Datter på 6 1/2 år tisser i bukserne

Min datter på 6 1/2 år, tisser i bukserne. Hun har ikke haft problemet før for ca. 3 måneder siden. Hun siger at hun ikke mærker, at hun skal tisse. Men har dog ikke problem med det om natten, hvor hun godt kan vågne og gå på toilettet. Nogle dage har hun kun småtisset i bukserne, og andre dage er det så alt tøjet skal skiftes. Jeg har læst en del artikler fra jeres temablade og kan forstå, jeg ikke er den eneste frustrerede mor. Eftersom vi ikke har haft nogle problemer tidligere, ved jeg ikke, om vi skal “nøjes” med at se tiden an og få igangsat nogle faste tissetider, eller om vi skal få hende udredt med det sammen. Vi har en tid hos praktiserende læge i denne uge, men er meget i tvivl om, hvad vi skal. Problemet er klart størst i SFO´en, og når der er eftermiddags legeaftaler, der ikke er hjemme hos os selv. Hvilke gode råd kan I give til, hvordan vi skal takle situationen?

På forhånd tak!

Svar

Når din datter fortæller, at hun ikke kan mærke, når hun skal tisse/har tisset, skal der lyttes. Det kan være optakten til en overaktiv blære.

Du anfører, at problemet er størst om eftermiddagen i SFO’en og når din datter er hjemme hos kammerater om eftermiddagen. Det kan være et mønster – måske holder din datter sig hele formiddagen og hen over eftermiddagen, fordi hun måske ikke kan lide at benytte skolens toiletter. Det er et skråplan, som du må drøfte med hende.

Hvis det viser sig, at toiletterne er “klamme”, må din datter alligevel om nødvendigt efter et fastlagt skema gå på toilettet – altså lære at lytte til blærens signaler. Giv hende nogle pakker med papirservietter med i skole, så hun kan benytte dem på toilettet, hvis problemet er, at der ofte mangler toiletpapir.

Tal med jeres læge og få din datter udredt, så årsagen findes i god tid, så hun ikke skal slås med en overaktiv blære senere hen.

Jeres læge skal instruere jer i at udfylde et væske-vandladnings-skema (VVS) over 3 dage – altså måle hvor meget din datter drikker og tisser og på hvilke tidspunkter af dagen. På den måde kan I selv og jeres læge se, om din datter har et blæretømningsproblem. Lægen skal også undersøge urinen for at udelukke en evt. blærebetændelse. Inkontinens hos børn går ikke over af sig selv – det skal altid tages alvorligt, da det ubehandlet kan blive ved langt op i voksenalderen.

Vi anbefaler at downloade og læse pjecen ‘Børn og inkontinens’.

Kontinensforeningens information giver et godt grundlag for at få en snak med lægen om udredning/undersøgelse og behandling – samt informationer om de behandlingssteder, hvor læger og sygeplejersker har speciale i børneinkontinens.