Hvor sjov var jeg at danse med?
Interview med Lise Bendixen, der blev hjulpet af en TVT-operation
Af Randi Krogsgaard, cand.psych. og journalist
Kilde: KontinensNyt 3, 2006, s. 4-6
Lise Bendixen er meget opmærksom på, om hun er attraktiv og pæn. Og hun føler, at hendes selvbillede krakkelerede, da hun blev inkontinent
“Det er gået op for mig, hvor tåbeligt det er, at man ikke taler om inkontinens.”
Ordene er Lise Bendixens. Den friske, søde kvinde på 39 år beskriver en situation, hvor hun oplevede tabuet på egen krop.
Jeg havde fået foretaget en TVT-operation for stress-inkontinens, og efter min rekreationsperiode løb jeg med en gruppe fra Sparta. En af de erfarne kvindelige løbere spurgte, hvorfor jeg havde været væk. Jeg fortalte hende åbent om min operation, fortæller Lise. Min løbepartner reagerede med at fortælle, at hun ingen problemer har med inkontinens under løb, for hun lader bare være med at drikke før løbet!!
Da Lise senere overhørte, at kvinden hviskende fortalte en anden løber om Lises operation, fyldtes hun med undren over, at denne information skulle formidles videre som en form for sladder. Blandt andet på grund af netop denne oplevelse, fortæller Lise gerne om sine inkontinens-problemer, der startede for tre år siden, og som betød, at hun følte sit selvværd krakelere.
Plaskvåde strømper
Lise ser godt ud, og hun elsker at danse og røre sig. – Jeg kan lide at se lækker ud og gøre noget ud af mig selv, fx når jeg skal til fest. Men hvor sjov er jeg at danse med, hvis jeg tisser i bukserne imens, siger Lise og fortæller om julefrokosten, hvor hun som sædvanlig var meget aktiv på dansegulvet. Ved et toiletbesøg opdagede hun, at hendes strømper var plaskvåde. Hvad er der sket her, tænkte hun, for hun havde ikke mærket, at urinen løb, mens hun dansede. – Jeg slog det hen og forklarede mig selv, at det bare var et uheld, fortæller hun. Men til en stor familiefest sommeren efter, gik det igen galt. Lise havde købt en fin, ny kjole, og hun dansede meget hele aftenen. Næste morgen opdagede hun en kæmpe plamage bagpå kjolen. – Jeg havde åbenbart igen tisset i bukserne, konstaterer hun.
Det løb bare
Egentlig startede problemerne for tre år siden, da Lise begyndte at løbetræne. Hun kunne ikke holde sig tør, mens hun løb, og hun kunne slet ikke mærke, at hun tissede under løbet.
– Det løb bare, fortæller hun, – og når jeg var færdig med løbeturen, kunne jeg konstatere, at mine bukser var våde. Jeg havde samme problem, når jeg hoppede i trambolin med mine børn. Hun begyndte herefter at løbe med bind på, og hun søgte rådgivning hos en fysioterapeut med speciale i inkontinens. Da Lise fortalte fysioterapeuten om plamagen på den fine festkjole, fik hun det råd at bruge en stor tampon i forbindelse med fysisk aktivitet. Den kan ‘knække’ urinrøret, og derved holde urinen inde i blæren, fortalte fysioterapeuten.
Så fint ud
– Det var vigtigt for mig at vide, at jeg ikke fejlede noget fysisk, som kunne være årsag til mit problem. Fysioterapeuten instruerede mig i knibeøvelser, men lige meget hjalp det. Jeg synes også, det var irriterende at bruge en almindelig stor tampon, så jeg købte en Contrelle-tampon (specialtampon), som jeg kunne have i under løb, og den hjalp, fortæller Lise, der også fik foretaget, en gynækologisk undersøgelse. – Jeg fik at vide, at ‘alt så fint ud’, men samtidig var beskeden, at ‘vi jo ikke alle kan være ‘bodybuildere for neden’.
Dumme oplevelser
Som tiden gik, blev situationen værre og værre. Lise kunne efterhånden ikke bevæge sig ud af huset uden først at have tisset af. – Hvis ikke jeg gør det, løber vandet bare pludselig ned ad benene. Jeg har haft mange dumme oplevelser, beretter hun, – jeg kan fx stå i en kø i Netto, og pludselig opdager jeg, at mine cowboybukser bliver våde, eller det samme sker, når jeg ikke kan finde nøglen til hoveddøren. Men i den situation er det jo alligevel ofte mørkt, så ingen kan se, at jeg har våde bukser – og de kan jo bare vaskes.
Ved et nyt besøg hos gynækologen fik hun forklaret, at hun har en fødselsskade efter sin sidste fødsel for 5 år siden. Skaden består i, at ‘nervebanerne ikke har fundet sammen’ efter fødslen.
Må planlægge
– Jeg ved, at jeg har fået en dårlig vane med at drikke alt for meget og derfor fylder jeg min blære unødigt – så det forsøger jeg nu at begrænse. Jeg kunne bare ikke forstå, at inkontinensen alligevel blev værre og værre, siger Lise, der hele tiden måtte planlægge sine toiletbesøg. Hun kunne fx ikke nå hjem fra arbejde, uden at tisse i bukserne, hvis ikke hun havde tisset af først. Og hun bor kun ca. en kilometer fra sin arbejdsplads.
Min mor skal ikke spekulere
Lise har vedtaget at være åben, men indtil videre er der ikke mange, der kender til hendes inkontinens. Selv den nære familie ved ikke alt. Hendes to børn på 6 og 10 år ved godt, at ‘mor tisser i bukserne’, for hun måtte bl.a. forklare, hvorfor hun ikke kunne løbetræne til familiemarathon. Og kun en enkelt kollega har fået at vide, at Lise har lidt problemer med at kunne holde på vandet, men egentlig er det værst at skulle indvi sin chef i problemstillingen, forklarer Lise. Hendes mor ved heller ikke noget, selv om også hun har svært ved at holde på vandet. – Vi er meget tæt, men hun skal ikke have det at spekulere over, synes Lise.
Selvværdet daler
Lise har et par gange oplevet at være inkontinent for afføring i forbindelse med menstruation. Det er sket, mens hun løb. Lises fysioterapeut har fortalt, at det ikke er unaturligt, at det forekommer og har givet hende nogle tips til, hvordan hun kan undgå det. Og det har hjulpet. – Det er et stort problem for min selvværdsfølelse, at jeg ikke kan holde på vandet, men specielt problemet med afføringen er rigtig svært, siger Lise, der prøver at organisere sig, så hun ikke bliver alt for ydmyget.
– Når jeg fx står i Netto og mærker, at bukserne bliver våde, er jeg egentlig ligeglad, men på vej hjem, er jeg grædefærdig, beskriver hun. – Det er frygteligt at stå i kø og tisse i bukserne. Det jeg tænker på er, om andre kan se, at mine cowboybukser er våde. Lise synes, det er pinligt, hvis andre fx tænker ‘nå hun har nok ikke lavet sine knibeøvelser’, for Lise er en pligtopfyldende person.
Hjernen ‘driller’
Lise fik ved årsskiftet foretaget en såkaldt TVT-operation. Den består af et lille indgreb, hvor man lægger en slynge omkring blærehalsen, så blærehalsen ‘knækker’. Det forhindrer stress-inkontinens (at man tisser i bukserne ved anstrengelse).
TVT-operationen hjalp på problemet med at holde sig tør på løbeturene. Men Lise kan stadig ikke holde sig, når hun er på indkøb. – Jeg har drøftet dette med fysioterapeuten, som har forklaret, at det er min hjerne, der spiller mig et puds. Jeg kan ikke registrere, når blæren er fyldt. Jeg har faktisk opdaget, hvor meget det mentale betyder, og det hjælper mig meget at vide, at ’kommunikationen’ mellem hjerne og blære kan være et problem, siger Lise, der øver sig i at holde sig og selv bestemme, hvornår hun skal på toilettet.
Grænseoverskridende oplevelse
Den proces, Lise har været igennem, har givet hende ord på problemerne, og det er dejligt og en lettelse. Hun er også tilfreds med, at hun blev opereret, selv om hun følte, at TVT-operationen for hende var en meget grænseoverskridende oplevelse. Først var der blæreundersøgelsen, der skulle foretages inden operationen. Her fik hun pumpet vand ind i blæren og skulle herefter hoste og hoppe, så man kunne måle, hvor meget urin, der røg ud igen. Og selve operationen, var ikke spor rar, beskriver Lise. – Personligt følte jeg mig magtesløs, fx da jeg ikke selv kunne bestemme hvor ‘hænderne’ skulle være. For personalet var det derimod en ren rutineopgave.
Berlin halvmarathon 2006
TVT-operationen foregik ambulant og tog en halv time. – Jeg var frisk og klar bagefter og havde ingen smerter. Jeg skulle blot have checket, om jeg kunne tømme blæren ordentligt, inden jeg gik hjem, fortæller Lise, der siden fortsat har holdt sig i gang.
Efter 3 uger gik hun som enhver anden. Lise begyndte at dyrke motion efter 4 uger og løber nu igen på fuld styrke. – Jeg kommer ‘tør’ hjem – hver gang, slutter Lise, der her i foråret har løbet Berlin halvmarathon helt uden problemer.
