliver sådan, at man godt kan spørge: Hvordan går det med behandlingen af din inkontinens – er det stadig det samme, eller har du det bedre? Hvilken behandling får du? Hvad siger lægen?

Præcist sådan spørger man jo sin nabo eller sin familie, hvis vi ved at de har dårlige ryg, nedsat hørelse, haft en blodprop, cancer eller andre af de ”åbne” sygdomme, som vore medmennesker døjer med.

Men – ikke inkontinens – og det er endda muligt at spørge ”lidt forsigtigt”, hvis man ikke direkte ønsker at de nærmeste skal få kaffen og lagkagen galt i halsen.

NEJ – vi smyger os uden om – vi forholder os tavse – vi siger ikke noget!

Hvorfor mon det er så svært at tale om inkontinens – har nogen et bud på, hvorfor netop tarmens og blærens reaktioner og sygdomme er anderledes end fx lungernes og hjernens? Alle organer er placeret inden i vores krop og har alle en ligestillet, vigtig funktion – vi kunne simpelthen ikke fungere uden nogen af dem – lige bortset fra et par enkelte (blindtarmen og den ene nyre), resten skal om muligt erstattes af transplantater eller kunstige organer.

Jeg har ikke selv svaret på, hvorfor noget er tabu – er det kulturbestemt, er det traditionsbestemt, er der forskel på, hvordan mænd og kvinder eller børn taler om inkontinens?

Hvis du som læser har et bud – så skriv gerne dine tanker og meninger til Kontinensforeningen om gode og dårlige oplevelser med at tage hul på eller ikke at ville tage hul på dine eller familiens problemer med inkontinens. Eller har du gode råd til andre om, hvordan du selv har åbnet for problemet, er du også velkommen til at skrive til os. Send en mail på info@kontinens.org til redaktionen af K-Nyt med din historie.

Det er helt op til dig, om du vil have dit navn trykt – det skal angives tydeligt, hvordan redaktionen må trykke dit indlæg.

Vi ser frem til at modtage rigtig mange bud på, hvordan man kunne tænke sig, at der kunne blive taget hul på tabuet omkring inkontinens.