Nu gik det lige så godt
Interview med Søren Eriksen, hvis glæde var stor, da han med en ihærdig indsats havde kæmpet sig ud af sin afføringsinkontinens. Men lykken blev kort, for pludselig en morgen var den gal igen.
Af Anne Mette Futtrup, www.redaktionen.dk
Kilde: KontinensNyt 3, 2009, s. 13-15
“Jeg vil med disse linjer gerne fortælle, hvordan jeg næsten blev 100 procent helbredt for afføringsinkontinens… Forhåbentlig kan andre med samme lidelse få gavn af mine råd, så hverdagen kan blive mere afslappet. Hvis der er ’kød’ nok på min historie, stiller jeg gerne op til et interview.”
Sådan lød den glade indledning i et brev, som kom til Kontinensforeningen tidligere på året. Afsenderen var 32-årige Søren Eriksen fra Midtjylland.
På fire uger havde han tvunget en hæmmende afføringsinkontinens ud af sit liv. Ivrig efter en bedre hverdag og en optimistisk styrke havde han guidet sig selv gennem de tre metoder, der viste sig at give succes for ham.
Bækkenbundstræning var den ene: I pjecen ‘Mænd og inkontinens’ fra Kontinensforeningen lærte han sig at knibe på den helt rigtige måde. Tre gange om dagen trænede han bækkenbund, så han allerede efter få dage kunne mærke, at lukkemuskulaturen var blevet stærkere. Fire uger senere holdt han helt tæt.
Naturpræparatet ’Husk’ mod fordøjelsesproblemer var den anden metode. Dagligt tog han ’Husk’ og sørgede desuden for at spise nogenlunde lige store portioner hver dag på nogenlunde samme tidspunkter. På den måde lykkedes det ham at programmere sine toiletbesøg til at finde sted om morgenen, senest to timer efter at han var stået op. Resten af døgnet kunne han færdes uden frygt for uheld.
Den tredje metode var lægemidlet Glyoktyl klysma mod forstoppelse. Det tyede han til, hvis toiletbesøget en dag ikke trængte sig på. Om aftenen tog han klysmaet, så trykket i tarmen den næste dag ikke ville blive så stort, at det førte til overløb, altså til at afføringen susede ud uden den mindste form for kontrol.
”Man kan stille spørgsmålstegn ved, om denne fremgangsmåde er nødvendig, men jeg har valgt den for at føle mig tryg. Jeg bruger metoden cirka 1-2 gange om måneden,” skrev Søren Eriksen i sit brev til foreningen.
Nyt brev fra Midtjylland
Inden KontinensNyt fik aftalt interviewet med Søren Eriksen, kom der en mail til redaktionen:
”Der er desværre sket det, at mit problem er vendt tilbage. Rigtig træls. Jeg stiller gerne op til et interview, men det kan desværre ikke blive den solstrålehistorie, som jeg håbede på,” skrev Søren. For han måtte nu erkende, at den nyvundne kontrol over de daglige toiletbesøg ikke varede ved. Han var tilbage ved udgangspunktet.
”Indtil jeg var 30 år, havde jeg en næsten 100 procent normal tarmfunktion. Jeg har måske haft 2-3 uheld i hele mit voksne liv,” fortæller Søren, da han i telefonen fortæller sin historie. Han boede dengang på et klubværelse og delte toilet med fire andre unge mennesker. Han havde arbejde, lyttede til musik og var sammen med venner og familie. Fra den ene dag til den anden kom hans liv til at handle om toiletbesøg. For pludselig en morgen skulle det gå ualmindelig hurtigt. Fra han følte trang til at gå på toilettet, og til han faktisk gjorde det, gik der højst et minut. Sådan blev det ved hver eneste dag. Så hvis en af bofællerne var i bad, var Søren Eriksen i knibe. ”Det er jo meget tabubelagt, så jeg sagde ikke noget til nogen af dem. Meget ofte måtte jeg besørge i skraldespanden på mit værelse. Det var meget ubehageligt og stod faktisk på næsten et helt år, indtil jeg fik min egen lejlighed, som jeg bor i nu,” fortæller han.
Så hellere psykisk syg
Den unge mand gik til sin praktiserende læge, fik en kikkertundersøgelse på sygehuset og efter et halvt års ventetid flere undersøgelser på en anal-fysiologisk klinik. Lægerne fandt ikke noget galt. Da Søren samtidig lider af to psykiske sygdomme, talte han også med sin psykiater om inkontinensen. For både Søren selv og hans mor, der er sygeplejerske, havde en mistanke om, at den psykofarmaka (medicin), som Søren får, kunne være synderen i form af bivirkninger. Psykiateren mente imidlertid ikke, at tingene hang sådan sammen.
”Jeg har virkelig gransket mit indre for at finde ud af, hvorfor jeg fik den her sygdom. Ingen andre i min familie har den. På et tidspunkt forsøgte jeg at fase lidt af medicinen mod de psykiske sygdomme ud, og det hjalp faktisk på afføringsinkontinensen en uges tid. Men så vendte problemet tilbage”
De psykiske sygdomme, OCD (obsessive compulsive disorder) og maniodepressiv lidelse, har Søren Eriksen haft i en årrække. Men han har både gennemført en bankuddannelse og er blevet cand.scient.pol. fra Århus Universitet undervejs. Han har også passet flexjobs som økonomisk medarbejder og holdt fast i et godt socialt liv. Lidelserne holder han i ave med medicin.
”Jeg har været meget igennem med mine psykiske sygdomme. Både vredesprocesser og sorgprocesser. Heldigvis har jeg et optimistisk sind og et godt netværk, som har holdt mig oppe alle årene. Først da jeg blev afføringsinkontinent, meldte jeg mig syg fra arbejdet. Det påvirker min dagligdag utrolig meget i negativ retning. Jeg vil langt hellere være psykisk syg end inkontinent …” siger han.
Er andre unge inkontinente?
Allerværst er den ensomhed, der følger med inkontinens, forklarer Søren Eriksen. For selv om han har forældre, tre søskende og gode venner fylder følelsen af grundlæggende at være alene meget.
”Jeg fik tilkendt førtidspension i 2007 på grund af de psykiske sygdomme, så jeg har erkendt, at jeg aldrig mere kommer ud på arbejdsmarkedet,” fortæller han.
Det er fremtidstankerne, der nager mest. For Søren vil gerne have børn. Men inkontinensen holder ham fra at gå ud i verden og finde sig en kæreste.
”Det er alt for tidligt i livet at blive ramt af den her sygdom. Jeg er 32 år! Hvis jeg var 55 år, havde en kone, to børn og friværdi, ville det være noget andet,” vurderer han og funderer over, om andre unge mennesker også er ramt af denne sygdom.
Men han vil ikke affinde sig med et liv i isolation i sin lejlighed
”Inkontinensen hæmmer mig voldsomt socialt. Jeg er nervøs for at gå ud, fordi jeg jo aldrig ved, hvornår det går galt. Bleer har jeg prøvet, men det duer ikke for mig. Jeg føler mig ydmyget ved tanken om at have en taske med rent tøj med mig hele tiden. Jeg ønsker jo at blive helbredt for den her sygdom. Men jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.” ”Måske kunne Kontinensforeningen oprette lokalgrupper? Eller måske ungegrupper, så vi kan hjælpe hinanden,” opfordrer Søren Eriksen.
KontinensNyt har senere været i kontakt med Søren, som er vældig glad for, at hans interview er skrevet, som det er – og det har faktisk givet ham et skub til atter at søge læge. Sørens ønske var gennem dette interview at hjælpe andre i samme situation – men han har faktisk også hjulpet sig selv.
Tillæg
Læs her, hvad Søren efterfølgende skriver:
Kære Kontinensforening
Der er håb endnu…
Jeg synes det er en fornem artikel, som gerne må bringes i bladet. Jeg gik (efterfølgende) op og bankede i bordet på Analfysiologisk Klinik på Århus Sygehus. NOGET MÅTTE DER KUNNE GØRES!!!! Jeg talte med en meget kompetent og flink læge, som bragte mig håbet tilbage.
Løsning nummer 1: Tarmudskylning hvor endetarmen og venstre del af tyktarmen bliver skyllet ud hver dag eller hver anden dag. 50% af patienterne er tilfredse hermed. Ventetiden for at ’komme ind i systemet’ og blive udredt er ca. 6 måneder. Når så først er inde i systemet går det hurtigt, og oplæring i tarmskylning mv. er der så kun 1 måneds ventetid for oplæring heri.
Løsning nummer 2: Hvis løsning nummer 1 ikke virker, så pacemaker (som KontinensNyt tidligere har bragt artikler om). 1 måneds ventetid for operation.
FORNEMT!
Mange hilsner – Søren
