Inkontinens og overvægt
Diana Thielsen Kølvraa, Kontinenssygeplejerske
Overvægt og inkontinens er to emner, vi sjældent taler om i en samme og kontekst. De er begge omgivet af tabu samt stigmatisering og borgere, der er ramt af såvel overvægt som inkontinens, kan skrive under på, at det ofte er en svær situation at stå i. Det handler både om de følger, der opstår af overvægt og inkontinens, men det, der træder tydeligst frem, er ofte den måde de bliver mødt på af sundhedsprofessionelle, hvilket belyses i denne artikel.
Sammenhængen mellem overvægt og inkontinens
Der er op mod 500.000 danskere, der lider af inkontinens; den stille folkesygdom. Stille fordi, at de, der er ramt af inkontinens, ofte ikke taler åbent om deres problematik – hverken med deres nærmeste eller med deres læge. Inkontinens er for mange stadig et tabu og det er med til at hindre dem i at få den rette udredning og behandling.
Det, vi ved, om sammenhængen mellem inkontinens og overvægt er, at risikoen for at udvikle inkontinens stiger med overvægt og særligt svær overvægt. Dette ses bl.a. ved, at for hver 5 BMI point man er overvægtig, så stiger risikoen for at udvikle urininkontinens med 50 % . Det vil sige, at hvis man har en vægtøgning, hvor ens BMI øges fra 25 til 30, så stiges ens risiko for at udvikle inkontinens med 50 %.
Det, der bl.a. sker når man er overvægtig, er, at det tryk, man kalder intraabdominale tryk (altså det tryk det der er inde i bughulen) stiger og udøver pres ned mod blæren. Det intraabdominale tryk medvirker også til en stor belastning af bækkenbundsmusklaturen og over tid så kan denne belastning medvirke til at svække bækkenbundsmuskulaturen, hvilket gør det sværere at holde på urinen.
Udviklingen af overvægt i Danmark
Ifølge undersøgelsen ”Danskernes sundhed. Den Nationale Sundhedsprofil Midtvejsundersøgelsen 2023 – centrale udfordringer” ses det, at overvægt og svær overvægt er et stigende problem i Danmark. Overvægt defineres ved BMI over 25 og svær overvægt defineres ved BMI over 30. Når det gælder svær overvægt, så ses en stigning fra 13,6% i 2010 til 18,7% i 2023, hvilket svarer til, at ca. 1.120.000 danskere er svært overvægtige.

Mødet med de Sundhedsprofessionelle
”Størstedelen af mine oplevelser med læger handlede om at ‘du skal have kontrol, du skal have viljestyrke, du skal gøre ditten og datten’. Det har givet meget skyldfølelse. Min læge var forfærdelig. Det eneste, hun plejede at sige til mig, var ’Du står allerede i køen til at få et hjerteanfald og et slagtilfælde; du er lige der midt i køen” (Kilde: Vidensråd for forebyggelse: Vægtstigmatisering – forekomst, betydninger og forebyggelsespotentialer)
”Jeg havde endda en praktiserende læge, der kiggede på mig fra top til tå og sagde til mig ‘du ville være en meget smuk pige, hvis du tabte lidt af den vægt” (Kilde: Vidensråd for forebyggelse: Vægtstigmatisering – forekomst, betydninger og forebyggelsespotentialer).
Kan man have en forventning om, at sundhedsprofessionelle er bevidste om deres egne fordomme og selvforståelse omkring overvægt? Det ville de fleste nok sige ja til, men både ovenstående citater og forskningen viser os, at der blandt sundhedsprofessionelle både er bevidste og ubevidste fordomme til mennesker med overvægt. Disse fordomme kommer til udtryk som vægtstigmatisering, som borgeren med svær overvægt oplever i mødet med den sundhedsprofessionelle. Vægtstigmatisering er et udtryk for negative holdninger, adfærd og diskrimination rettet mod personer med høj kropsvægt.
Det er udsagn som ovenstående, der viser, at vi som sundhedsprofessionelle er nødt til at have en opmærksomhed på, hvordan vi møder borgere med svær overvægt; herunder at være opmærksomme på vores egen selvforståelse og vores egen fordomme – ellers kan det blive rigtig svært at møde mennesker med svær overvægt med samme respekt og empati, som vi møder andre mennesker med.
Det er den sundhedsprofessionelle, der har ansvaret for relationen. Den væremåde, som den sundhedsprofessionelle udviser i både sprog og handling, bliver repræsentant for hele Sundhedsvæsenet og derfor bliver de erfaringer, som borgeren med overvægt får i mødet med vedkommende, erfaringer de tager med sig videre. Hvis man først har haft en dårlig erfaring i mødet med en sundhedsprofessionel, så kræver det mange gode oplevelser, før man igen tør stole på at blive mødt ordentligt og med respekt for de udfordringer man har med sig. Derfor er det uhyre vigtigt at den sundhedsprofessionelle tager ansvaret for relationen på sig og sikrer et rum, hvor relationen til borgeren med svær overvægt kan udvikle sig ved, at man nænsomt og undersøgende får klarhed over hvilke problemstillinger, der er vigtige for borgeren.
Udgangspunktet bør altid være at ingen mennesker skal vurderes, stigmatiseres eller udskammes på grund af deres overvægt, inkontinens eller andre tabubelagte tilstande.
Artiklen er bragt i forkortet udgave i K-NYT august 2026.

