Sig tak med kontingentet

girlflowers

Det er medlemmerne, der er grundlaget for foreningens fortsatte eksistens. Kontingentet er den bedste måde at sige tak på.

Henvendelser som disse – er hele arbejdet værd:

Kære Kontinensforening

Vores søn er nu tør om natten. Fantastisk! 1000 tak for gode råd via jeres blade og børnetemapakken m.v. Vi vil gerne fortsat støtte op om foreningen, men I behøver ikke sende medlemsbladet K-Nyt til os længere. Mange glade hilsener fra Den tørre familie

Kære medlem
Dejligt at høre, at jeres søn er blevet behandlet og nu er rask. Vi er glade på jeres vegne – og for jeres fortsatte medlemsstøtte til foreningen. På den måde er I med til at hjælpe andre børn til at få samme succesoplevelse som jeres søn. I kan sagtens beholde medlemskabet uden at få tilsendt K-Nyt. Via jeres login kan I downloade og fortsat læse alle nyheder og K-Nyt via nettet.

Tak til Kontinensforeningen
Vores søn er nu en tør og glad dreng! Det har været betryggende at være medlem. Det har givet ro i sjælen at blive vejledt gennem foreningen. Det har givet os forældre og vores dreng troen på, at på et eller andet tidspunkt skulle vi nok finde en løsning på hans inkontinensproblem. Indtil han var 7 år, sov han med natble (uden protest og uden flovhed, blandt andet fordi vi tog det meget afslappet). Efter besøg hos de specialister, som Kontinensforeningen henviste os til, fik vores søn efter grundig udredning en diagnose, og ved en fælles forældreindsats med vækning hver 2. time og ble indimellem, blev vores søn “tørlagt” på kun en måned. 1000 tak fra en glad medlemsfamilie.

Til Kontinensforeningen
Vores 7-årige dreng har problemer med at holde sig om dagen – han tisser i bukserne.
På kraftig opfordring (vi følte det som et ubehageligt pres) fra børnehaven, blev han undersøgt på en børneafdeling, da han var 5 år. Her fik vi den (befriende) besked, at nogle drenge har lidt svært ved at mærke efter i tide, om de skal tisse. Vi valgte at “trodse” børnehaven og “frede” vores dreng. De praktiske problemer klarede vi ved at give ham ekstra bukser med i tasken.

Da tiden nærmede sig, hvor han skulle forlade børnehaven, tog vi et møde med skolen og SFO’en. Vi fortalte vores søn, at det ville være smart regelmæssigt at “tisse af” i frikvarterene og gå på toilettet om eftermiddagen i SFO’en, fremfor at gå rundt med våde (og lugtende) bukser! Han er heldigvis ikke blevet drillet, og med god hjælp fra et fast tisseskema og opmærksomme lærere og pædagoger er dagproblemerne nu holdt op.

Vi siger stor tak for foreningens råd og støtte – for medlemskabet og et godt og informativt K-Nyt (også for os voksne).

Med venlig hilsen

– den glade familie