Sundhedsreform 2024: Omfattende og spændende!

Regeringen har indgået en bred politisk aftale om en sundhedsreform, der skal styrke sundhedsvæsnet og rykke det tættere på borgerne. Reformen byder bl.a. på fire regioner i stedet for fem, samt 17 nye sundhedsråd med folkevalgte fra kommuner og regioner, som skal udbygge det nære sundhedsvæsen og sikre sammenhæng mellem sygehusene og udenfor. Reformen skal også fremme en bedre fordeling af praktiserende læger og sygehuslæger på tværs af landet. Og samtidig får borgere med bestemte sygdomme kronikerpakker. Dvs. at der er tale om en omfattende reform med mange nye initiativer på vej.

Kontinensforeningen har holdt møde med andre af Danmarks mindre patientforeninger. Hvor Danske Patienter, en fælles organisation for de større, danske patientforeninger, er meget positiv omkring sundhedsreformen, er repræsentanterne fra de mindre patientforeninger mere afventende. Vi vil gerne lige se resultaterne af reformen og alle initiativerne, før vi lovpriser den.

Et af de områder, hvor Kontinensforeningen er spændt, er i forhold til hjælpemidler. Udredning for inkontinens kan være en lang affære over måneder og år. Under udredningen er det sygehuset, der skal stille hjælpemidler til rådighed. Man kan ikke få bevilliget hjælpemidler fra kommunen, før man er færdigudredt.

Er man i udredning for inkontinens, er der dog desværre stor geografisk forskel på, om man får udleveret hjælpemidler af sygehuset, eller om man selv må bære udgifterne til hjælpemidler. Det har skabt en del frustration hos medlemmer, der bor i de dele af landet, hvor de selv skal betale for hjælpemidler. Udgifterne kan blive rigtig store.

Kontinensforeningen har tidligere lavet en rundspørge til regionerne og fået medlemmernes oplevelse bekræftet: I nogle regioner giver sygehuset de relevante hjælpemidler, mens andre regioner kun giver hjælpemidler i nogle situationer eller slet ikke vil give patienter hjælpemidler.

Kontinensforeningen gik derfor i 2022 sammen med 13 andre patientforeninger i et fælles brev til Folketingets Sundhedsudvalg. Med den nye sundhedsreform er det planen, at der skal kigges på hjælpemiddelsområdet. Vi håber, at dette betyder, at der bliver fundet løsning på problemet.

Du kan læse aftalen om sundhedsreformen her.