Når inkontinens sidder mellem ørene

For nogle år siden var jeg inviteret til et undervisningsseminar for kontinenssygeplejersker. I pausen faldt jeg i snak med en af deltagerne, som kendte flere af Kontinensforeningens tidligere bestyrelsesmedlemmer.

Nu taler de fleste, der arbejder med inkontinensspecialet, i sagens natur meget åbent omkring både urin- og afføringsproblematikker. Men det viste sig, at trods det, at denne sygeplejerske havde mange års erfaring med samtaler, udredning og behandling af både mænd og kvinder med inkontinens, betroede hun mig, at da hun selv blev ramt af inkontinens, mærkede hun tabuet på egen krop.

Hun var naturligvis selv i stand til at stille diagnosen, men faktisk gik hun og døjede med stressinkontinens i to år, inden det påvirkede hendes arbejde så meget, at hun – som hun udtrykte det “bed hovedet af al skam og bankede på gynækologens dør” – og med et stort smil fortalte hun også, at hendes kollega tog hele situationen med faglig, ophøjet ro. Hun havde allerede udfyldt sit væske-vandladnings-skema til den første konsultation, så udredningen gik hurtigt, og hun gennemgik herefter en lille ambulant operation – alt sammen efter bogen og med et fint resultat, for hun havde nemlig været tør lige siden.

Bagefter havde hun været så lettet, at hun fortalte sin familien og hele afdelingen, at det alene var tabuet, der havde blokeret vejen til behandling i alt for lang tid, hvorefter hun frit fra leveren konstaterede, at hendes inkontinens havde “siddet mellem ørene”.