sadseniorphone

Jeg har lige lagt røret efter en samtale med en kvinde, der søgte hjælp, fordi hun var meget ked af det. Hun kunne på grund af en uforudsigelig tarm ikke bevæge sig ret langt væk fra hjemmet. Hun fortalte mig, at hun fornylig havde været på indkøbstur på Strøget med sin datter og barnebarn. Her måtte hun bruge undskyldningen, at hun lige hurtigt ville tilbage til en forretning og købe en ting. Sandheden var dog, at hun her og nu skulle bruge et toilet, men hun følte, det ville være for pinligt at sige.

Hun fortalte også, at hun nu var så hæmmet af tarmproblemerne, at hun ofte måtte sige nej tak til mange af de aktiviteter, som hun ellers var meget glad for at deltage i.

Hun havde et godt forhold til sin læge, og havde også været igennem nogle – synes hun – ubehagelige undersøgelser af tarmen. Så hun var lidt bange for, at bede sin læge om en ny undersøgelse, men var på den anden side nu så ked af sin situation, som kun blev værre og værre, selvom hun dagligt brugte stoppende medicin og bleer.

Vi fik en lang og god snak om de behandlinger, som hun via sin praktiserende læge kunne blive henvist til. Hun ville gerne vide mere, for der var mange af de informationer, jeg gav hende, som hun aldrig havde hørt om før.

‘Jeg melder mig ind med det samme, for jeg vil gerne læse jeres pjecer og alle artiklerne – specielt dem om behandling af afføringsproblemer, og så skal jeg ellers op til min læge igen – 1000 tak, der har åbnet sig en helt ny verden for mig’, sluttede hun vores samtale.