Da jeg først fik det sagt, var det jo slet ikke slemt…

Vil man have faglig viden om fx en invaliderende sygdom som inkontinens, er det naturligste, at man – så snart generne melder sig – går direkte til sin læge.

Virkeligheden er imidlertid en anden. I Kontinensforeningen ved vi gennem vores medlemmer, at de ofte har gået alt for mange år og været stærkt generet af urin- og/eller afføringsproblemer, inden de har meldt sig ind, fået viden og gået til læge. Og det gælder både forældre til inkontinente børn – samt voksne.

En sygeplejerske fortalte, at hun på et tidspunkt var så desperat over sin inkontinens, at hun ringede direkte til den gynækologiske professor på det hospital, hvor hun arbejdede. Han lyttede og rådgav hende stille og roligt. Herefter var hun så lettet, at hun udbrød: ‘Tabuet og mine egne hæmninger sad jo alene oppe mellem ørene på mig selv, det var en lettelse, at få det sagt’!

Sætninger eller rettere myter som: ‘Det går nok over’ skal gemmes langt ned under gulvbrædderne. Som med enhver anden sygdom er det utrolig vigtigt at blive undersøgt og få sat en diagnose på. Først da kan man i samråd med sin læge eller en specialist få igangsat et behandlingsforløb.

Er ordvalget lidt svært i den indledende samtale med lægen, behøver man ikke bruge sætningen ‘Jeg tisser i bukserne’ – i stedet kan man fortælle sin læge, at man har problemer med at holde på vandet – og samtidig fortælle, at man faktisk har lidt svært ved at tale om det. Det forstår både lægen og sygeplejersken godt. Og i øvrigt har hverken læger eller sundhedspersonale problemer med at tale om blæren eller tarmen og de affaldsstoffer, der udskilles herfra, det er en del af deres viden og arbejde også at behandle den del af anatomien.

Blokaden sidder ofte hos den enkelte inkontinente. Få ord-værktøjet i orden, få viden – meld dig ind i Kontinensforeningen. Det er foreningens dygtige netværk af specialister, der skriver til dig via informationspjecerne, medlemsbladet K-Nyt og hjemmesiden.