Nogle kropsvæsker er finere end andre

sailors

Da min søn for 23 år siden blev født, var det et fantastisk forårsvejr, og jeg var ikke længe om at komme hjem med ham til lange, dejlige gåture med barnevognen. Med forårsvejret følger sommeren og hermed også en masse udendørs aktiviteter. Nogle kan spædbørn godt deltage i, andre er mindre velegnede.

Vi havde længe planlagt en endags sejltur og glædede os til at komme afsted. Men det var ikke en særlig spædbørnsvenlig dag, så vi måtte bede mormor om assistance som babysitter.

Dagen oprandt og de fleste af de fremmødte sejlere var imponerede over, at jeg havde mod på turen så kort efter fødslen. En mindre del var dog noget forundrede over, at jeg bare sådan kunne “forlade” min baby – og især var der en mandlig deltager, der unødvendigt højt kom med følgende bemærkning: “Vent du bare til det begynder at sive på blusen”.

Sjovt nok er ammemælk som kropsvæske ganske let at tale om – ingen tabuer her. Men havde det sivet med synlige pletter under bæltestedet, havde sagen været helt anderledes! Ammepletter er nemlig mere “naturlige” end urinpletter – dengang som nu. Der er altså stor forskel på, hvordan man taler om og opfatter kropsvæsker.

Stort set alle, der har født, ved, at man i den første tid efter kan have svært ved at holde på urinen på grund af den svære belastning, som bækkenbunden har været udsat for. En genoptræning af bækkenbundens muskler hjælper på inkontinensproblemerne, men indtil man fuldt ud er i stand til at knibe sammen på de rigtige tidspunkter, så kan det let ske, at man lækker, hvorfor det er smart i den første tid at gardere sig med rene bukser og et velegnet bind.