Afføringsinkontinens
Af Ulla Kabbelgaard, Klinisk Sygeplejespecialist, Kontinenssygeplejerske, SD, Leder af Børneinkontinensklinikken Storstrømmen Sygehus Næstved
Kilde: KontinensNyt 1, 2006 s. 18-21
Dette er et uddrag af artiklen ‘Hvorfor gode toiletforhold betyder så meget for børn’
Download hele artiklen
Afføringsinkontinens
Ligesom vandladningsfunktionen kan også tarmfunktionen gå i uorden.
Ca.1 – 2% af børn under 10 år har problemer med afføringsinkontinens. Det ses 3 gange så hyppigt hos drenge som hos piger.
Afføringsinkontinens er et meget stort problem for barnet, der ofte føler lavt selvværd og manglende forståelse fra sine omgivelser. Bebrejdelser og måske endda staf er ikke en usædvanlig oplevelse for nogen børn.
Hos langt de fleste børn med afføringsinkontinens er der ikke sygdom, der ligger til grund for problemet. Barnet bør dog undersøges, så sygdom kan udelukkes, så relevant og hurtig behandling kan sættes i gang.
Der kan komme uorden i afføringsmekanismerne af flere grunde, her skal blot kort nævnes nogle:
- Dårlige spise- og/eller drikkevaner
- Dårlige toiletvaner, hvor afføringstrangen gang på gang undertrykkes. Det medfører, at barnet bliver forstoppet og har svært ved at komme af med afføringen.
Når barnet bliver forstoppet eller undlader at gå på toilettet, når trangen melder sig, hober afføringen sig op lige inden for endetarmsmusklen. Normalt skal der kun være afføring her, lige før man går på toilettet. Lukkemusklen ved endetarmen er kun en ganske lille muskel. Det betyder, at når afføringen står lige indenfor, kan musklen ikke holde tæt når barnet er i fysisk aktiv som ved f.eks. løb, leg, latter og lignende. Musklen er nødt til at “slappe af” ind imellem, og så kommer der afføring af variabel mængde i barnets underbukser.
At barnet får disse uhensigtsmæssige afføringsvaner kan skyldes flere ting som fx:
- Nedsat væskeindtag
- Dårlige madvaner/spisevaner i forbindelse med fx sygdom
- Angst for toilettet efter toilettræning
- Angst for at benytte fremmede toiletter som fx i skolen
- Dårlige toiletforhold mm.
Mange forældre bliver forståeligt nok fortvivlede over, at deres barn har afføringsinkontinens. Det er derfor vigtigt, at vide at børnene sjældent selv vælger at have afføring i bukserne – og at barnet trænger til hjælp og støtte til at komme ud af den dårlig cirkel, de befinder sig i.
14,5% at børnene i Børneinkontinensklinikkens undersøgelse henvendte sig med afføringsinkontinensproblemer.