Mobbepolitik skal praktiseres – ikke støve til i en mappe
Når forældre ringer og fortæller, at deres inkontinente børn bliver mobbet, gør det ondt.
Det er velkendt, at stort set alle børnehaver og skoler har formuleret en mobbepolitik – altså hvordan personalet skal agere og håndtere mobberne og mobbeofrene.
Er politikken ikke implementeret og en naturlig del af institutionens dagligdag, men blot ord skrevet ned på et stykke papir, der er placeret i en mappe på lederens kontor, så er informationerne, intentionerne og politikken ubrugelig – og gavner i alt fald ikke hverken børn, personale eller forældre.
Det er bare ikke i orden, at der ikke reageres på, at Michael på 5 år bliver drillet, fordi han ikke kan styre sin blære eller afføring og derfor går med ble. Her må personalet tage fat med det samme og forklare, hvorfor Micahel bliver nødt til at have ble på. Selv et 3-årigt barn kan forstå, at det går galt, hvis blæren eller tarmen ikke giver signaler til, at man skal på toilettet.
Stort set forbinder alle børn bleer med babyer, men et inkontinent barn kan af praktiske grunde bliver nødt til at bruge ble, indtil udredning og efterfølgende behandling hjælper.
Det er altså nødvendigt, at personalet er indstillet på at hjælpe barnet med at skifte ble lidt længere tid end normalt – og samtidig på en klar og bestemt måde får sat en stopper for drillerierne fra de andre børn.
Da der er mere end 50.000 danske børn, der har inkontinensproblemer, er det vigtigt, at pædagoger og lærere har basal viden om, hvor og hvordan udredning og behandling foregår – og samtidig arbejder tæt sammen med sundhedsplejersken og forældrene. Mobning sætter dybe spor i et barn – og ubehandlet inkontinens kan give fatale følger både fysisk og psykisk helt op i voksenalderen.
Så er du lærer, sundhedsplejerske eller pædagog i en børnehave eller SFO, vil du have stor glæde af at se Kontinensforeningens film, som også kan bruges til forældremøder eller i undervisningen.