Inkontinente lever under stærkt pres
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 32-33
’Personer med inkontinens er ofte skamfulde, angste og socialt isolerede. Men hvis de åbent erkender, at de har fået et handicap, så vil omgivelserne ofte tage højde for det, og det letter det psykiske pres,’ siger psykiater og sexolog Anette Løwert. Hun opfordrer derfor alle inkontinente til at være åbne om deres problemer.
’Det var så sjovt, at jeg var lige ved at tisse i bukserne af grin!’ – Hvem af os har ikke grinende fortalt venner og bekendte om episoder, der var så sjove, at det var lige ved at gå galt. Det er imidlertid ikke spor morsomt, hvis det vitterlig går galt, hver gang man griner eller bare bevæger sig lidt væk fra hjemmet. Så er det pinligt. ’Det er ikke sjovt, men derimod meget skamfuldt at være en stor dreng på 35 år eller en kvinde på 55, der tisser i bukserne,’ siger psykiater og sexolog, Anette Løwert. ’Vi har jo fra vi var omkring halvandet til to år lært, at det ikke er pænt at tisse i bukserne, og det følger os hele livet igennem. Derfor skammer vi os, hvis vi kommer til at tisse i bukserne. Ikke mindst fordi vi måske tisser en halv liter, mens det lille barn kun tisser nogle deciliter,’ siger hun.
Social isolering
Anette Løwert fortæller, at inkontinente er verdensmestre i undskyldninger. ’Er man inkontinent, vil man ofte kunne stille med 400 undskyldninger for ikke at tage med til tante Annas fødselsdag, fordi man inderst inde er bange for at komme til at tisse i bukserne. Derfor foretrækker mange, at blive hjemme tæt på toilettet. Hvis man endelig beslutter sig for at deltage, så går man på toilettet hvert kvarter for at være på den sikre side. Og det er møg irriterende for den, der sidder ved siden af, og det kan man jo ikke undgå at mærke, når man skal smutte bag om naboens stol for 27. gang,’ siger hun.
’Det betyder, at den inkontinente trækker sig ind i sig selv, fordi vedkommende har sit fokus et helt andet sted. Derfor går mange samtaler hen over hovedet på den inkontinente, og det øger isolationen, der er et reelt problem.’ – ’Vi ser mange inkontinente, der helt har droppet offentlige transportmidler og fritidsaktiviteter af frygt for at komme til at tisse i bukserne. Og det er da også rigtigt, at der er langt til et toilet, når man står ved 18. hul på golfbanen,’ siger hun. ’For ikke at tale om de offentlige toiletter. De er ofte så ulækre, at vi andre kan vælge, om vi vil bruge dem eller ej. Det kan den inkontinente ikke. Dertil kommer, at det kan føles flovt, hvis man møder en af sine venner udenfor et offentligt toilet. Så dem undgår man ved at blive hjemme.’
Gammel gris
Selv om der statistisk er flere kvinder end mænd, der er inkontinente, så tror Anette Løwert, at sygdommen er mere skamfuld for mænd end for kvinder.
’Kvinder har den undskyldning, at de har født børn, og at det er derfor, de er inkontinente. Den mulighed har mændene jo ikke. Desuden er kvinderne vant til at gå med tampon eller bind. Så man kan sige, at de er vant til at have noget mellem benene.’ – ’Hvis det er nødvendigt for en kvinde at gå med ble, så kan hun skjule den under en nederdel. Det er straks meget værre for mændene. De opfattes som nogle gamle grise, der er smurt ind i urinpletter. Så her har vi endnu en fordom og talemåde, der rammer uskyldige mennesker,’ siger hun.
Opgør med myterne
På det seksuelle område er inkontinens for mange et næsten uovervindeligt handicap. ’Det hedder sig, at urin er ulækkert, og at det lugter. Men det passer ikke. Tænk blot på i gamle dage, hvor lægen smagte på patienternes urin for at finde ud af, om de havde diabetes. Så derfor kan jeg kun opfordre til, at man prøver at tisse i en kop. Så vil man finde ud af, at urin hverken lugter særligt meget eller er ulækkert, medminde man har en underlivsbetændelse eller har spist asparges! For det lugter frygteligt’, fortæller hun. Anette Løwert oplever mange klienter, der blander inkontinens med urinsex, som af mange opfattes som noget perverst. ’Men de to ting har overhovedet ikke noget med hinanden at gøre. Der er absolut ikke tale om urinsex, bare fordi man lækker lidt.’
Gode råd
Anette Løwert mener, det er meget vigtigt, at man fortæller sin partner, at man lider af inkontinens. Ellers vil ens fokus udelukkende være på det, og så får man absolut intet ud af et seksuelt samkvem. Man kan tage en tablet før samlejet, der mindsker ens vandladningstrang. Derudover er det vigtigt, at man lader vandet umiddelbart før samlejet. Er man bange for urinlugt, kan man vaske sig og putte lidt parfume på lår og mave, så man føler sig frisk og dufter godt. Man kan i dag få så mange fede og lækre håndklæder, og sådan et kan man jo også lægge i sengen, hvis man skulle lække en smule. Desuden skal man være opmærksom på, at mange inkontinente har sårbare og ømme slimhinder. Derfor kan både mænd og kvinder have store fornøjelse af at bruge noget eksplorationscreme.
’Men vigtigst af alt er, at man er åben overfor sin partner. Ellers er seksuallivet dømt til at mislykkes. Og kan man også fortælle sine nærmeste venner og bekendte om ens problem, så er der ingen tvivl om, at livskvaliteten vil blive bedre, og at man vil få det lettere. Så vil den betænksomme vært eksempelvis sætte en tæt ved døren, så man ubemærket kan gå på toilettet under tante Annas fødselsdag.’ – ’Jeg siger ikke, at man skal gå med et neonskilt, hvor der står inkontinent, men man skal fortælle, at man har fået et handicap, som man ikke selv har bedt om. Og at det ikke er mere skamfuldt end at have en dårlig ryg eksempelvis,’ siger Anette Løwert.
Kilde: www.dr.dk og DagensPuls oktober 2008.
