Jeg er ikke inkontinent – endnu!
Det sker ikke sjældent, at både kvinder og mænd kontakter foreningen og starter med meget nøje at forklare, at de ikke er inkontinente, men at de alligevel har været inde på hjemmesiden.
Det er jo dejligt, at hjemmesiden også henvender sig til de kontinente. Det er nemlig meningen, at alle informationer – både dem udenfor og indenfor medlemsområdet – skal give stof til eftertanke og stof til samtale med pårørende og det daglige netværk. Vigtigt er det også at være godt forberedt, når et lægebesøg er eller bliver næste step.
Klikker du ind på ‘Find en klinik’ dukker alle de klinikker op, der har tegnet et medlemskab af foreningen.
Afsnittet ‘Om inkontinens’ fortæller indgående om inkontinensdiagnoser, hvordan udredning undersøgelsen hos lægen skal foregå for børn og voksne. Tillige er der en oversigt over behandlinger og sidst, men absolut ikke mindst, kan alle – både læger og patienter – gå ind og downloade et væske-vandladnings-skema (VVS).
Under ‘Film – børn og voksne’ kan du se 3 små spots om børn og 3 om voksne. Tillige er der en undervisningsfilm om børneinkontinens. Filmen er delt op i 3 hovedafsnit – natlig urininkontinens, dag-urininkontinens og afføringsinkontinens. I alle 3 afsnit medvirker foreningens medlemmer og deres børn og unge, en folkeskolelærer, der forklarer, hvordan skolen skal tage ansvar og hjælpe det enkelte barn – samt de specialister, der dagligt tager imod børnene på deres børneinkontinensafdelinger.
I medlemsområdet er der fri adgang til flere end 300 fagartikler, interviews og aktuelle indlæg om fx forskning. Derudover kan medlemmerne downloade og læse alle pjecer, bøger og aktuelle numre af medlemsbladet K-Nyt.
Endelig har foreningen også en Facebook-side, en Twitter-side og en LinkedIn-side – og tilbyder et gratis Nyhedsbrev.
Der er altså ingen “undskyldninger” for hverken patienter, pårørende eller behandlere for ikke at være informeret om inkontinens.