Gatekeeper

Kontinensforeningen har for noget tid siden modtaget et spørgsmål vedrørende Gatekeeper i forbindelse med anal-inkontinens.

I K-Nyt nr. 2 fra 2016 s. 27 står behandlingen beskrevet under bulking.

Bulking er en metode, hvor der under en kortvarig bedøvelse indsprøjtes et fyldstof i relation til lukkemusklerne. Materialet er med til at støtte lukkemusklerne og mindske passagen ved endetarmens åbning. Behandlingen er især effektiv til at afhjælpe sivende afføringsinkontinens kombineret med ufrivillig afgang af tarmluft. Gennem tiderne har man anvendt forskellige former for fyldstoffer, hvor korttidsresultaterne af behandlingen har været lovende, men effekten på længere sigt ikke har været holdbar.

En ny metode inden for denne kategori af behandling er imidlertid blevet indført. Behandlingen kaldes Gatekeeper og har vist sig at være mere effektiv end de tidligere metoder – også på længere sigt. Imellem den indre og den ydre lukkemuskel indføres seks små stave af et kunststof, der i løbet af de efterfølgende 24 timer udvider sig til cylindriske skumpuder. Disse skumpuder understøtter lukkemusklernes funktion og bedrer evnen til at tilbageholde luft og afføring.